Nye Borgerlige og DF i mindstelønsalliance med fagbevægelsen:
Vil have minister til at lægge sag an mod EU

20220614-155129-L-1920x1280we
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) tøver trods en klar opfordring fra FH med at anlægge sag mod EU. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
20. sep. 2022 06.00
EU's mindstelønsdirektiv kan potentielt knuse den danske model, lyder advarslen fra DF, som vil have både en socialdemokratisk og en borgerlig beskæftigelsesminister til at anlægge sag mod EU.

Regeringen bør anlægge sag mod EU og forsøge at få mindstelønsdirektivet underkendt ved domstolen.

Sådan lyder opfordringen fra en samlet fagbevægelse til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

LÆS OGSÅ: Mindsteløn: FH opfordrer regeringen til at trække EU for domstolen

Og den opfordring bakker DF og Nye Borgerlige op om.

"Regeringen skal ud af starthullerne og gøre alt, hvad de overhovedet kan for at komme det her uvæsen til livs," siger Peter Kofod (DF), der er medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti og folketingskandidat.

Han deler Fagbevægelsens Hovedorganisations (FH) opfattelse af, at mindstelønsdirektivet er et brud på traktaten og undrer sig over Socialdemokratiets tilgang til sagen.

"Det står meget klart i traktaten, at EU skal blande sig uden om løndannelse. Jeg er meget bekymret, og jeg kan slet ikke forstå, at socialdemokraterne er så fodslæbende på det her. Der er tale om den danske model, og Socialdemokratiet har historisk spillet en hovedrolle i, at vi har den her særlige model," siger Peter Kofod.

Nye Borgerlige kalder det også for et traktatbrud.

"Det er svært at forstå, hvorfor EU kommer med det her direktiv, når der ordret står i traktaten, at EU ikke skal blande sig i lønforhold," siger EU-ordfører Peter Seier Christensen (NB).

Han vurderer, at EU har "en dårlig sag", og derfor bakker Nye Borgerlige også FH op i, at der bør anlægges en sag ved EU-Domstolen.

"Ja, som udgangspunkt lyder det fornuftigt," siger han.

En atombombe

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er dog stærkt betænkelig over for at trække EU for domstolen. Til en debat i FH i starten af september kaldte han et søgsmål for en "stor atombombe", som kunne komme med en politisk pris.

LÆS OGSÅ: "En atombombe": Hummelgaard er stærkt betænkelig over for at trække EU-mindsteløn for EU-domstolen

“Grundlæggende skal vi hverken være tossegode eller naive og tro, at det her direktiv ikke har nogen konsekvenser. Omvendt skal vi heller ikke være heroiske og dø ene land ved sværdet i en situation, hvor alle andre kan se, at det ikke giver mening, og at vi kan risikere at gøre situationen værre for os selv og ende med at tabe indflydelse. Det er en politisk beslutning,” lød det dengang fra Hummelgaard.

Altså hallo, her er tale om EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet, der kommer og potentielt knuser vores beskæftigelsesmodel, og så skal vi liste rundt på strømpesokker
Peter Kofod (DF), medlem af Europa-Parlamentet og folketingskandidat.

Konkret fremhævede beskæftigelsesministeren andre vigtige dagsordener som "id-kort og sortlistning af virksomheder, der groft udnytter arbejdskraft" som EU-anliggender, som regeringen ikke vil tabe indflydelse på.

Derfor tøver Peter Hummelgaard, men det giver DF ikke meget for.

"Det viser jo egentlig bare, hvor stort et problem EU i virkeligheden har vokset sig til. Danskerne opfører sig alt for pænt i EU-systemet. Altså hallo, her er tale om EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet, der kommer og potentielt knuser vores beskæftigelsesmodel, og så skal vi liste rundt på strømpesokker, for vi må sørme ikke fornærme nogle af de store. Drop det, og kom ind i kampen," siger Peter Kofod.

En borgerlig byrde

Regeringen har dog lidt betænkningstid endnu. Fristen for et søgsmål udløber nemlig i december. Og til den tid kan vi meget vel have en ny regering og derfor også en borgerlig beskæftigelsesminister.

Det kan med andre ord gå hen og blive en borgerlig byrde.

Peter Kofod, gælder jeres opbakning til FH's opfordring også, hvis vi har en borgerlig beskæftigelsesminister til den tid?

"Ja, 100 procent," siger Peter Kofod.

Et eventuelt regeringsskifte ændrer heller ikke holdningen hos Nye Borgerlige, som dog samtidig gerne vil drøfte det på den anden side af et valg.

"Det vil jeg umiddelbart tro, men det skal vi have en diskussion med partierne om, når det bliver aktuelt," siger Peter Seier Christensen.

A4 Medier ville også gerne vide, hvad Danmarksdemokraterne - der har tidligere Venstre-kvinde og beskæftigelsesminister i årene 2010-2011 Inger Støjberg som formand - mener om det spørgsmål. Men det kan det nyopstartede parti ikke tage stilling til før efter et valg, lyder meldingen.

Venstre og Konservative har det heller ikke været muligt at få en kommentar fra.