Madsen: Danmark må ikke blive en tvær tante Sofie i opgøret om EU-mindsteløn

KM
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) forventes at stå temmelig alene med sin kritik af mindstelønsdirektivet i Bruxelles.
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er på tide at bygge en plan B af god gammeldaws dansk arbejdsmarkedsfikumdik, der både kan beskytte den danske model og sikre solidariteten med lønmodtagere, der lever i fattigdom.

Danmark er på vej mod et ensomt nederlag i spørgsmålet om en ny EU-mindsteløn, når social- og ældreminister Astrid Krag mandag tager til Bruxelles som vikar for beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye.

Forleden vedtog Europa-parlamentet de nye regler, og selv om hele komplekset skal tage endnu en vending i EU’s komplicerede lovmaskineri, så tyder alt på, at forslaget i en eller anden version bliver virkelighed før det franske præsidentvalg i foråret 2022.

LÆS OGSÅ: Regeringen står fast: Nej til EU-rammer for mindsteløn

Det er helt forståeligt, at bare tanken om en lovfastsat mindsteløn giver myrekryb i fagbevægelsen i Danmark, hvor den danske model har sikret arbejdstagerne i mere end 100 år. 

De nye regler bliver i bedste fald ligegyldige for det danske arbejdsmarked isoleret set, og i værste fald en væsentlig udfordring for forhandlingsmodellen på længere sigt, der åbner adgang for, at  EU-domstolen kan blande sig.

Kig på det samlede billede

Men danske politikere og faglige ledere må også have det samlede europæiske billede med. I de EU-lande, hvor arbejdsmarkedet er mindre trygt end vores eget, vil en europæisk mindsteløn virke som en massiv sejr.

I lande som Frankrig eller Italien, hvor de har endnu sværere end os ved at håndtere udfordringen med et nyt proletariat af madbude, småjobbere og ansatte på nultimers kontrakter, får den hidtil magtesløse fagbevægelse pludselig et potent juridisk våben i hænderne.

LÆS OGSÅ: Regeringen får Folketingets opbakning til dansk nej til EU-bestemt mindsteløn

Der er en grund til, at socialdemokrater i stort set alle andre lande end de nordiske bakker massivt op om forslaget. Den nye tyske Scholz-regering hylder forslaget som en del af vejen til at vende uligheden i Tyskland, og i parlamentet er den hollandske socialdemokrat Agnes Jongerius den fremmeste frontkæmper for den fælles EU-mindsteløn.

Retorik fra yderfløjene

Det står i skærende kontrast til den alt for enøjede udlægning i Danmark, hvor det, de fleste andre ser som et klart socialt fremskridt, udlægges som et magtgreb fra Bruxelles med en retorik, der er hentet i Enhedslistens og Dansk Folkepartis nationalistiske pulterkamre.

“Der ser dog ikke ud til at være nogen grænse for, hvor langt jubeleuropæerne vil gå. De vil indføre mindstelønninger overalt i Europa - så hurtigt som muligt”, skrev MEP Marianne Vind (S) f.eks. i den socialdemokratiske netavis Pio.

Nej, de andre er ikke ude efter os og vores model. De er interesserede i at bruge EU som instrument til at forbedre lønmodtagernes vilkår i deres egne lande. Hvem kan fortænke dem i det?

LÆS OGSÅ: Top-professor advarer: Nye EU-regler kan være katastrofale for danske overenskomster

De danske MEP'ere og regeringen har udført et fint arbejde for, at Danmarks principielle indvendinger bliver imødekommet.

Men Socialdemokratiet og fagbevægelsen skal passe på ikke at præges af et Tante Sofie-syndrom, hvor vi ligesom Kardemommebys sure dame står og synger selvretfærdigt i et hjørne.


"Hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst.

Men ingen andre er som jeg, og det er meget trist!” 


Det ville være skønt, hvis alle andre havde den danske model. Men det har de altså ikke, og hvis man er fagforeningsaktivist i Bulgarien, hvor mindstelønnen er ca. 2.300 kr om måneden eller i Tyskland, så er det ikke en holdbar strategi at gå den danske vej. 

Det er umuligt bare lige at kopiere den danske models fælles ånd, samarbejdskultur og gensidige tillid mellem parterne, der er bygget op gennem årtier. Det er jo netop det, der gør modellen så unik.

To ting på én gang

Man er nødt til at kunne rumme to tanker i hovedet på én gang. At det faktisk er godt, at EU ‘blander sig’ for at sikre lønmodtagere i svagt organiserede lande, der er afhængige af lovgivning og har kæmpet forgæves for handling fra deres egne politiske systemer. Det skærmer også danske lønmodtagere fra løndumping. Men omvendt erkende, at det giver nogle udfordringer for Danmark.

Den gode nyhed er, at en af den danske models styrker netop er at tilpasse sig, fordi alle parter ser en fordel i den. 

Derfor hviler modellen på en betydelig bunke juridisk fikumdik, hvor fagbevægelsen, arbejdsgivere og staten i fællesskab har skabt regler, der sikrer, at modellens kerne bevares, trods udfordringer fra et internationaliseret arbejdsmarked.

Derfor kunne man sætte sig ned og løse udfordringerne, der opstod efter Viking-dommen, Laval-dommen og alle mulige andre retsafgørelser, der har fået kritikere til at erklære den danske model for død. 

Det kan parterne også efter vedtagelsen af mindstelønsdirektivet, og det er på tide at begynde på en sådan plan B. Og så kan man samtidigt glæde sig over, at det, der giver os problemer, giver klare muligheder for forbedringer for working poor i resten af Europa.

Rettelse:  I en tidligere version fremstod det som om direktivet isoleret set vil løfte lønnen i f.eks. Bulgarien. Det er ikke korrekt.

GDPR