A4 Aktuelt
Køb abonnement

Dansk Metal: Fagforeningerne skal gå forrest for at bryde med det kønsopdelte arbejdsmarked

9. juni 2022 kl. 6.15
Synliggørelse, netværk og samarbejde om trivsel og fastholdelse er Dansk Metals konkrete tiltag i kampen mod det kønsopdelte arbejdsmarked, skriver næstformand René Nielsen. Pressefoto
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

DET ER INGEN HEMMELIGHED, at langt størstedelen af Dansk Metals medlemmer er mænd. Det er mere end 9 ud af 10 medlemmer - så når man taler om det kønsopdelte arbejdsmarked, så ved vi, hvad det handler om. 

Temadebat: Det kønsopdelte uddannelsesvalg

Køn spiller stadig en afgørende rolle, når danske unge skal vælge en ungdomsuddannelse. Det gælder især på erhvervsuddannelserne, hvor nogle uddannelser domineres næsten helt af enten mænd eller kvinder. Hvad skal der til, før vi for alvor kan sige farvel til det kønsopdelte uddannelsesvalg og arbejdsmarked?

Det har A4 Ligestilling spurgt en række aktører og eksperter om.

Deltagere i debatserien:

  • Cille Skaarup, møbelsnedker og ambassadør for Boss Ladies
  • Maria Thiemer, konsulent Danmarks Evalueringsinstitut
  • Tina Christensen, næstformand 3F
  • René Nielsen, næstformand Dansk Metal
  • Tina Voldby, underdirektør Tekniq Arbejdsgiverne
  • Vinni Jakobsen, sektornæstformand for social- og sundhedssektoren i FOA
  • Mikkel Haarder, underdirektør for uddannelse, forskning og mangfoldighed i Dansk Industri

Som fagforening ser vi det som et vigtigt mål at gå forrest i kampen om at åbne op for det kønsopdelte arbejdsmarked. Det er ikke et problem, at vi har mange mænd som medlemmer, og det ønsker vi ikke at gøre op med. Men der skal være plads til alle i branchen og på virksomhederne, og der har vi et stort ansvar som fagforening. Hvis man har drømmen om at arbejde med metal eller spændende ny teknologi, så skal man kunne jagte den - uanset hvilket køn man har.

Den fælles indsats er afgørende, hvis vi skal sikre, at unge søger uddannelser ud fra deres drømme og passion frem for deres køn
René Nielsen, næstformand Dansk Metal

Vi kan heldigvis se, at det langsomt går den rigtige vej. Andelen af kvindelige medlemmer i Dansk Metal er langsomt stigende. Vi vil gerne have, det går hurtigere – for det er en fordel for alle parter, at der er mangfoldighed på arbejdspladsen. Det giver et bedre arbejdsmiljø, øget kreativitet og mere innovation.

LÆS OGSÅ: Anlægsstruktør: "Jeg fik topkarakter for prøven. Og bækkenløsning og skældud fra min læge"

Som fagforening kan vi ikke gøre det alene. Det er et ansvar, vi skal løfte sammen med andre mands- og kvindedominerede fagforeninger, arbejdsgiverne og erhvervsskolerne. Den fælles indsats er afgørende, hvis vi skal sikre, at unge søger uddannelser ud fra deres drømme og passion frem for deres køn – og hvis Danmark ikke skal mangle 100.000 faglærte i 2030.

DANSK METAL ER GENNEM ÅRENE blevet klogere på, hvad der virker. Vores indsats er lige nu rettet mod tre konkrete tiltag for at gøre op med det kønsopdelte arbejdsmarked: synliggørelse, netværk og samarbejde om trivsel og fastholdelse.

Vi ved, at mange unge kvinder kan have svært ved at se sig selv arbejde i et metalfag eller med højteknologiske maskiner, hvis de ikke kan spejle sig i dem, de ser i jobbet. Og når der i forvejen ikke er mange kvindelige medarbejdere, er det vigtigt, at vi synliggør dem, der er. Det gør vi blandt andet ved at skabe plads til deres historier på sociale medier, i vores medlemsblad og i vores brochurer. Vi er bevidste om, at vi ikke skal gentage fordomme om fagene i vores kommunikation – vi forsøger i stedet at give et nuanceret billede af, hvem f.eks. en metalarbejder kan være.

Erhvervsskolerne har et stort ansvar for alle elevers trivsel – og det gælder også for de elever, der bryder med normerne og ikke ligner alle de andre
René Nielsen, næstformand Dansk Metal

Vi ved, at netværk kan have stor betydning for at fastholde de kvinder, der er i branchen. Derfor støtter vi netværk blandt kvindelige medlemmer, og hvert andet år afholder vi Metals Kvindekonference. Her er der både faglige input til arbejdslivet, og der er tid til at udvide det personlige netværk med andre kvinder fra hele landet, der har det samme fag. Vi er med i partnerskabet FIU-Ligestilling, hvor vores unge kvindelige medlemmer har mulighed for at få en kvindelig mentor inden for metalbranchen. Vores erfaring er, at det er med til at fastholde flere dygtige kvinder i faget, og det øger trivslen hos både den unge og den erfarne medarbejder.

LÆS OGSÅ: Nyt prisshow skal hædre virksomheder, organisationer og enkeltpersoner, der skaber mangfoldighed

Vi har et omfattende samarbejde med erhvervsskoler, arbejdsgivere og vores tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter om at få flere kvinder i fagene. Erhvervsskolerne bør være mangfoldige i markedsføringen af uddannelserne. De har et stort ansvar for alle elevers trivsel – og det gælder også for de elever, der bryder med normerne og ikke ligner alle de andre.

Det er arbejdsgivernes ansvar, at der på den enkelte arbejdsplads er et godt psykisk og fysisk arbejdsmiljø, hvor der er plads til alle. Det er helt uacceptabelt, når vi hører historier fra kvinder, der har oplevet dårligt arbejdsmiljø på virksomheder, der har været ekskluderende for kvinder. Det er forfærdeligt at høre om de oplevelser, som Maria Højgaard Andersen har været ude for.

LÆS OGSÅ: Tidligere smedelærling: Jeg vil hellere se op i februar-pigens æggestokke, end jeg vil tales til som snotdum

Som fagforening er det vores opgave at være med til at tage et opgør med den kultur og gå i rette med de virksomheder, hvor det ikke fungerer. Danmark har ikke råd til at miste de unge kvinder som f.eks. Maria, der selv siger, de har kærlighed til metal.

Virksomhederne har også et stort ansvar for at tage kvindelige lærlinge. Nogle dygtige kvinder oplever desværre, at de skal søge mange flere lærepladser end dygtige mænd, inden de får plads.

Dansk Metals tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter er en vigtig allieret for de kvinder, der kommer ud på arbejdspladserne. De skal understøtte trivslen, og de kan være med til at sikre en mere mangfoldig arbejdsplads.

Forandringerne kommer ikke af sig selv. Fagforeningerne har en vigtig rolle for at bryde med det kønsopdelte arbejdsmarked. Vi skal gå forrest i kampen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].

Mere fra A4 Aktuelt

GDPR