Statsministeren vil af med bureaukrati i ældreplejen: FOA er begejstret

20220102124238530_1000
Kommer der mindre bureaukrati i ældreplejen, tror FOA, det vil give mere tid til nærvær. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Statsministeren vil af med bureaukrati i ældreplejen med en ny, enkel lov. Idéen begejstrer fagforbundet FOA.

Fagforbundet FOA er meget begejstret for idéen om en ny, enkel ældrelov, som statsminister Mette Frederiksen (S) lørdag varslede i sin nytårstale.

Her bebudede statsministeren, at kommunerne skal sættes fri fra "næsten" alle statslige regler på området og i stedet have få dokumentationskrav.

Bliver det en realitet, kan det ifølge forbundsformand Mona Striib betyde, at personalet i højere grad kan koncentrere sig om de vigtigste opgaver.

Der er nemlig mange "rigide" dokumentationskrav, som kan være med til at tage arbejdstid, der kunne have været brugt på nærvær, siger hun.

- Det er tåbeligt, at man nogle steder går rundt med en iPhone i hånden og registrerer, at nu har jeg hjulpet hr. Hansen med at komme på toilettet, og derfor ikke har tiden til øjenkontakt og nærvær.

- Der er det meget bedre, at personalet får mulighed for at vurdere, hvornår det er relevant at dokumentere, i forhold til hele tiden at holde øje med at borgeren har det godt, lyder det fra FOA-formanden.

Mette Frederiksen er dog ikke den første statsminister, der har haft den drøm. Hun er den derimod den sjette, der problematiserer bureaukratiet, sagde hun lørdag i sin nytårstale.

Ifølge Mona Striib bliver det da heller ukompliceret at nå i mål. De ældre skal sikres rettigheder, så plejekvaliteten ikke afhænger af den enkelte kommune.

- Det skal vi dvæle ved, men vi er begejstrede. Det er en oplagt mulighed for en gangs skyld for alvor at få gjort noget ved det, siger Mona Striib.

Lykkedes det, kan en ny, enkel lov betyde, at de ansatte i højere grad kan bruge deres faglighed, hvis færre ting skal dokumenteres.

- Vi kan få lettet arbejdspresset og få et bedre arbejdsmiljø. Jeg tror, det kan føre til store gevinster, lyder det fra FOA-formanden.

Der foregår allerede forsøg, hvor tre kommuner - Viborg, Middelfart og Langeland - de næste par år er fri fra regulering og bureaukrati på ældreområdet.

Det besluttede et politisk flertal i slutningen af 2020, men på grund af corona har blandt andet krisestyring været i fokus, fortæller Mona Striib.

- Men de foreløbige erfaringer er faktisk ret gode. Det bliver godt modtaget hos vores medlemmer, siger hun.

/ritzau/

GDPR