David Trads: Så kæmp dog for mere lighed - hvor svært kan det være?

David_Trads_bred
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

NÅ, MÅLINGERNE GÅR AF H TIL for Socialdemokratiet, fagbevægelsen tumler rundt i en håbløs håndtering af #metoo-sag, og, ja, for nu at sige det, som det er:

Lige nu er der modvind på alle cykelstier … og toppen af det, der engang var en frygtet magtmanifestation – partiet og bevægelsen – er både rykket fra hinanden på grund af store bededag, og hver for sig blevet svækket af egne valg (SVM) og egne dumheder (#metoo).

LÆS OGSÅ: Lizette Risgaard trækker sig som FH-formand

Så hvordan pokker skal S og FH dog bringe sig selv i en situation, hvor de kommer ud af de negative spiraler og tilbage i en positiv udvikling, hvor vælgerne og medlemmerne igen kan se et større formål end bare magt? Svaret er enkelt:

Så kæmp dog for mere lighed!

Hvor svært kan det være?

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har igen og igen og igen dokumenteret, at uligheden ustandseligt – og uanset hvem der har magten – bare stiger og stiger og stiger. De rigeste rager mere til sig, mens de svageste uafladeligt bliver ladt i stikken og bliver såvel relativt som faktuelt fattigere.

Den gamle sang om, at få har for meget og færre for lidt, som vi synger, når vi hylder velfærdssamfundet, er, ja, bare en gammel, træt sang. I dag har alt for mange alt for meget og alt for mange alt for lidt
David Trads, politisk kommentator

En spritny rapport fra AE – ’Formueulighed’ – er deprimerende læsning. Ud over den konkrete udvikling, som jeg vender tilbage til, så understreger den også en ubekvem sandhed, som de fleste prøver at holde nede:

Den danske ulighed i formue er i dag en af de højeste i Europa. Den gamle sang om, at få har for meget og færre for lidt, som vi synger, når vi hylder velfærdssamfundet, er, ja, bare en gammel, træt sang. I dag har alt for mange alt for meget og alt for mange alt for lidt.

ULIGHEDEN KOMMER IKKE AF SIG SELV. Den er dikteret af regeringer, politiske flertal og fagbevægelsens handlinger og prioriteringer i de forløbne tre årtier:

Årsagen er bevidste valg (fx lavere topskat, lavere beskatning på aktier, lavere kontanthjælp, fradrag kun til folk i arbejde) og bevidste politiske fravalg (fx ingen beskatning af boligsalg, ingen millionærskat, ingen formueskat, ingen rimelig regulering af overførsler).

Og lad mig så dykke ned i bare to af de mange foruroligende tal fra AE-rapporten:

For det første – den mest velhavende ene procent af danskerne sidder nu på 25 procent af den samlede formue. Der er tale om en voldsom stigning på få år. De rigeste 10 procent sidder på over 50 procent af formuen.

For det andet – takket være fravær af tilstrækkelig arvebeskatning ved overdragelse af familieejede virksomheder fra forældre til børn sidder den øverste ene procent på 80 procent den unoterede aktieformue (typisk familieejerskab.)

Ulighed i både indkomst og formue er steget med stort set det samme uanset, hvem der bestemmer. Nyrup, Fogh, Løkke, Thorning-Schmidt, Frederiksen er et fedt
David Trads, politisk kommentator

Den nuværende SVM-regering, ledet, som bekendt, af Socialdemokratiet, planlægger at sænke arveafgiften på overdragelse af formue i familieejede virksomheder – ja, der står S-Æ-N-K-E afgiften – og det vil selvsagt øge uligheden dramatisk.

Den politik, som føres, vil altså ikke bare ikke sænke den galopperende ulighed i Danmark, nej, den vi øge uligheden. Det interessante – nogle vil sige deprimerende – er, at ulighed i både indkomst og formue er steget med stort set det samme uanset, hvem der bestemmer. Nyrup, Fogh, Løkke, Thorning-Schmidt, Frederiksen er et fedt.

LÆS OGSÅ: Danmarks rigeste bliver meget rigere

Det er som om, at når man kommer ind i magtens rum – som minister og fagforeningsboss – så bliver man så meget suget ind i arbejdsgiverlogik om øget arbejdsudbud, at man helt giver op på den grundlæggende ide om at skabe et mere lige og retfærdigt samfund.

TAG ET KONKRET OG NYT EKSEMPEL. Da Pernille Rosenkrantz-Theil tilbage i 2018 stadig var i opposition, var det helt afgørende for hende at få defineret en officiel fattigdomsgrænse. Til Berlingske forklarede hun dengang:

”For mig som socialdemokrat er det utroligt vigtigt, at vi kan beskrive, hvilke grupper der kører på kanten af vores samfund. Det at have en fattigdomsgrænse betyder, at man får fokuseret sit blik på, hvad det er for grupper, der halter bagefter.”

Nå, det var dengang. I dag, hvor Rosenkrantz-Theil som social- og boligminister rent faktisk har magt, kunne hun ikke være mere ligeglad. Se engang, hvad hun forleden sagde til Jyllands-Posten, da hun på vegne af regeringen afviste en officiel fattigdomsgrænse:

”Selve fattigdomsgrænsen gør hverken fra eller til i forhold til, om folk er fattige.”

Sådan taler en magthaver, der har erkendt, at hun enten ikke kan gøre noget ved den stigende ulighed eller er lige glad med den.

Ifølge Danmarks Statistik er der i øvrigt lige under en kvart million fattige i Danmark.

En kvart million fattige!

Til gengæld bliver de allerrigeste hele tiden rigere og rigere.

Hvorfor i alverden kæmper Socialdemokratiet og fagbevægelsen dog ikke for at ændre den skæve, skæve udvikling?

GDPR