Dansk Metal:
Flere robotter vil skabe flere industriarbejdspladser

Industrirobot_arbejder_Niels_Ahlmann_Olesen_Ritzau_Scanpix
Foto: Arkivfoto Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Robotter i produktionen skaber ikke færre arbejdspladser, men et behov for flere faglærte. Dansk Metal kommer her med tre forslag til, hvordan vi rykker flere fra at være ufaglærte til faglærte. Vores arbejdsmarked skal geares til en fremtid med robotter som kollegaer.

HVAD GØR VI, når robotterne kommer og overtager vores arbejdspladser? Det har mange i årevis spurgt om, når snakken er faldet på automatisering. Nu har robotterne gjort deres indtog, men heldigvis så ser fremtiden overhovedet ikke dyster ud.

LÆS OGSÅ: Direktør advarer: Ansatte er for dårligt uddannede til at arbejde med robotter

Jo flere robotter virksomheden investerer i, desto flere danske industriarbejdere ansættes. De virksomheder, der investerer i robotter, forventer faktisk 10 procent flere ordrer og at ansætte 20 procent flere ansatte end virksomheder, der ikke bruger robotter endnu. Det er konklusionen på den årlige undersøgelse blandt Dansk Metals tillidsrepræsentanter.

Problemet er, at vi overhovedet ikke uddanner tilnærmelsesvis nok faglærte til at følge med behovet i et automatiseret samfund. Det kræver politisk handling
John Larsen, hovedkasserer i Dansk Metal

DER ER DOG ÉN TRUSSEL, der lurer ude i horisonten, og det er ikke robotterne selv, men manglen på den faglærte arbejdskraft, der skal betjene dem. For problemet er, at vi overhovedet ikke uddanner tilnærmelsesvis nok faglærte til at følge med behovet i et automatiseret samfund. Det kræver politisk handling.

Regeringen foreslår i deres eget reformudspil ”Danmark kan mere I”, at muligheden for at tage en erhvervsuddannelse med 110 procent af dagpengesatsen gøres permanent.

LÆS OGSÅ: Reformudspil splitter fagbevægelsen: Læs reaktionerne her

Det støtter vi varmt i Dansk Metal, fordi det har sikret, at næsten 1.000 ufaglærte er blevet flyttet fra at være ufaglært til faglært. Konkret betyder det, at hvis en ufaglært mister sit job til en robot, så får den ufaglærte hjælp til at blive en industritekniker, der kan betjene robotten og få en højere løn med bedre arbejdsvilkår. Og det er ikke et hypotetisk eksempel, for industritekniker er det syvende mest populære uddannelsesvalg for dem, der har brugt ordningen, til trods for at det er en lang og stærkt specialiseret uddannelse. Vi håber på, at alle Folketingets partier vil støtte tiltaget om at gøre ordningen permanent.

Fremtiden med robotter behøves slet ikke være dyster
John Larsen, hovedkasserer i Dansk Metal

EN ANDEN OPLAGT LØSNING at tage fat på, er at forenkle adgangen til voksenlærlingeordningen. I dag er der for mange benspænd for de ledige, som gerne vil i gang med en faglært uddannelse. Helt konkret foreslår vi, at man fjerner ledighedskravet, så uddannelsen kan begynde fra dag ét, fremfor man skal vente i måneder på at komme i gang. Vi mener også, at ordningen, hvor ledige faglærte med en forældet uddannelse har mulighed for at blive tilkoblet et voksenlærlingeforløb, skal gøres permanent. Vi har nemlig behov for, at flere faglærte kan skifte spor, så deres kompetencer matcher behovet ude på virksomhederne.

LÆS OGSÅ: Rådgivere om robotter i danske virksomheder: Ender ofte med at stå og samle støv

Fremtidens danske arbejdsmarked kræver et målrettet fokus på at skaffe flere faglærte. Den gode nyhed er, at hvis politikerne trækker i arbejdstøjet nu, så er der også store gevinster for både medarbejdere og virksomheder at hente. For fremtiden med robotter behøves slet ikke være dyster.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR