DF-udbryder forlader partiet på grund af dårligt arbejdsmiljø: - Det er jo voksenmobning

20211125-101232-L-1920x1280we
Pia Kjærsgaard siger til DR, at hun ikke har nogen kommentarer til kritikken. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselott Blixt angiver lækager, magtspil og dårligt arbejdsmiljø som årsag til, at hun ikke længere vil være i Dansk Folkeparti.

Interne magtspil i Dansk Folkeparti og lækager til pressen har skabt et arbejdsmiljø, som ifølge Liselott Blixt selv har fået hende til at forlade partiet.

Det siger hun mandag, efter at hun og tre andre folketingsmedlemmer har meldt sig ud af partiet.

- Vi har hver vores bevæggrunde. Jeg har gør det, fordi jeg har mistet tilliden til formanden, siger hun.

- Jeg fik en snak med Morten både før og efter formandsvalget, hvor jeg fortalte, hvad grunden var til, at jeg ikke kunne støtte hans projekt. Det var de mennesker, der de sidste par år har stået for læk og alt muligt andet.

Ifølge Liselott Blixt fik hun forsikringer om, at lækager ikke ville forekomme, efter han blev formand.

- Men det er lige præcis det, der kommer til at ske, siger hun.

- Man lækker til B.T., hvis jeg siger noget på et fem mands gruppebestyrelsesmøde.

Ifølge Liselott Blixt har det skabt et arbejdsmiljø, som hun ikke ønsker at deltage i.

Har du lyst til at sætte navn på, hvem det er, der har bidraget til det arbejdsmiljø?

- Der er jo nogle af dem, som var Mortens (Messerschmidt, red.) støtter. Og så er det mange af dem, der er blevet ansat og har arbejdet for Morten. Det er en del DFU-medlemmer, siger hun.

DFU er en forkortelse for ungdomspartiet Dansk Folkepartis Ungdom.

- Det er den gruppe, der har siddet og arbejdet på at vælte Kristian (Thulesen Dahl, red.). Det er med Anders Vistisen i spidsen. Det var en mand, der burde være ekskluderet for lang tid siden ud af DF.

- Nu kommer han ind og får magt.

Over for TV 2 giver Liselott Blixt også Morten Messerschmidt en stor del af ansvaret for det dårlige arbejdsmiljø.

- Folk tror, det hele går så godt, fordi han er veltalende og dygtig. Men det arbejdsmiljø, der er kommet, hvor man nærmest bliver spioneret på, det går ikke. Det nytter ikke noget, at man kommer hjem med ondt i maven, siger hun til tv-stationen.

Også partistifter Pia Kjærsgaard får hårde ord med på vejen fra den nu tidligere DF'er.

- Der er rigtig mange, der er nervøse, når de ser Pia på gangene, for kommer hun nu ind (på kontoret, red.). Altså det er jo en voksenmobning, et pres og et arbejdsmiljø, som ikke er sundt. Vi har folk, der går grædende hjem blandt andet på grund af Pia Kjærsgaard, siger Liselott Blixt til DR. Hun siger også til mediet, at Pia Kjærsgaard har råbt af nogle af de partiansatte, som har sagt op i sekretariatet på Christiansborg efter Morten Messerschmidts magtovertagelse.

Anders Vistisen, der for nylig igen er blevet medlem af partiets hovedbestyrelse, kalder Liselott Blixts anklager for "meget overraskende" og en bortforklaring.

- Det har jo været fremme i medierne, at Liselott og de andre længe før formandsvalget mødtes med planer om at forlade Dansk Folkeparti, siger han.

- Det tror jeg hverken, at man kan klandre den valgte formand eller mig for.

Pia Kjærsgaard siger til DR, at hun ikke har nogen kommentarer til kritikken og henviser til gruppeformand Peter Skaarup eller Morten Messerschmidt. Sidstnævnte kan ikke genkende beskrivelserne af Pia Kjærsgaard.

- Jeg kan ikke genkende det billede. De kunne komme til mig, hvis de har oplevet noget negativt med Pia Kjærsgaard. Det vil jeg da opfordre dem til. Det har de ikke gjort, og derfor er det nyt for mig, siger Morten Messerschmidt til DR.

/ritzau/

GDPR