
I en tale kalder Joe Biden onsdagens optøjer for en af de mørkeste dage i USA's historie.
Talen kommer, efter at hundredvis af støtter af afgående præsident Donald Trump onsdag stormede Kongressen i Washington.
- Det er et angreb på demokratiet, lyder det fra Biden i talen torsdag aften, hvor han også nominerer sin justitsminister.
- Det var en oprørsk horde, oprørere, indenlandske terrorister. Så enkelt er det, siger han.
Han langer også ud efter Trump, som han beskylder for at "opildne" demonstranterne. Biden siger, at angrebet på Kongressen var et resultat af Trumps angreb på demokratiet.
Donald Trump lagde under optøjerne en video ud på Facebook, hvor han opfordrede til fredelige protester fra demonstranterne, men også sluttede af med at sige, at han elsker dem.
Videoen blev senere fjernet af Facebook. Torsdag er Donald Trumps Facebook-profil blevet lukket på ubestemt tid.
Ifølge Biden brugte Donald Trump horden af mennesker til at "lukke munden på amerikanske vælgere". De vælgere, der ved valget i november valgte Joe Biden som den kommende præsident i USA.
Joe Biden mener også, at folkemængden i Washington var blevet behandlet værre af politiet, hvis de havde været sorte og eksempelvis demonstreret for bevægelsen Black Lives Matter.
- Ingen kan fortælle mig, at de ikke var blevet behandlet meget, meget anderledes, hvis det her havde været en gruppe af Black Lives Matter-demonstranter, siger Biden.
Fire er døde efter optøjerne i hovedstaden, og 68 er anholdt. Desuden er en politibetjent, der ifølge politiet i Washington skød en kvindelig demonstrant, blevet hjemsendt.
/ritzau/