Peter Christiansen forlader NGO:
Folkemødet har fundet ny direktør

Udklip
Peter Christiansen er ny direktør for Folkemødet. Foto: Pressefoto
Han kommer fra en stilling som nationaldirektør i Mellemfolkeligt Samvirke.

Foreningen Folkemødet har ansat Peter Christiansen som ny direktør, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Peter Christiansen kommer fra en stilling som nationaldirektør i NGO'en Mellemfolkeligt Samvirke og har en fortid som sekretariatschef i Globalt Fokus. Han tiltræder stillingen som folkemødedirektør 1. februar 2023.

"Folkemødet er efter min mening noget af det vigtigste i kampen for demokratiet, og det glæder jeg mig virkelig meget til at være del af – samtidig glæder jeg mig til at bruge endnu mere tid på Bornholm, som jeg elsker at besøge,” lyder det fra Peter Christiansen i pressemeddelelsen.

Foreningen Folkemødets bestyrelse ser også frem til samarbejdet.

”Peter er kendt i vide kredse for sin visionære kraft og sin store evne til at samle mange forskellige aktører om fælles mål. Folkemødet får en meget inspirerende frontfigur, som kan fortsætte udviklingen af Folkemødet og bidrage til at styrke vores demokratiske samtale og fælles handlekraft. Vi glæder os i bestyrelsen meget til at arbejde sammen med Peter," lyder det fra foreningens formand, Vibe Klarup.

Peter Christiansen overtager stillingen fra Camilla Laudrup, som tidligere på året opsagde sin stilling efter godt to år som direktør.

Folkemødet 2023 afholdes 15.-17. juni 2023.

GDPR