Forsker: Arbejdspligten risikerer at blive eftersidning, der konfiskerer menneskers tid

20231013-115026-L-1920x1280we
Aftalen om en arbejdspligt blev indgået mellem regeringen, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Den nye arbejdspligt til indvandrere kan blive en administrativ tung opgave for kommunerne, som får svært ved at trylle 22.000 nyttejob frem, vurderer forsker.

Den nye arbejdspligt til indvandrere går stik imod tidsånden i beskæftigelsesindsatsen, hvor tendensen er indsatser, der inddrager borgerne.

Sådan lyder vurderingen fra Mathias Herup Nielsen, der er lektor og forsker med speciale i borgerinddragende beskæftigelsesindsatser ved Aalborg Universitet.

Lige nu er der nemlig et vindue, til at kommunerne kan arbejde mere med jobindsatser, der tager afsæt i borgernes værdier og ønsker, og som giver dem ejerskab over deres forløb i jobcentret. Men arbejdspligten er det direkte modsatte, mener Mathias Herup Nielsen.

”Jeg frygter, at man med den nye arbejdspligt trækker beskæftigelsessystemet væk fra noget af det meget spændende, der er gang i i mange kommuner, hvor man arbejder seriøst med borgerinddragelse på forskellige måder. Og over imod en logik, hvor beskæftigelsesindsatser først og fremmest handler om at placere mennesker i nogle standardiserede forløb uden mange valg.”

”Det kommer til at handle om disciplinering frem for opkvalificering og tillidsfulde relationer mellem fagprofessionelle og borgerne,” siger Mathias Herup Nielsen.

Aftalen om arbejdspligten, som regeringen indgik med Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti før efterårsferien, lægger op til, at borgere med integrationsbehov skal arbejde for deres ydelse. Pligten er på 37 timer om ugen, hvor nyttejob skal udgøre den største del. Men løntimer, danskundervisning og jobsøgning kan også tælle med i timetallet.

Ressourcetungt for kommunerne

Når arbejdspligten er fuldt indfaset 1. januar 2026 forventes det, at cirka 22.000 borgere vil være omfattet af den.

Mathias Herup Nielsen har dog mere end svært ved at se det ske. 

I dag er omkring 1.000 personer årligt igennem kommunernes nytteindsatser, der er målrettet kontanthjælpsmodtagere og unge på uddannelseshjælp. Og flere kommuner bøvler med at finde arbejdsopgaver nok, så borgerne lever op til nytteindsatsens forpligtelser.

Mathias Herup Nielsen vurderer da også, at der venter kommunerne en enorm opgave, hvis de skal trylle markant flere nyttejob frem.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke, at når nu vi ved fra forskningen, at det i forvejen kan være svært for kommunerne at finde arbejdsindhold for en ret begrænset gruppe nyttejobbere, hvordan bliver det så ikke, når vi mangedobler indsatsen med den nye arbejdspligt? Hvordan sikrer man sig, at det her ikke bliver en form for eftersidning, som først og fremmest konfiskerer menneskers tid?,” siger Mathias Herup Nielsen.

Nyttejobbere placeres i bobler

Det er ikke bare arbejdspligtens omfang, lektoren studser over. I aftaleteksten står der nemlig, at borgerne ”via nytteindsatsen bliver bekendt med arbejdslogik og får indblik i kulturen og normerne på det danske arbejdsmarked.”

Men det er ifølge Mathias Herup Nielsen et urealistisk scenarie.

For når man sender de kommende nyttejobbere ud på arbejdsstationer afmonteret fra kommunens øvrige arbejdspladser, er det meget svært at lære den danske arbejdspladskultur at kende, vurderer han.

”Hvis man gerne vil sælge det som en reform, der trækker nogle mennesker tættere på den danske arbejdslogik, har jeg ud fra min forskning svært ved at se det ske. Man risikerer at komme til at placere folk i nogle bobler langt fra det almindelige arbejdsliv,” påpeger Mathias Herup Nielsen.

Arbejdspligten skal løbende evalueres, og partierne bag aftalen får en status på implementeringen efter 18 måneder.