Rekordmange ikkevestlige indvandrere er i arbejde

Flere ikkevestlige indvandrere har fået foden inden for på arbejdsmarkedet.
En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at beskæftigelsesfrekvensen for ikkevestlige indvandrere er den højeste, der er målt nogensinde, skriver Børsen.
I tredje kvartal af 2021 var 55,8 procent af de ikke-vestlige indvandrere beskæftiget i et lønmodtagerjob. Det er det højeste niveau målt i 13 år.
Beskæftigelsesfremgangen skyldes især, at mange ikke-vestlige indvandrerkvinder er kommet i arbejde. Beskæftigelsesfrekvensen for indvandrerkvinder er 3,5 procentpoint højere end før coronakrisen, mens den for indvandrermænd er knap 2 procentpoint højere end før krisen.
Samtidig har den store mangel på arbejdskraft, vi ser lige nu på det danske arbejdsmarked også en stor betydning.
- De her tal viser, at opsvinget virkelig er med til at åbne døre for personer på kanten af jobmarkedet, som normalt har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, og det er bemærkelsesværdigt, at vi har den højeste beskæftigelsesfrekvens for ikkevestlige indvandrere i de 13 år, vi har data for, siger Erik Bjørsted, cheføkonom i AE, til Børsen.