Festival sløjfer ordning med fri adgang til handicaphjælpere

20220702-215324-L-1920x1277we
På Ringsted Festival er det slut med gratis adgang for handicaphjælpere. Arkivfoto. Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix
Omfanget af gratis ledsagere er blevet en økonomisk byrde, lyder det fra festivaldirektør.

Til sommer er det slut med fri adgang for handicaphjælpere på Ringsted Festival.

Det skriver DR Nyheder.

Det betyder, at ledsagerne fra nu af skal betale fuld pris for billetten.

"Omfanget af de her gratis ledsagere er nu rent økonomisk en kæmpe byrde for festivalen. Det er jo et privat foretagende, som vi selv skal finansiere, så vi er nødt til på forhånd at vide, hvad omfanget er, når vi går ind i festivalsæsonen," siger stifter og festivaldirektør Anders Sørensen til DR om beslutningen.

Ringsted Festival havde ifølge Anders Sørensen publikumrekord i sommer med cirka 12.000 daglige gæster, og han vurderer, at godt 300-400 af dem var ledsagere, hvilket løber op i tabte billetindtægter på 300.000-450.000 kroner.

Festivaldirektøren forklarer også over for DR, at han oplever, at forældre til mindre børn udnytter ordningen med ledsagerkort, som giver gratis adgang, fordi børnene alligevel ikke ville have været uledsaget på festival.

I Danske Handicaporganisationer ærgrer formand Thorkild Olesen sig over beslutningen, som han kalder "træls". Han frygter, det vil ekskludere mange fra festivallivet.

GDPR