Claus Jensen raser over arbejdsgivere: - Jeg er kraftedeme gal over det her

20210129-091422-L-1920x1169we
- Jeg er kraftedeme gal over det her efterhånden. Manipulationen er simpelthen blevet for tyk, siger Metal-formand Claus Jensen. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

En fælles opfordring om at genoptage forhandlingerne om udenlandsk arbejdskraft fra de tre tunge arbejdsgiverorganisationer Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Industri (DI) og Dansk Erhverv (DE) har fået formand for Dansk Metal, Claus Jensen, op af stolen.

LÆS OGSÅ: Erhvervslivets top i fælles opråb: Genoptag forhandlinger om udenlandsk arbejdskraft

Metal-formanden beskylder i Finans arbejdsgiverne og Venstre for selv at sabotere en aftale.

- Jeg er kraftedeme gal over det her efterhånden. Manipulationen er simpelthen blevet for tyk. Det er direkte pinligt, når der f.eks. kommer tal fra Dansk Arbejdsgiverforening om, at der er 126.000 lønmodtagere, som tjener under de 23.000 kr., som man vil kunne få i de første tre måneder, med en forhøjet dagpengesats, og man så finder ud af, at de tager både deltidsansatte, lærlinge og elever med, siger Claus Jensen. 

Metal-formanden henviser til en analyse, som DA offentliggjorde i sidste uge.

I arbejdsgiverorganisationen forsvarer cheføkonom Anders Borup Christensen tallene. Han mener, at det er helt normalt at medtage lønmodtagere ansat på 32 timer eller mere i beregninger af gennemsnitsløn. Han medgiver dog, at lærlinge og elever ikke skulle være regnet med, men peger samtidig på, at analysen kun omfatter virksomheder med over ti ansatte. Tallet vil derfor reelt være højere, mener cheføkonomen.

- Det er ikke noget med, at vi med vilje har forsøgt at pumpe tallene op, siger han til Finans.

Regeringen måtte for to uger siden opgive at lande en bred politisk aftale om udenlandsk arbejdskraft. De borgerlige partier ville ikke være med til at hæve dagpengene i de første måneders ledighed. I stedet lavede regeringen en aftale med SF, De Radikale, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Men det forlig indeholdt ikke en sænkelse af beløbsgrænsen, som arbejdsgiverne ellers brændende ønsker sig, og derfor kastede erhvervslivets top sig altså fredag ud i et angreb. 

Samtidig har Venstre indrykket annoncer med en sovende kvinde på en sofe under overskriften “Det skal kunne betale sig at arbejde”. Og det er "en hån mod alle hårdtarbejdende danskere," mener Claus Jensen.

Venstres politiske ordfører forsvarer over for Finans partiets annoncer og siger, at det er et bærende princip, at det skal kunne betale sig at arbejde.

LÆS OGSÅ: Madsen: De tre tenorer i arbejdsgivernes jammerkor synger en falsk melodi

GDPR