HER ER, HVAD VI VED med næsten statsgaranti:

Hvis Mette Frederiksen ved topmødet med Joe Biden 5. juni i Det Hvide Hus blev bedt om at tage jobbet som Natos næste generalsekretær, så sagde hun ja.

Danske statsministre siger simpelthen ikke nej til USA's præsident.

Her er, hvad vi til gengæld ikke ved, hvis det sker:

Allerførst: Er støtten fra USA i givet fald nok til at erobre jobbet ved Nato-topmødet i Litauen midt i juli? Ikke nødvendigvis. Uffe Ellemann-Jensen var USA's kandidat i sin tid, men fik ikke posten. Briter, franskmænd, tyrkere med flere har stærke aktier i posten.

Dernæst: Hvis Mette Frederiksen rent faktisk bliver udnævnt til generalsekretær for forsvarsalliancen – en post på niveau med, måske lige under, FN’s generalsekretær og EU’s kommissionsformand – hvilke dramatiske konsekvenser får det så for Danmark?

LÆS OGSÅ: Her er tre ting, vi lærte af Folketingets afslutningsdebat

De to seneste gange, hvor en statsminister har trukket sig helt frivilligt – Jens Otto Krag efter ja’et i 1972 ved folkeafstemningen om indtræden i EF; Anders Fogh Rasmussen efter han netop blev udpeget til Nato-topchef i 2009 – er det gået hurtigt:

De trådte begge tilbage dagen efter og overlod statsministerposten og derved de facto partiformandskabet til deres egne håndplukkede afløsere: Anker Jørgensen og Lars Løkke Rasmussen. Ikke at alle var glade, men beslutningen faldt omgående. Vi ved også, at netop Mette Frederiksen tilbage i 2014 stod parat til at overtage, hvis daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt var blevet valgt til EU-topchef, som hun var tæt på at lykkes med.

Så her er, hvad vi må regne med sker, hvis Mette Frederiksen skulle ende med at forlade dansk politik, hvis de øvrige 30 stats- og regeringschefer peger på hende som alliancens civile chef:

FOR DET FØRSTE – Frederiksen træder tilbage og udpeger efterfølger:

Straks en udnævnelse måtte være sket, vil Frederiksen meddele sin afgang. Senest dagen efter. Hun vil samtidig pege på sin afløser. Alle tegn i sol og måne må være, at det bliver finansminister Nicolai Wammen. Outsidere kunne være justitsminister Peter Hummelgaard og erhvervsminister Morten Bødskov; to af Frederiksens nærmeste.

Der er fortsat mere, som taler imod, at Frederiksen bliver ny generalsekretær – især at Norden har haft posten siden 2009 med først Fogh, og nu norske Jens Stoltenberg. Men … der er også meget, der taler for

David Trads, politisk kommentator

Den nye leder vil øjeblikkeligt træde ind i rollen som sit partis leder. Dog langt fra med et mandat, der er i nærheden af Frederiksens. Det vil først ske efter en eventuel valgsejr.

FOR DET ANDET – regeringen fortsætter:

SVM-regeringen – hvor upopulær den end måtte være i befolkningen – vil selvsagt fortsætte. Det vil den nye S-leder slå fast sammen med Moderaterne og Venstre pronto for ikke at skabe den mindste tvivl. Der er ingen ledende kræfter i de tre partier, som taler for andet. At sprænge regeringen til sommer vil simpelthen ingen mening give.

FOR DET TREDJE – Socialdemokratiet beholder Statsministeriet:

Den nye socialdemokratiske leder, formentlig Wammen, vil fuldkommen naturligt overtage statsministerposten. Partiet er både klart størst (S har 50 mandater, V 23, M 16) og har i øvrigt et rødt flertal at kunne falde tilbage på. Hverken Løkke eller snart tilbagekomne Jakob Ellemann-Jensen vil p.t. forsøge at gå efter posten. Det ville være utroværdigt.

FOR DET FJERDE – ministerrokade vil blive gennemført:

Sandsynligheden taler for en smal rokade i første omgang. Wammen, den sandsynlige statsminister, vil blive erstattet af en anden socialdemokrat som finansminister. Den post viste S i regeringsforhandlingerne, at de vil holde fast i. Bødskov vil være oplagt. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen kan også komme i spil. Venstre vil næppe ændre på deres portefølje, før de ved, om Ellemann-Jensen kommer tilbage for fuld kraft. Heller ikke Moderaterne.

FOR DET FEMTE – alt er det samme, alt er dog også nyt:

På overfladen vil alt – med undtagelse af et spektakulært skifte på statsministerposten – være som før. Samme regeringsgrundlag, samme styrkeforhold mellem partierne, samme udfordringer. Alligevel vil alt på samme tid være nyt. Den politiske urkraft, som Frederiksen besidder – vinder af to valg i træk, modet til at skifte fra rødt til blandet – vil glide bort. En slags vakuum vil opstå; først ganske lidt, så en hel del mere.

Regeringen vil – i hvert fald indtil efter et eventuelt genvalg – være uden samme tydelige lederskikkelse. Det vil – historisk set – få de tektoniske plader i partierne og regeringen til at begynde at røre på sig. Venstre og Moderaterne vil begynde at overveje, om de kan gå efter det højeste embede ved næste valg. Internt i i S vil udfordrere melde sig, hvis målingerne ikke retter sig. Alt er ens. Alt er nyt.

Og så til allersidst en vigtig påmindelse:

Der er fortsat mere, som taler imod, at Frederiksen bliver ny generalsekretær – især at Norden har haft posten siden 2009 med først Fogh, og nu norske Jens Stoltenberg. Men … der er også meget, der taler for.

Og … for nu at referere til den første linje i denne artikel: Her er, hvad vi ved med næsten statsgaranti:

Alle – som i A-L-L-E – på Christiansborg tænker på muligheden uafbrudt. Alle tænker på, hvad det vil åbne op for af nye muligheder.

David Trads: Her er, hvad der sker, hvis Mette F. rykker til Nato

Vil du læse hele artiklen?

89 krpr. måned

89 kr
pr. måned