Direktør efter Qvortrups chef-exit: Man tager altid en chance med ansættelser

20220404-151442-A-1600x1067we
Det er under et år siden, at Stig Ørskov og JP/Politikens Hus' bestyrelse hentede Henrik Qvortrup ind til posten som chef for - og ansigt på - dets tabloidmedie. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, siger, at det var Qvortrups ønske at stoppe som Ekstra Blads-boss.

Ifølge administrerende direktør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, var det Henrik Qvortrups eget valg at forlade posten som ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet under et år efter, at han var startet.

Det siger han efter, at Henrik Qvortrup mandag har forladt posten til fordel for nuværende journalistisk chefredaktør Knud Brix.

- Man vil altid hellere have, at de øverste chefer - og alle andre medarbejdere - holder længere snarere end kortere på de poster, de har fået ansvaret for.

- Men når vi er kommet i den situation, at Henrik siger, at han brænder mere for journalistikken end for ledelse, så må vi reagere på det, siger Stig Ørskov.

Det er under et år siden, at Stig Ørskov og JP/Politikens Hus' bestyrelse hentede Henrik Qvortrup ind til posten som chef for - og ansigt på - dets tabloidmedie.

Erhvervskommentator Jens Christian Hansen kalder på det sociale medie Twitter det for en fejlansættelse og mener, at den falder "tilbage på ledelsen" i JP/Politikens Hus.

Stig Ørskov mener ikke, at det var en fejlansættelse, fortæller han.

- Vi har i vores ansættelser altid fokus på journalistikken og publicismen. Og vi er optaget af at få ledere af vores titler, der leverer journalistik fra den øverste hylde.

- Det sagt, så tror jeg ikke Henrik på noget tidspunkt har lagt skjul på, at ledelse ikke var noget, han havde beskæftiget sig med i mange år, eller som stod højt på hans liste over interesser. Men han var optaget af at prøve at lære det.

Henrik Qvortrup er under sin periode som ansvarshavende chefredaktør blevet kritiseret af medarbejderne for sin stil og sit engagement med redaktionerne. Om det har spillet ind, siger Stig Ørskov:

- Jeg ikke afvise, at det har været med i det samlede regnestykke. Og når Henrik synes, at journalistikken er mere interessant end ledelse, kan det sagtens have spillet ind.

Som erstatning for Henrik Qvortrup tiltræder Knud Brix. Han har haft en karriere som politisk journalist for TV2, senere Radio 24syv, podcasten Genstart og senest som journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet siden 1. september. Han har dog ikke større ledelseserfaring.

Om det siger Stig Ørskov:

- For os starter det altid med journalistikken, og her er det sværere at finde meget større kapaciteter end Knud Brix. Og vi har haft den luksus at kunne følge ham tæt.

- Vi har set på, hvordan han leder og hvordan medarbejderne har oplevet ham som leder. Det har været enormt løfterigt.

- Så derfor er vi ikke så frygteligt bekymrede over at tage den chance. Og det er altid en chance at ansætte folk, for der er ingen garanti for, at det går. Men her synes vi, at risikoen for, at det ikke virker, ser meget lille ud.

/ritzau/

GDPR