DER ER UNDER fem procent kvinder med håndværkeruddannelser. Det bliver meget klart for en, når man som kvinde begynder på en smedeuddannelse. Der var kun en anden kvinde, da jeg gik på grundforløbet. Hun stoppede kort tid inde i sin læretid. Jeg var så heldig at arbejde sammen med en kvindelig svend på min ene læreplads. Hun sagde op, og jeg er i tvivl om, hvorvidt hun vender tilbage til arbejde som smed.
LÆS OGSÅ: "Kære mandlige håndværkere i skurvognene - giv plads til de kvinder, der tør betræde jeres område"
Jeg har været til kvindeseminar på Metalskolen i Jørlunde, hvor vi skulle lære at tage plads og tale med mere kraft. Hvor der blev snakket om, at der ikke var ligeløn. At kolleger kunne være brutale og ubehagelige. Nu er jeg selv stoppet.
Jeg begyndte på min uddannelse, fordi der var masser af arbejde at få og udsigt til en fin løn, men jeg endte med at forelske mig i at svejse. At se hvordan et smeltebad bliver dannet gennem svejsehjelmen, og hvordan det hele er et samspil mellem håndelag, fysik, teknik og materialeforståelse. Man føler, at man er en hjernekirurg, der kan sy i stål. Før lå der bare nogle stumper metal, der gennem mine hænder blev til et møbel eller en trappe eller en galge til et skilt.
HVIS DU GOOGLER smedeuddannelsen, vil der dukke et billede op af en smed med en blond hestehale, der står og svejser. Det gjorde, at jeg i første omgang tænkte, at det var en uddannelse med plads til mig. Jeg spurgte flere gange på skolen, om der var krav til ens fysik, for tanker om en stor smed, der stod og hamrede på metal på en ambolt, lurede i baghovedet. Det var der ikke, blev der understreget. Problemet er bare, at ens uddannelse ikke er på erhvervsskolerne. Ens uddannelse er på ens læreplads, og der er kvinder måske velkomne, men der er ikke plads til, at de kan være kvinder.
LÆS OGSÅ: Nye tal: Færre piger end drenge vælger EUD-vejen - og flere dropper ud
Jeg er blevet kaldt hysterisk, fordi jeg ville diskutere arbejdsmiljø med en chef. Der er blevet kommenteret på min svage fysik, mine tynde arme og at jeg ikke kunne løfte nok på trods af, at jeg altid lagde alle kræfter i og aldrig sagde nej til noget, hvis jeg kunne løfte det. Jeg styrketrænede tre gange om ugen. Jeg har slæbt rundt på udstyr og længder og længder af metal for at blive mødt med hånlige grin, fordi jeg ikke kunne løfte lige så meget som mine mandlige kolleger. Jeg er ikke sart. Jeg har grinet af, at der var ild i mine bukser, jeg har været ved at falde ned af en tre meter høj stige og jeg har fået en boremaskine i ansigtet mere end en gang.
Jeg hellere bløde igennem arbejdsbukserne, mens jeg kigger direkte ind i æggestokkene på februar-pigen, end jeg vil tales til, som om jeg både er snotdum og har polio i armene
Maria Højgaard Andersen, journalist og tidligere smedelærling
Tidligere har der været debat om nøgenplakater på værkstederne og toiletvogne med spande til bind, og selvom det sikkert er vigtigt for nogle, så vil jeg hellere bløde igennem arbejdsbukserne, mens jeg kigger direkte ind i æggestokkene på februar-pigen, end jeg vil tales til, som om jeg både er snotdum og har polio i armene igen. Jeg kender også mandlige håndværkere, der enten er stoppet i faget eller lider under deres læretid, fordi tonen er så rå. De tør bare ikke sige noget højt, fordi de så bliver set på som svage.
DER KOMMER TIL at mangle næsten 100.000 faglærte i 2030. Det er som om, mestrene ikke forstår udbud og efterspørgsel. Der er mangel på arbejdskraft, og hvis man vil tiltrække og ikke mindst fastholde dygtig arbejdskraft, så må man sørge for, at ens arbejdsplads er et rart sted at være. Man behøver ikke ligesom i Silicon Valley at lave rum, hvor man kan tage en lur eller sørge for gratis snacks, men man kunne jo starte med at sige tak for et godt stykke arbejde.
Hvis man har svært ved at finde folk, så kunne man jo kigge sig selv dybt i øjnene og overveje, om det er vigtigere at have en hardcore drengeklub end at lave den fyldte ordrebog om til kolde kontanter
Maria Højgaard Andersen, journalist og tidligere smedelærling
Man har ikke råd til at forbeholde sig retten til at behandle folk, som man selv er blevet behandlet, fordi lærlinge i gamle dage fik tørre tæsk og i dag kan prise sig lykkelige over kun at få verbale overfusninger. Hvis man har svært ved at finde folk, så kunne man jo kigge sig selv dybt i øjnene og overveje, om det er vigtigere at have en hardcore drengeklub end at lave den fyldte ordrebog om til kolde kontanter.
Jeg kan i hvert fald se et potentiale i at tilpasse branchen til de nye medarbejdere i stedet for, at de skal tilpasse sig branchen. Hvorfor skal kvinderne på kursus i at tale højere i stedet for, at mændene lærer at lukke munden og lytte?
Min egen kærlighed til metal består. Det gør min kærlighed til branchen desværre ikke.
