
NÅR HK KOMMUNALS NÆSTFORMAND, Kasper Ejlertsen, fortæller om råb, skrig og konflikter på bibliotekerne, sætter han fingeren på et alvorligt problem.
Ingen medarbejder skal møde på job med frygt i maven. Og HK skal have ros for at tage det op – både i medierne og på deres bibliotekskonference samme dag.
Men vi skal passe på, at debatten ikke bliver for enkel. For der findes ingen hurtig løsning. Det kan lyde tilforladeligt at tale om lidt flere ansatte, kurser i konflikthåndtering og et par skillevægge. Men det svarer til at lappe et utæt tag med gaffatape. Det holder måske en uge – men skaden vokser under overfladen.
HK ved faktisk godt, at udfordringen er mere kompleks. De har nemlig selv siddet med til de rundbordssamtaler, som DM tog initiativ til, hvor fagforeninger, biblioteksledere, KL og Danmarks Biblioteksforening deltog.
Her blev vi enige om, at problemet handler om meget mere end personalenormeringer: om borgernes ændrede adfærd, social udsathed, politiske besparelser, manglende beredskaber – og behovet for nye kompetencer hos medarbejderne.
BIBLIOTEKERNE ER et af de få steder, hvor hele Danmark mødes: børn og unge, seniorer og hjemløse. Det er både vores styrke og vores udfordring.
Netop derfor kræver det en bred og fælles indsats at finde løsninger, der både giver tryghed for medarbejderne og bevarer biblioteket som åbent, mangfoldigt rum for alle.
LÆS OGSÅ: Opråb fra bibliotekarer: Oplever råben og støj
Derfor arbejder vi i fællesskab på et samlet udspil fra alle parter omkring bordet. Det er dér, løsningen skal findes – ikke i en kappestrid om en hurtig kur, men i helhedsorienterede tiltag, der gør en reel forskel i hverdagen. Det handler om kultur, kulturforståelse og ændringer i vores alles adfærd, så alle kan være i rummet med respekt.