Madsen og Reimer Bo om valget: - En destruktion af Dansk Folkeparti

20211117-143659-L-1920x1302we
Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti er hårdt ramt efter tirsdagens kommunal- og regionsvalg. Kristian Madsen og Reimer Bo analyserer i denne uges udgave af 'Madsen og Reimer Bo'. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dansk Folkeparti fortsætter fremmarchen mod guillotinen, Socialdemokratiet lever med at sælge storbyvælgere, og så viste Pape-effekten sin vitalitet. Madsen og Reimer Bo gør status over kommunal- og regionrådsvalget.

- Man skal aldrig synge svanesangen i politik, men Dansk Folkeparti er i eksistentiel krise. Det handler om partiets overlevelse.

Sådan lyder det fra A4 Mediers chefredaktør, Kristian Madsen, i denne uges udgave af den politiske podcast 'Madsen & Reimer Bo'. 

Du kan høre alle afsnit af 'Madsen & Reimer Bo' ganske gratis på Spotify og Apple Podcasts.

LÆS OGSÅ: Analyse: Frederiksens magttrick fra 2019 blev gentaget i storbyerne

Eksistensberettigelse kasseret af vælgerne

Kommunalvalget tirsdag var Dansk Folkepartis fjerde dårlige valg i træk, efter de blev det største borgerlige parti ved folketingsvalget i 2015 med mere end 20 procent af stemmerne. Dengang brød partiformand Kristian Thulesen Dahl ud i sangen "You'll never walk alone". 

Det var dengang, han kunne gå på vandet, konstaterer Reimer Bo om Thulesen Dahl i podcasten. 

- Vælgerne har kasseret Dansk Folkepartis eksistensberettigelse. De er presset af Socialdemokratiets højredrejning på værdi- og udlændingepolitikken på den ene side og Nye Borgerlige på den anden side, men de har ikke kunnet stoppe deres direkte march mod guillotinen alligevel, fortæller Kristian Madsen om DF-derouten. 

Man skal aldrig synge svanesangen i politik, men Dansk Folkeparti er i eksistentiel krise. Det handler om partiets overlevelse
Kristian Madsen, chefredaktør, A4 Medier

Ikke nok med at Kristian Thulesen Dahl ikke længere går på vandet, så er hans tid som formand i Dansk Folkeparti også ved at ebbe ud. Han tog ansvaret for valgskuffelsen og henstillede onsdag formiddag partiets hovedbestyrelse til at indkalde til et ekstraordinært årsmøde, hvor hans afløser skal findes. 

- Det er en bombe i dansk politik. På få år er manden, der kunne gå på vandet, plumpet ned i vandet. Det er symptomatisk for Dansk Folkeparti, og det store problem er, at der ikke er nogen, der har et godt svar på, hvem afløseren skal være, analyserer Kristian Madsen. 

Rygter går på, at den tidligere formand Pia Kjærsgaard skal tilbage på pinden for at få rettet den forliste skude tilbage på ret køl.

Det giver Kristian Madsen dog ikke meget for:

- Det kan man ikke. Det svarer til, at Socialdemokratiet sætter Poul Nyrup eller Mogens Lykketoft ind igen. Det stinker af fortid, og det er et af Dansk Folkepartis helt store problemer. Der er ingen arvefølge. Det er stadig de samme udbrydere fra Fremskridtspartiet, der sidder på flæsket.  

Både Reimer Bo og Kristian Madsen vurderer, at det er nu, der skal rettes op, hvis ikke det skal blive partiets Waterloo. 

Lussing til Socialdemokratiet, men Mette Frederiksens operation lykkedes alligevel 

Trods tilbagegang blev Socialdemokratiet alligevel det største parti på landsplan. Særligt i de fire store byer - København, Aarhus, Odense og Aalborg - blødte de vælgere. 

De mister vælgere til Enhedslisten, SF og Radikale i storbyerne, men de ender alligevel med at støtte en socialdemokratisk regering eller borgmester. Det er en del af Mette Frederiksens strategi. Skidt med dem i byen, hvis de samlet set kan veksle det til mere magt

Kristian Madsen, chefredaktør, A4 Medier

- De har været villig til at sælge ud af storbyvælgere, men så stor tilbagegang i de fire store er alvorligt, kommer det fra Reimer Bo. 

Den analyse deler Kristian Madsen: 

- De har fået en lussing i storbyerne, der har været langt værre, end de havde regnet med. Men set med rå magtbriller er operationen lykkedes. De mister vælgere til Enhedslisten, SF og Radikale i storbyerne, men de ender alligevel med at støtte en socialdemokratisk regering eller borgmester. Det er en del af Mette Frederiksens strategi. Skidt med dem i byen, hvis de samlet set kan veksle det til mere magt.

Statsministerkandidaten Søren Pape 

Madsen og Reimer Bo er enige om, at valgets helt store vinder blev Det Konservative Folkeparti. Det er til trods for, at de mistede 112 års greb om magten på Frederiksberg. 

LÆS OGSÅ: Madsen ovenpå hård uge for regeringen: - Himmelråbende dumt

- De manglende måske at få vekslet det til lidt flere borgmesterposter, men de er den store sejrherre. Det er Pape-effekten, vi ser, og det viser, at han er en potentiel statsministerkandidat. Det er ikke bare noget, vi har fundet på i en Slotsholmen-boble, fortæller Kristian Madsen. 

Du kan høre alle afsnit af 'Madsen & Reimer Bo' ganske gratis på Spotify og Apple Podcasts.

GDPR