Erhvervsliv vil speede genåbning op: Hver eneste dag tæller
Der ser ud til at være nok at snakke om, når Folketingets sundhedsordførere onsdag eftermiddag skal til coronamøde hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Den seneste tid har budt på flere smitterekorder, men der har samtidig også været opløftende meldinger omkring omikronvarianten, som er den, flest smittes med i Danmark.
Hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er meldingen fra administrerende direktør Brian Mikkelsen imidlertid klar: Restriktionerne skal løftes. Og det kan kun gå for langsomt.
- Særligt biografer og kulturtilbud lider meget i øjeblikket. Den seneste tvangslukning har ramt meget hårdt. For dem tæller hver eneste dag lige nu, siger han.
De nuværende restriktioner, der blandt holder spillesteder, museer og zoologiske haver lukket, står til at udløbe 17. januar. Direktøren mener dog, der kunne åbnes i morgen.
Også Venstre og De Konservative vil have set på restriktionerne. Mandag var meldingen dog fra regeringen, at de ikke vil lempe restriktioner lige nu og her.
Brian Mikkelsen efterspørger en "end game"-plan fra politikerne, der skal skitsere, hvilke redskaber - for eksempel test - der skal tages i brug, for at samfundet ikke lukkes ned igen.
- Det er en kendsgerning, at der de senest dage har været mange opløftende meldinger vedrørende omikron. Både fra danske og udenlandske myndigheder, siger Brian Mikkelsen.
Seruminstituttet kunne mandag fortælle, at det ser ud til, at risikoen for at blive indlagt, hvis man er smittet med omikron, er omkring det halve sammenlignet med deltavarianten.
Faglig direktør Tyra Grove Krause understregede dog, at det alligevel kan presse sundhedsvæsenet, hvis der ses meget smitte, og at epidemien først ventes at toppe i januar.
Efter de opløftende meldinger vil Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv ikke vente med at løfte restriktionerne.
- Det betyder ikke, at vi ikke skal have de foranstaltninger, vi har. Vi har været noget nær verdensmestre i at håndtere de her coronaudfordringer.
- Det skal vi også gøre fremover. Det vi kan være verdensmestre i fremover, er i en coronahåndtering, der ikke lukker virksomheder, siger direktøren.
Mødet hos sundhedsministeren starter klokken 15 og ventes at vare frem til klokken 16.30.
/ritzau/