David Trads: Mette Frederiksen bør skarpt markere, hun er rød og ikke blå

DEN IMPONERENDE STYRKE, som Mette Frederiksen (S) udviste i sine første år som formand og statsminister, tog sit udgangspunkt i tre afgørende forudsætninger:

For det første – alle vidste, hun var ægte rød; en moderne Anker Jørgensen.

For det andet – alle fornemmede, hun var optimist; jo, der er råd til at gøre velfærdssamfundet bedre.

For det tredje – alle følte instinktivt, hun var en naturlig leder; retningen var klokkeklar.

Det program, hun stod i spidsen for ved valget i 2019, var gennemtænkt, klogt og, måske allervigtigst, parat til at blive gennemført. Derfor Arne-pensionen. Derfor klima-kvantespringene. Derfor udlændinge-stramningerne. Derfor udkants-udspillene.

DA FØRST METTE FREDERIKSEN indtog Statsministeriet, blev planerne sat i værk. I tæt samarbejde med resten af Folketinget – sit røde parlamentariske bagland om velfærd og klima, sit borgerlige flertal om udlændinge, dem alle om corona – blev det meste ført ud.

Den økonomiske politik, som finansminister Nicolai Wammen (S) styrede, var – og er fortsat – generelt en stor, stor succes. Med Keynes som makker pumpede staten penge ud under corona, så økonomien også var stærk nok til at klare sidste års inflation og krise.

Midt i al den succes, som den socialdemokratiske mindretalsregerings politik førte til, skiftede Mette Frederiksen pludseligt kurs. Ud af det blå – undskyld udtrykket – valgte hun i året op til valget i 2022 at skrotte rød blok og i stedet søge flertal med blå partier.

Resultatet af den manøvre kender vi alle i dag – nemlig den kærlighedsløse SVM-regering; et teknokratisk arbejdsfællesskab. Ved valget fik de tre partier tilsammen godt 50 procent af stemmerne. I dag er de tæt på 40 procent. Hver femte har sagt farvel, men ikke tak.

Alle tre partier taber – især S med fire-seks procentpoint. Frederiksens egen popularitet er også faldet – fra en gennemsnitlig opbakning på 40 til 50 procent til nu tæt ved 30 procent. Hendes åbenlyse flirt med Nato-jobbet hjælper næppe.

SÅ HER ER DET STORE SPØRGSMÅL i denne uge, hvor Socialdemokratiet åbner den politiske sæson med sommergruppemødet i Horsens:

Hvad pokker skal Socialdemokratiet og Frederiksen gøre for at vinde vælgerne tilbage?

Mit svar er enkelt:

Vend tilbage til de tre forudsætninger for den succes, der blev skabt mellem 2015 og 2022 – husk det røde; husk det optimistiske; husk at være leder.

Først det røde: Alle ved, at Lars Løkke Rasmussen (M) og Jakob Ellemann-Jensen (V) er blå helt ind til marven. Problemet lige nu er, at Frederiksen i sin retorik begynder at ligne.

Tag nedsættelsen af den nye Trivselskommission for børn og unge. Her er intet fokus på fattigdom og ulighed, som alle ved er afgørende for mistrivsel. Eller tag det lønefterslæb hos for eksempel sygeplejersker og fængselsbetjente, som hele tiden syltes. Eller tag den evige stigning i uligheden, som der reelt intet gøres ved. Træd i karakter, Mette F!

Dernæst det optimistiske: Den krisestemning, som SVM blev undfanget i, giver simpelthen ingen mening. De hængende mundvige ligner efterhånden en karikatur.

Sagen er jo, at økonomien buldrer derudaf, inflationen igen under kontrol, arbejdsløsheden virkelig lav. Resultatet er en stadig større statslig pengetank – på djøf’sk: råderummet – som viser, at der er rigeligt med midler til forbedringer. Statsministeren burde tage ejerskab af den succes – og eksempelvis optimistisk sige, at vi har råd til grøn omstilling.

ENDELIG LEDERSKABET: Det sikre greb, som Mette F havde om magten, da S dannede mindretalsregering, er i dag under afvikling.

Alt for ofte ser det ud, som om Løkke er landets leder. Det går ikke. Fællesinterview i Berlingske med Frederiksen, Løkke og Ellemann-Jensen slører også billedet. Ved valget fik S 27,5 procent – V med 13,3 procent og Moderaterne med 9,3 procent var hver især klart mindre og end ikke tilsammen matcher de S. Den styrke i magtforholdet bør også afspejle sig i regeringens ledelse. Mette F bør markere, hun er bossen.

Sommergruppemødet for de socialdemokratiske folketingsmedlemmer giver chancen for, at Frederiksen kan genindtage den rolle, hun befandt sig så stærkt i før valget. Hun bør fremstå mere rød, mere optimistisk og mere parat til lederskabet igen. Ellers er det godt nok op ad bakken.