Direktør for erhvervsskolerne stopper: Forening vil have en anden profil

Lars_Kunov
Lars Kunov stopper som direktør for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier. Foto: Pressefoto
Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier får ny direktør. Lars Kunov stopper. Der er brug for nye dagsordener, politisk handling og en endnu mere bæredygtig profil, fastslår bestyrelsesformand.

Det er 13 år siden, at Lars Kunov satte sig i direktørstolen hos Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG). Fra det nye år er det kapitel slut. Han fratræder som direktør for DEG ved årets udgang.

Bestyrelsen ønsker en anden profil til at føre DEG videre, fortæller Lars Kunov. 

- Man har i den forbindelse tilbudt mig at blive i organisationen i en anden rolle. Det har jeg ikke ønsket, og derfor stopper samarbejdet ved udgangen af året, siger han.

I den tid, hvor Lars Kunov har stået i spidsen for DEG, er der sket meget. Da han tilbage i 2008 blev ansat som direktør, var det i en langt mindre interesseorganisation end i dag.  

- Vi har flyttet os ganske gevaldigt, og vi er nu en aktør, man uomtvisteligt ikke kan komme udenom. Det har været super spændende at være med til at bygge DEG op fra bunden og gøre organisationen til en af de væsentligste aktører på uddannelsesområdet. Det har været sjovt, og det har været fantastisk at arbejde for både erhvervsskolerne og deres uddannelser, siger han.

I løbet af årene er der også sket en markant ændring i politikernes syn på erhvervsskolerne, påpeger Lars Kunov.

- For 13 år siden synes man, at erhvervsskolerne skulle afvikles. Det gik fra, at skolerne primært skulle være sociale væresteder til i dag at være et af de højest prioriterede områder inden for uddannelsesverdenen. Nu står de øverst på statsministerens to do liste. Så et eller andet må vi have gjort rigtigt, siger Lars Kunov. 

Opbrud med fastlåste positioner

Lars Goldschmidt, formand for Bestyrelserne i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, er dog ikke enig i, at erhvervsskolerne i dag har den øverste prioritet på den politiske dagsorden. 

- Vi har en plads, som bestemt er væsentlig, men vi vil gerne stå stærkere, også i relation til det almene gymnasium, siger han.

Ifølge ham er det helt rigtigt, at erhvervsskolerne den seneste tid har fået meget omtale. Men det er ikke nok, at politikerne fremhæver erhvervsskolerne i skåltaler, mener bestyrelsensformanden.

- Vi har et godt politisk klima, men vi skal omsætte ambitionerne til handling, fastslår han.   

Men direktørskiftet handler ikke om, at Lars Kunov har lavet et dårligt stykke arbejde, understreger Lars Goldschmidt. 

- Det skyldes, at vi har et ønske om, at vi skal have en anden profil til at lede sekretariatet. Ikke fordi, der er noget galt med Lars. Men vi har brug for at bryde op med fastlåste positioner og de samme dagsordener og samme løsninger, som vi har haft i rigtig mange år, siger han og fortsætter:

- Som forening har vi brug for at være initiativtager til nye dagsordener og få kraftig politisk gennemslagskraft og at være en central aktør i den grønne omstilling.

Behov for mere tid

Selvom Lars Kunov snart siger farvel til DEG, har han stadig ambitioner for uddannelserne.

- Hvis jeg skal aflevere noget på vej ud af døren, er det, at man vitterligt tager fat og får prioriteret de ting, som vi godt ved, der efterspørges. Der skal nogle grundlæggende ændringer til. Behovet for mere tid er en af de ting, som skoler, lærere og elever har sagt til mig i de sidste mange år, siger han.   

Han peger på skævheden i, at gymnasieeleverne har tre år på skolebænken, mens erhvervsskoleeleverne kun har to grundforløb af tyve ugers varighed. 

- Det er ikke ret meget, når man både skal udvikle sig menneskeligt, fagligt og blive afklaret og dannet. Der skal mere tid til undervisning og mere tid til, at man kan være ung og blive dygtig, siger han.

Lars Kunov ved på nuværende tidspunkt ikke, hvor han skal hen efter DEG, men han er ikke på vej på pension.

Hvem der tager over efter Lars Kunov er uvist. Vicedirektør Nina Olsen er konstitueret, indtil den fremtidige direktør er fundet. Men når vedkommende er fundet, ligger der nogle klare opgaver og venter i det nye år, fortæller Lars Goldschmidt:

- Vi skal være den centrale aktør til at løfte den grønne omstilling, og så bliver der et fokus på, at politikerne skal flytte sig fra at sige pæne ting til at gøre sådan, at vi har lettere ved at løse vores opgaver. 

Det har Lars Kunov lavet 

Siden 2008 har Lars Kunov været direktør for interesseorganisationen Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier. Tidligere har han været ansat som sekretariatschef i Industriens Uddannelser, arbejdsmarkedschef i Greve Kommune og kursuschef på Køge Handelsskole. Før det var han officer i det danske forsvar. Han er uddannet major og  cand. jur. og er medlem af flere råd og bestyrelser. 

Kilde: LinkedIn

        

GDPR