David Trads: Ordner hænger man kun på dem, der retter ind

David_Trads_bred__1_
David Trads
Den dag, Socialdemokratiet måtte skifte kurs og pludselig takke ja til ’kors og bånd og stjerner’, ja, der har man tabt en del af formålet. Og Stauning ville givet og med god grund vende sig i graven.

En af de kedelige ting, som sociale medier giver os, er politikere, som stolte som små prinser og prinsesser på selfies viser, hvor fint de er klædt på, når de skal besøge dronningen.

Den underdanighed, der viser sig, når man ser ministre – ja, også de socialdemokratiske – trække i kjole og hvidt eller i de fineste kjoler, når der er bal på slottet, er pinlig. Som en klog mand engang sagde om Kongehuset og al den royale røgelse:

”Principielt synes jeg, at jeg må være imod hele institutionen. Ordensvæsenet er en ejendommelig levning fra fortiden. Det har et komisk skær over sig.”

LÆS OGSÅ: Debat om kongelige ordener har skabt syngende protest på gruppemøde i Socialdemokratiet

Manden, der sagde det så klart i et interview med Politiken på årets første dag i 1930, ja, han hed Thorvald Stauning, den første og den største socialdemokratiske statsminister. Han vidste godt, at kongehuset ikke var en del af den socialdemokratiske bevægelse: Tilbage i 1920 havde han set, hvordan kong Christian 10. havde forsøgt at afsætte en regering under Påskekrisen stik imod Folketingets flertal. Det var en konge, der ikke accepterede, at folket bestemte. Den slags antidemokrati afviste Stauning selvsagt.

En bevægelse mod ordner i Socialdemokratiet

Med tiden – af og til med spredt og beskeden modstand – har Socialdemokratiet accepteret kongehuset som institution, men partiet har konsekvent afvist at tage imod ordner og medaljer, som kongehuset ellers deler ud med rund hånd. En minister tilbydes automatisk en orden efter to år, et folketingsmedlem automatisk efter ti år. S takker pænt nej.

Og dog … for, som jeg beskriver i indledningen, så er der en bevægelse i gang i Socialdemokratiet … som begynder med begejstringen over at lege prins og prinsesse … og som hurtigt fører over til en fristelse for at modtage en orden selv. Den er jo så fin.

Angiveligt har socialdemokratiske ministre efter dronningens nytårskur ytret en vis begejstring for udsigten til at kunne pynte sig med en medalje. Et synspunkt, som ifølge en artikel her i A4 Aktuelt vinder i hvert fald en smule gehør i folketingsgruppen. Komisk, som Stauning ville have sagt, men ikke desto mindre sandt.

Snedigt sangvalg af ung socialdemokrat

Det ømtålelige emne blev bragt op på snedig vis af Frederik Vad, tidligere DSU-formand og nyt folketingsmedlem, da han for nylig skulle vælge sang til et gruppemøde. Han valgte ’Admiralens Vise’, den pragtfulde tekst, som i Jørgen Reenbergs version fra Det Kongelige Teater i 1955 findes på Youtube. Vads skarpe tunge mærkes i sangens tekst:

”Som grøn konfirmand blev jeg af mor // sat i lære på et officielt kontor // Jeg svang min kost og pudsed vindu'sfag // og jeg gnubbed alle hoveddørens guldbeslag // Fordi jeg gnubbede for dem, som sidder højt på strå // så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.”

I sangens fire næste vers stiger den unge mand i graderne – først som kontorist, siden som medlem af en fin kommission, hele tiden som en politisk vindbøjtel – og for hvert år, der går, hvor han gør, som de andre siger, han skal, bliver han udstyret med stadig flere kors og bånd og stjerner, indtil han ender på flådens admiralkontor. Her kommer pointen:

”I landsmænd her, som gerne vil nå op // på vor samfunds stiges allerhøjeste top // flyd med, men hold jer i enhver forstand // til stadighed og altid fra det dybe vand//Stå aldrig til søs! Lad de andre stå! // I får stribevis af kors og bånd og stjerner på!”

Snedigt af Frederik Vad at minde sine partikammerater om netop den sangs morale:

Ordner hænger man på dem, der retter ind.

Den dag, Socialdemokratiet måtte skifte kurs og pludselig takke ja til ’kors og bånd og stjerner’, ja, der har man tabt en del af formålet. Og, ja, Stauning ville givet og med god grund vende sig i graven ude i ’Det Røde Hav’ på Vestre Kirkegaard i København.