Tre muligheder:
Sådan kan Socialdemokratiet indfri sit lønløft

20180920-141553-L-1920x1392we
De offentligt ansatte vil have mere i løn, og der findes forskellige redskaber i den politiske værktøjskasse, hvis Socialdemokratiet vil sikre et lønløft. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
7. sep. 2022 06.00
Det er blevet beskyldt for at være et angreb på den danske model, men Socialdemokratiets lønløft kan godt effektueres inden for modellens principper. Der er dog også redskaber, der går lige til grænsen. Og over.

De offentligt ansatte skal have mere i lønningposen.

Sådan lyder et budskab fra Socialdemokratiet, som statsminister Mette Frederiksen (S) nu har turneret rundt med i en uges tid i den valgkamp, der endnu ikke er udskrevet.

Tirsdag tog forslaget, som ellers hidtil har været ukonkret, så for første gang en smule form, da beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) udtalte, at det varslede lønløft skal ramme de områder, hvor man i dag har sværest ved at rekruttere nye medarbejdere.

Sagt mellem linjerne: sygeplejerskerne, social- og sundhedspersonalet og pædagogerne.

LÆS OGSÅ: Hummelgaard lover mere konkret plan for lønløft inden valget

Noget tyder på, at regeringen har en skitse klar. Regeringen kan i hvert fald allerede nu afvise, at planen skulle være et angreb på eller i strid med den danske model, som kritikken har lydt.

Arbejdsmarkedets parter skal fortsat inddrages i fordelingen, og regeringen vil næppe gribe fat i lovgivningen. Og det er også set før, at det kan lade sig gøre, lyder det fra både regeringskontorerne og i de offentlige fagforbund.

Men hvad findes der egentlig af redskaber i den politiske værktøjskasse?

Det har A4 Medier talt med en stribe forskere og eksperter med indgående kendskab til offentlige overenskomstforhandlinger om og kan her præsentere tre mulige redskaber.

1. Lønpulje i trepartsforhandlinger

Vi har set det før, og det ville kunne gøres igen. Det er samtidig den model, som flere peger på som den mest gangbare. Altså at man som del af en trepartsaftale får smidt en pose penge på forhandlingsbordet, der efter forhandling kan gå til visse faggruppe blandt de offentligt ansatte.

Det var denne manøvre, som den daværende Fogh-regering benyttede under trepartsforhandlingerne i 2007. Man tog en andel ud af de kommunalt ansattes lønforhøjelse og tilføjede dem til en pulje, der gik til de områder, hvor der var størst arbejdsmangel. Det var på daværende tidspunkt blandt andet blandt pædagoger.

LÆS OGSÅ: Madsen: Vil I løse ligelønsproblemet? Lær af Anders Fogh

Generelle lønstigninger var altså ikke en direkte del af trepartsaftalen, men lønkompensation indgik eksempelvis i forhold til efteruddannelse og voksenelevløn. Flere af de kilder, som A4 Medier har talt med, ser denne løsning som den mest oplagte, men den går også lige til grænsen.

"Det er muligvis at udstrække den danske model lidt og dermed gå til kanten, men man går ikke ud over kanten. Og det er samtidig noget man har gjort før," som en kilde formulerer det.

En vigtig pointe med denne løsning er, at det vil være en 'give and take'-situation, hvor alle parter skal bringe noget til bordet, før en aftale kan lande.

2. En pose penge til sektoren

En anden mulighed er at allokere en pulje penge til en bestemt sektor via finansloven, som man så det med den såkaldte 'vinterpakke' sidste år. Her gav man en milliard til sundhedssektoren, uden at man fra Christiansborg øremærkede mere præcist, hvordan pengene skulle fordeles. I stedet lod man det være op til de lokale parter.

Vinterpakken kom på finansloven og blev fordelt igennem bloktilskuddet til de fem regioner. Pædagoger og social- og sundhedspersonale er imidlertid ofte ansat i kommunerne, og dermed kan en anden fordelingsnøgle komme i spil.

Her er udfordringen, at en enkelt pulje penge på finansloven er en kortsigtet løsning, og at man derigennem ikke nødvendigvis får ændret strukturelt på problemerne i den offentlige sektor.

3. Lovgivning

En tredje løsning er, at regeringen hæver lønnen til specifikke grupper af de offentligt ansatte ved lov.

Problemerne ved den tilgang er åbenlyse. Hvis man eksempelvis giver pædagogerne en lønforhøjelse via lovtekst, så står regeringen i en svær situation, når sygeplejerskerne efterfølgende kommer og beder om samme lønstigning.

Og hvis normalen bliver, at vejen til flere midler er via politikerne på Christiansborg og ikke ved forhandlingsbordet til overenskomstforhandlingerne, er den danske model reelt sat helt ud af kraft.

Den løsning har regeringen i praksis også afvist.