MAN SKAL KUNNE GÅ PÅ ARBEJDE uden at frygte at blive viklet ind i kriminalitet. Den sætning burde være banal i et land som Danmark. Alligevel møder alt for mange af vores medlemmer i både byggeriet og plejen et arbejdsmarked, hvor gråzoner, stråmænd og fupkonstruktioner æder sig ind i hverdagen.
Fællesnævneren er enkel: Der findes aktører, der bygger forretning på at omgå reglerne – og de gør det, fordi det kan betale sig. Risikoen for at blive opdaget er lav, og straffen nærmest ubetydelig, hvis den overhovedet er der.
I byggeriet ser vi kæder af underentrepriser, hvor ansvaret opløses, i takt med at led efter led involveres, identiteter flyder, og løn og arbejdstid bliver uigennemsigtige. Vi oplever trusler og vold mod ansatte og fagforeningsfolk, systematisk snyd og udnyttelse af illegal arbejdskraft.
Inden for det specialiserede socialområde ser vi vikarmodeller og private sociale tilbud i uoverskuelige koncernkonstruktioner, falske fakturaer og anden kriminalitet med offentlige midler, mens omsorgen for borgere, der er afhængige af tilbud, bliver utilstrækkelig. Imens står de ansatte tilbage med usikkerhed som fast makker: “Sig fra – og risikér vagterne. Stil spørgsmål – og bliv frosset ude.”
Vi vil ikke mistænkeliggøre alle. Men omvendt er det her ikke bare et spørgsmål om ”enkelte brodne kar”. Til det har vi set for mange eksempler på organiseret, systematisk og rå kriminalitet. Derfor bliver myndighederne nødt til at vågne op, og de må få tildelt de nødvendige ressourcer til at bekæmpe de kriminelle; med systematisk efterforskning, transparens og proportional konsekvens. Her rækker gode hensigter og tillid ikke.
Vores pointe skåret helt ud i pap: De her områder kan ikke overlades til arbejdsmarkedets parter, og tilsyn, som har været igennem en nedskæring. Vi må alle stå sammen og investere i de kompetencer og kapaciteter vi ved, der kan sætte en stopper for en yderst trist og bekendt udvikling.
Arbejdsmarkedets parter kan forebygge, oplyse og stå vagt om ordnede vilkår. Men når organiserede netværk udnytter stråmænd, falske fakturaer og uigennemsigtige pengeflows, er det straffesager, der ikke skal overlades til partsforhandlinger og beskårede tilsyn, som ikke har adgang til afslørende, centrale data.
Det kræver politiets værktøjer: efterretning, finansiel analyse, ransagninger, beslaglæggelser og specialanklagere.
Vi ved også, at tilsyn og kontrol løbende justeres. Argumentet lige nu lyder, at det giver mening at arbejde mere risikobaseret. Men når faste tilsyn reduceres, vokser behovet for adgang og kapacitet til en systematisk politiledet indsats.
Hvis hverdagskontrollen bliver tyndere, må efterforskningen blive skarpere. Det kræver prioritering og ressourcer i politiforliget.
LÆS OGSÅ: Nu kommer længe ventet værn mod social dumping. Men altafgørende detaljer mangler
Vi ved, at langt størstedelen af virksomheder og ledere på vores områder vil det rigtige.
Men de bliver selv underbudt af kriminelle netværk, der kalkulerer med at slippe afsted med at bryde reglerne. Netop derfor er det én og samme kamp for både fagbevægelse, ordentlige arbejdsgivere, kommuner og regioner – men politiet er spydspidsen i den kamp.
For aktørernes roller må ikke forveksles: Parterne kan ikke udstede ransagningskendelser. Kommuner kan ikke beslaglægge udbytte. Tilsyn kan ikke rejse tiltale. Den myndighed, der kan alle tre ting, hedder politiet.
Politiforliget er testen. Læg ressourcerne dér, hvor de gør forskellen: i en politiledet, systematisk indsats mod arbejds- og velfærdskriminalitet. Giv mulighed for, at data kan bruges og kobles, at mønstre kan opdages tidligt, og at beviser kan sikres hurtigt.
Det er sådan, vi gør det uattraktivt at snyde – og attraktivt at drive ordentlig virksomhed. Det er sådan, vi beskytter medarbejderne mod at blive trukket ind i andres kriminalitet og svage borgere mod at blive udnyttet.
Vi kan sagtens diskutere modeller og værktøjer. Men den grundlæggende beslutning er politisk og den skal tages nu: Arbejdskriminalitet er et politianliggende.
