Ellemann forsikrer: Venstre vil levere på velfærdsløfte

20211007-123245-L-1920x1280we
Formand Jakob Ellemann-Jensen (V) holder fast i, at Venstre vil levere på partiets velfærdsløfte fra 2019. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Venstres formand mener, at regeringen må kunne sige god for partiets forslag til forbedring af velfærdslov.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen siger efter kritik fra statsminister Mette Frederiksen (S), at Venstre vil levere på sit velfærdsløfte fra 2019.

- Venstre har givet et velfærdsløfte, og det agter vi at levere på.

- Pengene skal følge med, når der kommer flere børn og ældre, siger han sent torsdag aften under Folketingets åbningsdebat.

Venstre har to krav til loven, der skal sikre penge til velfærden, når en større del af befolkningen kræver ydelser eller hjælp: At udgifterne til velfærden ikke overstiger den økonomiske vækst målt i bruttonationalproduktet, bnp. Og at regningen ikke bliver betalt af skattestigninger.

Statsminister Mette Frederiksen (S) undrer sig over Venstres ageren.

Hun mener, at der allerede for længe siden er truffet beslutninger, der sikrer penge til velfærden. Blandt andet fordi danskerne skal arbejde længere.

- Pengene er tjent og i øvrigt leveret. Og de vil blive tjent og leveret, fordi danskerne skal arbejde mere. Den beslutning er allerede truffet, siger hun.

Det får Jakob Ellemann-Jensen til at reagere med nærmest forbløffelse.

- Så er det vel heller ikke noget problem at tilføje det som en forbedring til den velfærdslov, at pengene skal tjenes, før de skal bruges.

- Så kan statsministeren jo sagtens købe ind på de forbedringsforslag, Venstre er kommet med, siger han.

Venstre gav før folketingsvalget i 2019 et løfte om at ville investere i velfærden og sikre omsorg, tid og kvalitet i plejen, i takt med at der kommer flere børn og ældre.

Venstre sagde dengang, at partiet ville investere 69 milliarder kroner i det, partiet kaldte ”mere og bedre velfærd” i perioden 2020-2025.

/ritzau/

GDPR