David Trads: Vulgære direktørlønninger presser den danske model

David_Trads_bred
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

VI HAR NU tre danske topdirektører, som årligt henter i omegnen af 50 millioner kroner hjem i løn – altså noget, der ligner 100 gange årslønnen for en gennemsnitlig ansat. Udviklingen er galopperet afsted de forløbne år – og der er ingen grund til at tro på mådehold:

Lars Fruergaard Jørgensen, topchef for Novo Nordisk, har på fem år fordoblet – ja, fordoblet! – sin årsløn. Sidste år tjente han 58,3 millioner kroner på at passe sit arbejde. Det gør ham til landets højest betalte direktør. Søren Skou, topchef i A.P. Møller Mærsk, øgede i 2021 sin årsløn med knap 10 procent, så han fik 46,8 millioner kroner med sig hjem. Den næsthøjeste direktørløn.

Ingen af dem har skabt deres virksomhed. Ingen af dem har sat deres egne penge i spil på at tage chancer. Det var folk, der kom før dem, som var iværksættere. De er begge – trods deres fine titler – blot lønmodtagere. Men … vi skal ikke tage fra dem, at de to største selskaber i Danmark, som Fruergaard og Skou er direktører for, vitterligt fik gode regnskaber i 2021:

Novo Nordisk fik et overskud på godt 50 milliarder kroner, mens A.P. Møller Mærsk ramte et plus på langt over 100 milliarder kroner. Flotte resultater, som dog begge er præget af gunstige markedsvilkår for både medicinal- og shippingbranchen under corona-krisen.

GØR SÅ STORE overskud det så rimeligt med så enorme lønninger til direktørerne? Er de deres penge værd? Er det ok, at de skal tjene så kolossalt mange penge? Sådan cirka en million kroner om ugen? Sådan cirka en normal årsløn på to-tre dage?

Dem, som er skeptiske over for de astronomiske lønninger, får smækket i hovedet, at de er misundelige, kommunister, dybt naive og det, som er værre
David Trads, politisk kommentator

De, der hylder markedet døgnet rundt, siger naturligvis ja! Standardargumenterne er altid noget med, at det er bestyrelsen og aktionærerne, som afgør deres lønpakker, og at det derfor naturligvis er et udtryk for det leje, som markedet tilsiger.

De synger også altid et omkvæd om, at det er meget værre i udlandet – især i London og New York. Hvis ikke, lyder det altid, at vi følger med i Danmark, så kan vi ikke konkurrere om de dygtigste. Well, well. Dem, som er skeptiske over for de astronomiske lønninger, får smækket i hovedet, at de er misundelige, kommunister, dybt naive og det, som er værre.

PERSONLIGT SYNES JEG, at det er helt ok, at dem med det største ansvar, får højere betaling end andre. Det er rimeligt. Men … hvor meget større må en løn være for en topdirektør end for en gennemsnitligt ansat? Og … hvorfor er det rimeligt, når topdirektører typisk kræver løntilbageholdenhed fra de ansatte, at de så selv rager til sig? Svarene på de spørgsmål afgøres selvsagt af, hvor stor en grad af ulighed, man synes er rimelig.

I Danmark har de fleste historisk holdt af, at vi er et af verdens mest lige samfund, og mange politikere fra mange partier har gennem årene yndet at citere N.F.S. Grundtvigs ikoniske ord fra salmen ’Langt højere bjerge’ fra 1820:

”Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget, og færre for lidt.”

SÅDAN ER VIRKELIGHEDEN blot ikke længere – for lige meget, hvordan man vender og drejer det, så er uligheden mellem de allerrigeste og alle andre stukket af her i landet. Tag bare disse nye tal:

For det første – ulighed i formue:

De rigeste 10 procent af danskerne ejer 50 procent af formuerne. En andel, der er vokset årti for årti, fastslog Finansministeriet i dets ’Ulighedsredegørelse 2020'. Birthe Larsen, forsker i ulighed ved CBS, kalder udviklingen ’bekymrende for Danmark.’

For det andet – ulighed i indkomst:

Den rigeste 1 procent tjener 9 procent af alle indkomsterne. En andel, som ikke har været større siden 1970, fastslog Arbejderbevægelsens Erhvervsråd sidste år. Lars Andersen, direktør for AE, understreger, at ’den velstand, vi skaber, bliver mere og mere ulige fordelt’.

For det tredje – direktører stikker af:

Der er nu 55 topdirektører, som tjener mere end 10 millioner kroner om året, afslørede Økonomisk Ugebrev sidste år. Det er godt 20 gange så meget som den gennemsnitligt ansatte tjener. For få årtier siden tjente topdirektøren typisk 5 gange så meget som den ansatte.  

ALLE DISSE TAL lagt sammen – udviklingen i indkomst, formue, direktørlønninger – er et billede på, at den danske model er udsat for et kolossalt pres:

Det, som vi er vidner til nu, er, at dem, der i forvejen har mest, i accelererende grad får endnu mere
David Trads, politisk kommentator

Den ’kontrakt’, der er indgået, hvor vi altid har accepteret og endda motiveret til lønforskelle mellem fag og positioner, er betinget af en rimelighed. Afstanden mellem direktøren og skopudseren – for nu at vælge en kliche – var traditionelt ikke uoverstigelig.

Det, som vi er vidner til nu, er, at dem, der i forvejen har mest, i accelererende grad får endnu mere – mere indkomst, mere formue, mere ejendom. Vi er på vej til – med en lettere omskrivning af Grundtvigs vise ord – et samfund, hvor ’for mange har for meget, og for mange har for lidt’.

GDPR