A4 Aktuelt
Køb abonnement

Guide

Er du blevet skilt? Har du skiftet job? Har du fået børn? Husk at tjekke din pension

3. marts 2020 kl. 10.10
Mange sikrer sig ikke, at der er styr på deres pension og forsikringer, hvis de bliver skilt, flytter, får børn eller skifter job. | Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix
Mange får ikke sikret sig, at der er styr på deres pension og forsikringer, når livet ændrer sig. Her får du en huskeseddel fra Carsten Holdum, der er forbrugerøkonom i PFA.

Har du stiftet familie inden for de seneste år? Har du skiftet bolig eller job? Er du blevet skilt?

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2019 var 30.635 vielser, 10.530 skilsmisser, 61.167 fødsler og 892.489 flytninger herhjemme.

Og ifølge en undersøgelse, som Epinion har foretaget for PFA blandt 2.175 danskere, har 42 procent af os været ude for mindst én af disse livshændelser inden for de seneste tre år: dvs. blevet gift, skilt, fået børn, skiftet job eller købt bolig.

De fleste af os oplever med andre ord med jævne mellemrum, at der sker store ændringer i vores liv. Og når det sker, er der al mulig grund til at sikre sig, at der er styr på pensionsordningen. Men mange får det ikke gjort.

LÆS OGSÅ: På overførselsindkomst: Ny pension fra 2020 - det her skal du vide

En pensionsordning indeholder ikke bare en opsparing til tilværelsen som pensionist, men også en række forsikringer, hvis man for eksempel bliver alvorligt syg, mister arbejdsevnen eller dør inden pensionsalderen. Men hvad mange måske ikke er så opmærksom på er, at forsikringsdækningerne løbende kan sættes op eller ned, så de passer til ens behov, i takt med at ændrer sig over tid, eksempelvis i forbindelse med større livsændringer.

Skru op som ung

Hvis man som ung køber bolig, bliver gift eller får børn, vil ens økonomiske forpligtelser typisk stige kraftigt. Her kan det være en god idé at skrue op for forsikringerne, så man selv og familien er bedre sikret, hvis man kommer alvorligt til skade eller bliver alvorligt syg.

Omvendt kan det give mening at skrue ned for sine forsikringer – og dermed indbetale mere til opsparingen – hvis man for eksempel bliver skilt, børnene flytter hjemmefra, eller man nærmer sig pensionsalderen, og forsikringsbehovet dermed falder.

For det er typisk som ung, at man etablerer sig med karriere, bolig og familie. Og det er derfor også de unge, som har særlig god grund til at sikre sig, at der er styr på forsikringerne, så familien f.eks. er godt sikret, hvis man skulle falde bort
Carsten Holdum, forbrugerøkonom, PFA

Desværre får mange ikke sikret sig, at der er styr på deres pension og forsikringer i forbindelse med en livshændelse. I Epinion-undersøgelsen for PFA angiver 55 procent af dem, der har været ude for en livshændelse inden for de seneste tre år, at de ikke tjekkede deres pensionsordning efterfølgende. Blandt de helt unge 18-35-årige er den andel hele 72 procent.

Kan koste huset

Det er bekymrende. For selvom det er helt naturligt, at pension ikke er det første, man tænker på, når livet ændrer sig, så kan det have store konsekvenser for både en selv og familien, hvis man ikke får tilpasset sine forsikringer løbende, hvis uheldet rammer. Det kan f.eks. betyde, at der ikke er råd til at blive boende i huset, hvis man bliver alvorligt syg eller mister arbejdsevnen.

Det skal særligt de unge være opmærksomme på. For det er typisk som ung, at man etablerer sig med karriere, bolig og familie. Og det er derfor også de unge, som har særlig god grund til at sikre sig, at der er styr på forsikringerne, så familien f.eks. er godt sikret, hvis man skulle falde bort.

Du kan få et overblik over din pension og dine forsikringer på pensionsinfo.dk eller på dit pensionsselskabs hjemmeside. Hvis du vil tjekke, om dine forsikringer passer til dine behov, kan du søge rådgivning hos dit pensionsselskab, og flere selskaber giver desuden mulighed for at tage en forsikringsguide på deres hjemmeside.

GDPR