Særlige krav tager meget af fængselsbetjentes tid: - Pløkåndssvagt
Krav om visitationer, urinprøver og håndjernsrapporter tager alt for meget af fængselsbetjentenes tid. Det mener både Fængselsforbundet og Dansk Folkeparti, skriver Berlingske.
Tal fra Fængselsforbundet viser, at betjentene hvert år gennemfører omkring 90.000 visitationer og 30.000 urinprøver. Omkring 5.000 gange om året tager de håndjern i brug, og når det sker, skal de skrive en såkaldt håndjernsrapport. Men mandskabstimerne kan bruges bedre i en tid, hvor antallet af fængselsbetjente falder, mens antallet af indsatte stiger, lyder kritikken.
- Det vil gøre den forskel, at man stopper med at bede folk gøre noget, der er pløkåndssvagt, når vi mangler så meget mandskab. Noget af det er direkte kontraproduktivt. Betjentene ved godt, hvem der tager stoffer, og hvem der ikke gør det. Og når de alligevel skal bede én om at tisse i en kop, bliver der bare dårlig stemning. Selvfølgelig skal vi tage urinprøver og visitere, men lad os dog gøre det dér, hvor det giver mening. Og betjentene ved godt, hvornår det gør dét, siger formand for Fængselsforbundet Bo Yde Sørensen til Berlingske.
Hos Dansk Folkeparti synes retsordfører Peter Skaarup også, at det med de aktuelle politiske forhandlinger om næste flerårsaftale for Kriminalforsorgen er på tide at skabe større fleksibilitet for betjentene. Han mener, at man kun skal lave visitationer og urinprøver der, hvor det giver mening, ligesom han foreslår, at man bruger hunde til at lugte sig frem til våben og stoffer.
Kriminalforsorgens direktør Ina Eliasen påpeger over for Berlingske, at antallet af visitationer er tilpasset sikkerhedsklasser og standarder fra 2016, som er ensartede for hele landet og løbende vurderes.
- Vi har meget fokus på, om vi her og nu kan lette presset på medarbejderne ved blandt andet at forenkle arbejdsgangene i vores fængsler og arrester. Det har indtil videre betydet, at vi blandt andet har reduceret antallet af urinprøver, lempet praksis for udrykningskørsel, og det er herudover min forståelse, at der er et lovforslag på vej, som blandt andet vil medføre en simplere sagsbehandling ved brug af håndjern, siger hun blandt andet til avisen.