Brian skulle forklare, hvordan han tørrer numse: Nu svarer minister på kritikken

BeFunky-collage__5_
Brian Larsen var selv til stede under samrådet, hvor beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) svarede på spørgsmål om hans sag. Foto: Ft.dk og Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
5. feb. 2020 13.19
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard skulle onsdag svare på spørgsmål om behandlingen af den 50-årige Brian Larsen, der på det lokale jobcenter blev bedt om at forklare, hvordan han tørrer sig bagi.

Brian Larsen blev under et ressourceforløb sidste år indkaldt til samtale på det lokale jobcenter i Hedensted Kommune. Her skulle han over for tre jobcenteransatte forklare, hvordan han tørrer sig i numsen. 

Det chokerede den 50-årige mand og fik flere medier til at skrive om sagen.

LÆS OGSÅ: 3F advarer: Chefer truer ansatte til at droppe fagforeningen

Onsdag var beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) så kaldt i samråd om sagen af Enhedslistens Victoria Velasquez (EL), der ville have ministeren til at svare på, om den behandling, Brian Larsen blev udsat for i jobcentret, er værdig og i overensstemmelse med loven. 

- Det er efter min mening en meget trist sag og et bevis på, hvorfor der er borgere, der føler sig svigtet af systemet, sagde ministeren og slog samtidig fast, at han så samrådet som en god anledning til at drøfte værdighed i sagsbehandlingen.  

Efter en arbejdsulykke og en blodprop har Brian Larsen store problemer med smerter i hænderne. Han er i ressourceforløb og blev i den forbindelse sat til at pakke ting og sætte mærkater på papkasser, men det gav ham problemer i de smerteplagde hænder. Derfor blev han indkaldt til møde med tre personer på jobcentret.

En af de tre jobcenteransatte spørger under mødet, hvordan han børster tænder, når han har smerter i sine hænder. Medarbejderen vil også vide, hvordan han drikker af et krus og sidst men ikke mindst, hvordan Brian Larsen tørrer sig i numsen. 

LÆS OGSÅ: Chefredaktør: Forstår topchefer ikke hvor meget de tjener?

Har fået en undskyldning

Beskæftigelsesminster Peter Hummelgaard henviste på samrådet til, at statsminister Mette Frederiksen (S) i en spørgetime i starten af december har slået fast, at ingen skal redegøre for, hvordan de går på toilettet, fordi man har behov for hjælp.

Samtidig gjorde ministeren det klart, at han ikke kunne gå nærmere ind i den specifikke sagsbehandling.

- Men jeg har noteret mig, at Hedensteds borgmester har givet Brian en undskyldning og taget afstand fra den ydmygende behandling, han åbenlyst fik. Borgmesteren har også holdt møde med de ansatte i jobcentret, hvor jobcentrets værdier i forhold til kommunikationen med borgerne blev præciseret, sagde Peter Hummelgaard.

Og selvom Hedensted Kommunes jobcenterchef, Hans Christian Knudsen, i første omgang forsvarede spørgsmålet til Brian Larsen, fik han ganske rigtigt en undskyldning fra byens borgmester.

- Det spørgsmål, der er blevet stillet, er bare på ingen måde i orden. Det er ikke den måde, vi skal tale til vores borgere på, det vil jeg gerne slå meget klart fast. Vi møder vores borgere med respekt og ordentlighed. For mig er der ikke andet at sige end undskyld til Brian Larsen, og vi lægger os fladt ned, sagde borgmester Kasper Glyngø (S) i den forbindelse til dr.dk.

LÆS OGSÅ: Borgmester undskylder i sag om numse-tørring: "Det sker aldrig igen"

Vil ikke oprette et klageorgan

Peter Hummelgaard skulle på onsdagens samråd også forholde sig til, hvordan det påvirker borgernes retssikkerhed, at de skal klage til de samme personer i en kommune, som også træffer afgørelse i deres sager.

Ministeren skulle blandt andet forholde sig til, om det ville være godt at etablere et uvildigt klageorgan. 

Det afviste han dog med henvisning til den gældende forvaltningslov og borgernes eksisterende muligheder for at klage over kommunens sagsbehandling. Han nævnte igen, at Hedensteds borgmester havde reageret og handlet på Brian Larsens klage og taget afstand til episoden.

- Derfor mener jeg heller ikke, at denne sag giver anledning til at undersøge behovet for at oprette nye klageorganer, sagde Peter Hummelgaard på samrådet.

Beskæftigelsesministeren henviste samtidig til, at han i denne uge har udstukket et nyt såkaldt værdighedsmål i jobcentrenes indsats for at få borgere i arbejde. 

LÆS OGSÅ: Minister vil sikre ledige værdig behandling