David Trads: Politiske hattedamer og erhvervslivets grosserere er blinde for fattigdom

David_Trads_bred__5_
David Trads, politisk kommentator. Foto: A4 Medier
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Der er børnefattigdom i Danmark, også selvom blandt andet Dansk Erhverv hævder det modsatte.

TRE CITATER FRA den forløbne uge viser, hvor blinde den velbetalte elite er for, at, jo, vi har edderbankemig børnefattigdom her i landet:

Første citat er fra Jacob Ravn, såkaldt skattepolitisk chef i Dansk Erhverv, da han kommenterede Arbejderbevægelsens Erhvervsråds (AE) nye opgørelse, der dokumenterer, at vi har knap 50.000 fattige børn i Danmark:

"Jeg tror ikke, at der er 50.000 børn, der lever i det, jeg og de fleste andre vil kalde fattigdom. Hvis jeg så nogle fattige børn, så ville jeg vide det. Jeg tænker på folk, der ikke har de fornødne ting og sager," sagde han i Altinget.

Nu ved jeg ikke, hvor denne Ravn bor. Men jeg ved, at han ikke er fattig, for grossererne i Dansk Erhverv betaler deres chefer vældigt godt… Men selv om han muligvis aldrig selv ser et dansk barn, der "ikke har de fornødne ting og sager", så kunne han jo læse sig til det:

Birthe Larsen, økonom ved Copenhagen Business School, dokumenterer i sin fine bog ’Hvorfor stiger uligheden?’, at antallet af fattige børn er steget dramatisk siden 2000. AE’s opgørelse viser, at vi – trods et velkomment fald i år – har 47.200 fattige børn.

HVORFOR TROR Dansk Erhvervs skattechef ikke på fakta? Svaret er enkelt: Han stoler ikke på de økonomiske modeller, som ellers er alment gældende. Gini-koefficienten, som er det tal, der globalt bruges på at måle ulighed, hælder han af banen med dette barnlige argument:

"Jeg synes, det er farligt at bruge det relative fattigdomsbegreb, for vi kommer jo aldrig udenom relativ fattigdom, når folk bliver rigere, og du sammenligner, hvad de rige har i forhold til de fattigste. Hvis du har en befolkning, der består af ni milliardærer og én millionær, så vil millionæren være utroligt relativt fattig. Men de har det jo ikke dårligt."

At tage tusinder af kroner fra de fattigste med den ene hånd og så dele lidt småpenge ud til jul bør kaldes det, det er: hattedame-politik
David Trads, politisk kommentator

Det lyder som sådan noget, man siger til intro-kurset i Cepos eller Liberal Alliances Ungdom. Vi ved nemlig fra både Red Barnet og Kirkens Korshær, at problemet med relativ fattigdom ikke har noget at gøre med sølle millionærer over for milliardærer. Nej, det handler faktisk om børn, der "ikke har de fornødne ting og sager" – eksempelvis at deres forældre må springe familiemåltider over…

NÅ, DET BRINGER MIG til citat nummer to: Anna Libak, udlandsredakør for Weekendavisen, blev på TV 2-programmet News & Co spurgt om, hvad hun måtte have af gode råd til de familier, som dokumenterbart har det svært med at få pengene til at række, fordi priserne stiger, mens indkomster og overførsler enten ikke følger med eller decideret falder.

”Det er jo oplagt at bruge prisstigninger som en mulighed for at tabe sig lidt,” lød hendes svar.

Man tror jo næsten ikke på det, men, jo, det foreslog hun som et ekko fra Marie Antoniette. Hun nævnte, at alt for mange danskere er tykke. Med andre ord: Hvis du er fattig, så se dog positivt på det – for du har ikke råd til at købe så meget mad, og på den måde kan du faktisk tabe dig. Ren win-win.

Men… som så meget andet er også overvægt faktisk et klasseproblem. Danmarks Statistik dokumenterer forskellen: 26 procent af børnene i den laveste indkomstgruppe er overvægtige mod blot 11 procent i den højeste. Helt banalt fører dårligere og billigere mad til øget vægt. Hvis man omvendt giver fattige flere penge, ja, så kan de købe bedre mad og få bedre liv. Så simpelt er det faktisk.

OG LAD OS SÅ SE på citat nummer tre: Pernille Rosenkrantz-Theil (S), socialminister, er kommet i julehumør:

"Julehjælpen til udsatte familier tredobles," meddeler ministeriet i en pressemeddelelse og uddyber:

”Julen kan give mange udsatte familier ondt i maven. Der er måske ikke råd til hverken gaver eller julemad. Derfor er jeg glad for, at regeringen igen i år har valgt at øge julehjælpen. Mit håb er, at flere af disse familier nu får mulighed for at føle sig som en del af fællesskabet.”

Tak skal du have! Eller hvad? Hov… også sidste år tredoblede man julehjælpen. Noget tyder på at behovet for hjælp er permanent. Og hvorfor mon det? Såre simpelt: Den konstante sænkning af overførsler – ikke mindst i kontanthjælpssystemet – giver mere fattigdom.

Red Barnet kunne for nyligt dokumentere, at de 10.000 forældre, der får sænket deres kontanthjælp som følge af SVM-regeringens kontanthjælpsreform, tilsammen har 11.000 børn, som derfor får endnu færre penge at leve for. At tage tusinder af kroner fra de fattigste med den ene hånd og så dele lidt småpenge ud til jul bør kaldes det, det er: hattedame-politik.

GDPR