Overblik: Her er de vigtigste punkter i SVM-regeringens "mindre kedelige finanslov"
"Den er lidt mindre kedelig end de gange, jeg har gjort det alene."
Sådan lød det fra finansminister Nicolai Wammen (S), da regeringen torsdag præsenterede sit forslag til en finanslov for 2024.
Den kække bemærkning skyldes, at inflationen ved de seneste finanslovsforslag har været tårnhøj, og derfor har det været nødvendigt med en stram finanslov. Denne gang har SVM-regeringen været mere gavmild.
Her får du et overblik over de vigtigste punkter i finanslovsforslaget om A4 Aktuelt’s områder:
Velfærd
Regeringen foreslår en sundhedspakke, der frem mod 2030 skal tilføre sundhedsvæsenet fem milliarder kroner årligt. Især skal kræftområdet nyde godt af de ekstra penge samtidig med, at det nære sundhedsvæsen skal styrkes, så flere har mulighed for at blive behandlet i eget hjem.
Kommuner og regioner bliver også tilgodeset med en årlig ekstra milliard fra 2024 til 2027. Fordelingen er 650 millioner kroner til kommunerne og 350 millioner kroner til regionerne.
Regeringen afsætter en reserve på 100 millioner kroner årligt i 2024 til 2027 til en styrket indsats for udsatte ældre.
Derudover ønsker regeringen at tilføre psykiatrien 3,2 milliarder kroner frem mod 2030, hvilket blandt andet inkluderer en styrket indsats på børne- og ungeområdet og selvmordsforebyggelse.
Uddannelse
Regeringen vil styrke erhvervsuddannelserne og tilføre området 300 millioner kroner i 2024 stigende til 500 millioner kroner i 2026.
Samtidig ønsker regeringen, at muligheden for at få forhøjet dagpengesats, mens man tager en erhvervsuddannelse inden for brancher med mangel på arbejdskraft, gøres permanent. Til dette initiativ vil regeringen afsætte cirka 1,2 milliarder kroner i 2024-2027.
Med finanslovsforslaget ønsker regeringen at afsætte penge til folkeskolen, der skal styrke indsatsen målrettet de svageste elever og undervisningsforløb i mindre hold. Derfor vil regeringen afsætte 35 millioner kroner i 2024, stigende til 310 millioner kroner i 2027 og 500 millioner kroner i 2028.
Derudover vil regeringen videreføre et løft af pædagoguddannelserne med 47,4 millioner kroner i 2024.
Landdistrikter
Regeringen vil afsætte en reserve på 250 millioner kroner årligt i 2024 til 2027 til "initiativer målrettet landdistriktsområdet". Pengene skal blandt andet bruges på et forhøjet befordringsfradrag for de personer i yderkommunerne, som pendler til og fra arbejde.
Derudover vil regeringen afsætte 74 millioner kroner i 2024, der kan understøtte uddannelsesinstitutioner i yderkommuner.
Iværksætteri
Med finansloven ønsker regeringen at forbedre mulighederne for iværksætteri i Danmark. Derfor afsættes der 300 millioner kroner i 2024, stigende til 450 millioner kroner i 2027 til en iværksætterstrategi. Regeringen foreslår selv, at det kan ske i form af skattelettelser.
Potentialegruppen
Regeringen vil afsætte 140 millioner kroner i 2024-2026 til en forsøgsordning med kulturpas for unge uden job eller uddannelse - som statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere har omtalt som potentialegruppen - hvilket vil give gratis adgang til kulturtilbud som museer, teatre og biografer.
Forhandlingsreserven
Regeringen har udtalt, at den ønsker at indgå en bred finanslov med flere af folketingets partier. I den forbindelse har man afsat en forhandlingsreserve på 500 millioner kroner, som de andre partier kan få indflydelse på, hvordan skal bruges. Regeringen foreslår imidlertid selv, at pengene skal bruges på den grønne omstilling og velfærd.
Almindeligvis er der dog afsat cirka 1,5 milliarder kroner i forhandlingsreserven, og derfor er det som udgangspunkt en lille pose penge, som SVM-regeringen giver de andre partier mulighed for at få indflydelse på.