Folkemødet bliver kortere næste år
Folkemødet, der hvert år samler politikere, journalister, interesseorganisationer og menige danskere i Allinge på Bornholm, skal fremover slutte lørdag aften i stedet for om søndagen.
Det skriver foreningen bag Folkemødet i en pressemeddelelse.
”Vi er overbevist om, at det kan blive et endnu bedre Folkemøde, når vi fremover slutter med masser af energi lørdag aften og dropper den lidt trætte søndag” lyder det i pressemeddelelsen fra foreningens direktør, Camilla Laudrup.
Foreningens egne tal viser, at deltagerantallet torsdag til lørdag seneste år har ligget på omkring 30.000 gæster om dagen, mens der blot har været 5.000 mennesker til Folkemødets sidste dag.
Folkemødet har været afholdt siden 2011 med inspiration fra den svenske Almedalsugen, som går helt tilbage til 1968.
Næste udgave af Folkemødet bliver afholdt fra torsdag 15. juni til lørdag 17. juni 2023.