David Trads: Messerschmidts ’bløde hjerte’ kan definere dansk politik

David_Trads_bred
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

DA METTE FREDERIKSEN I 2015 blev formand for Socialdemokratiet, var en central del af hendes strategi for at vinde regeringsmagten at erobre vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti:

Dels ved at føre en udlændingepolitik, som viste, at hun var enig i, at antallet af flygtninge og indvandrere er afgørende for Danmarks sammenhængskraft. Dels ved at vinde velfærdsdagsordenen hjem til Socialdemokratiet igen – konkret med Arne-pensionen.

LÆS OGSÅ: David Trads: Lige nu ligner Danmark en bananrepublik

Helt instrumentalt i strategien var det, at Mette Frederiksen kurtiserede Kristian Thulesen Dahl så meget, at al snak om, at ”stuerene, det bliver I aldrig”, blev fjernet. Kulminationen foregik i Cirkusbygningen i foråret 2017, da de to partiledere under et 3F-show for 900 medlemmer kom så tæt på hinanden, at de lignede dansk politiks nye power-par.

Frederiksens omfavnelse af Thulesen Dahl blev en enorm strategisk sejr for hende, mens den endte med at kvæle DF-formanden:

Det blev nemlig legitimt for de S-vælgere, som havde forladt partiet fra slutningen af 1990’erne, hvor de var gået til Venstre og Dansk Folkeparti, at stemme på Mette & kammeraterne igen. Derfor tippede magten i 2019. Fordi S trak stemmer hen over midten.

DET, SOM BLEV EN succes for S, blev omvendt en katastrofe for DF. Partiet, som i 2015 fik mere end hver femte stemme, er nu i meningsmålingerne nede på hver tyvende vælger. Nederlag på nederlag, ævl og kævl, slingrekurs og guderne-må-vide-hvad-ellers har bragt DF på dødskurs:

Det, som blev en succes for S, blev omvendt en katastrofe for DF
David Trads, politisk kommentator

Efter nogle måneders kaos, hvor partiets førstehåb – Inger Støjberg (!) – røg ud af ligningen med en fængselsdom i Rigsretten; hvor partiets hidtidige to formænd – Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard (!) – røg offentligt i flæsket på hinanden; og hvor partielitens ærkefjende – Martin Henriksen (!) – udfordrede hele bedsteborgerskabet; ja, så har partiet endelig valgt ny leder: Morten Messerschmidt.

Manden, der ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 med utrolige 465.758 slog danmarksrekord for personlige stemmer, er nu partiformand. Ikke ligefrem efter en kåring, men dog med støtte fra godt 60 procent af medlemmerne. Hans egen stjerne er dalende, idet han ved folketingsvalget i 2019 fik beskedne 7.554 personlige stemmer, men han er alligevel den eneste DF-politiker, som – trods alle hans sager – brænder klarest igennem.

SÅ LAD OS ANTAGE – hvor svært det end ser ud lige nu – at Messerschmidt faktisk får styr på sit parti, og at den politiske kurs, han hidtil har udstukket, reelt bliver til noget. Hvad betyder det så for dansk politik på de brede linjer? Lad os tage de tre vigtigste emner:

For det første – DF har nu utvetydigt meldt ud, at partiet støtter en blå statsminister efter næste valg. Thulesen Dahls våde drømme om, at DF kunne indtræde i den kongemagerposition, som De Radikale ynder at have, er nu død og begravet.

For det andet – DF vil fortsat søge indflydelse, også når øvrige blå partier melder fra, i forhold til regeringen. Aftalen om øget arbejdsudbud, som DF netop har indgået med regeringen, SF, De Radikale og Kristendemokraterne, roste Messerschmidt. Det vil ske igen.

For det tredje – DF vil med den nye formands egne ord altid være blå bloks ’bløde hjerte’, når det handler om især velfærds- og arbejdsmarkedspolitik. Arne-pensionen, som DF støttede, nævnte han specifikt. Derved fastholder han DF tættere på midten end blå blok.

DET ER ISÆR DET sidste – det med ’det bløde hjerte’ – som er interessant i forhold til de store linjer i dansk politik. Mette Frederiksen, som centralt gik til valg på at ville skabe en ’manøvredygtig mindetalsregering’, som kunne skabe flertal i mange konstellationer, kan fortsat regne med, at DF er til at tale med, når der skal søges flertal. Godt nyt for hende.

Pointen er selvfølgelig, at Messerschmidt har brug for at finde en formel, der kan genskabe vælgeropbakningen til DF. Da jeg tilbage i 2002 skrev min bog om partiet – ’Danskerne først!’ – satte jeg partiets succes op på en simpel formel:

Nej til fremmede + nej til Europa + ja til mere hjælp til danskerne, især de ældre og syge = succes!

Skulle Messerschmidt få succes med sin kurs og sit ’bløde hjerte’, vil det på både den korte og den lange bane kunne definere dansk politik
David Trads, politisk kommentator

På de to første punkter har DF i dag fået massiv konkurrence fra især Nye Borgerlige. Men på det sidste punkt har de hele banen fri i blå blok, hvor alle andre indgår i en konkurrence om at spare. Her har Messerschmidt en bane at spille på – ovenikøbet en, hvor han har interesse i at samarbejde med regeringen, vel at mærke helst uden andre i blå blok.

Skulle Messerschmidt få succes med sin kurs og sit ’bløde hjerte’, vil det på både den korte og den lange bane kunne definere dansk politik:

På den korte ved, at DF er villig til at støtte regeringen på velfærds- og arbejdsmarkedsområderne. På den lange ved, at DF måske igen kan erobre nogle af de vælgere, de tabte i 2019 til S, tilbage, og derved, måske, tippe magtbalancen ved næste valg.

Et alternativt udfald, som slet ikke er urealistisk, er naturligvis, at Messerschmidt dømmes til fængsel i Byretten i sin svindelsag … og så er alt oppe i luften igen. Den tid, den sorg … eller den tid, den glæde.

GDPR