Avis: Ansatte i søværnet presses til at få vaccinestik

20211222014838688_1000
Ansatte i 3. eskadre i søværnet har i mail fået at vide, at de godt kan finde sig et andet job, hvis de ikke vil vaccineres mod coronavirus, skriver B.T. (Arkivfoto) Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Ifølge B.T. har ansatte i søværnet modtaget mail om at lade sig vaccinere mod corona eller finde et nyt job.

Hvis man arbejder i søværnet og har sejlende tjeneste, skal man vaccineres mod corona eller finde sig et andet job.

Så simpel lyder beskeden i en mail sendt ud til ansatte i 3. eskadre i søværnet. Delingen gør sejlende tjeneste i farvandene omkring Danmark.

Det skriver B.T. tirsdag aften.

- Essensen af SVK-retningslinjer er, at såfremt du vil gøre sejlende tjeneste, skal du vaccineres. Vil du ikke vaccineres og har sejlende tjeneste, så må du finde et andet job, lyder det i mailen.

Den er ifølge avisen sendt ud af kommandørkaptajn Kim Juhl 17. december.

Problemet er bare ifølge Niels Tønning, der er formand i officerernes fagforening, HOD, at søværnet ikke kan kræve, at ansatte skal være vaccineret mod corona.

- Der er ikke for nærværende et vaccinekrav i Forsvaret, siger han til B.T.

Ifølge Niels Tønning kan der i Forsvaret godt være krav om, at man har fået bestemte vacciner for at være udsendelsesparat. Men coronavaccinerne er ikke en del af den pakke.

Advokat Søren Ole Nielsen, partner i DAHL Advokatpartnerselskab, der blandt andet specialiserer sig ansættelsesret, siger til B.T., at der på nuværende tidspunkt heller ikke er vedtaget en lov i Danmark, der afgør, om en arbejdsgiver kan kræve, at de ansatte skal lade sig vaccinere mod corona.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Centralforeningen for Stampersonale (CS), der er den største fagforening i Forsvaret med 9.000 medlemmer, men CS ønsker ikke at kommentere sagen.

Avisen har også forsøgt at få et interview med Forsvaret. Det er blevet afvist, men i en skriftlig kommentar lyder det:

- Forsvaret undersøger i øjeblikket de udgivne retningslinjer. Ved en række operative kapaciteter og ved udsendelse til internationale operationer er der særlige krav til personellet, herunder til forskellige vacciner. P.t. undersøges grundlaget for vaccination mod covid-19 i den sammenhæng.

/ritzau/

GDPR