Hvad er den vigtigste sten i opbygningen af fundamentet for en kvindes personlige frihed?
På dagen for Kvindernes internationale kampdag er det et relevant spørgsmål at stille sig selv. Som kvinde, og ikke mindst som samfund.
Resten af årets dage virker det til, at svaret på dette vigtige spørgsmål går tabt i den kollektive bevidsthed. Ikke mindst, når vi ikke forstår, hvorfor kvinder med minoritetsbaggrund er fraværende på det danske arbejdsmarked.
Statistikken taler nemlig sit tydelige sprog. Mens 80 procent af etnisk danske kvinder er i beskæftigelse, forholder det sig kun sådan for 40 procent af kvinderne med minoritetsbaggrund.
Jeg er et flygtningebarn, og jeg er opvokset med en mor, som desværre aldrig nåede at være en del af det danske arbejdsmarked. Netop derfor har min mor understreget overfor mig, at jeg aldrig må være økonomisk afhængig af en mand. Eller systemet.
Denne vigtige del af min opdragelse har ført mig til min emancipation, og det har ført mig til, hvor jeg står i dag. Som en frigjort kvinde.
LÆS OGSÅ: Studerende med opråb: Fortæl kollegerne, hvad du lærte til lønforhandlingen
Jeg har med modermælken fået understreget, at økonomisk frihed danner grobund for min frigørelse, fordi min mor på egen krop oplevede umyndiggørelsen i et land, hvor en kvinde kun kan være sin fars datter og dernæst være en mands hustru. Og hun derfor aldrig kan være sin egen og forventes at forsørge sig selv.
Jeg gik i 7. klasse, og siden har jeg arbejdet en vis legemsdel ud af bukserne, og med egne hårdt tjente penge på lommen har jeg haft min værdighed i behold
Geeti Amiri, lærer og forfatter
Min mor oplevede fraværet af rettigheder i det afghanske samfund, da hun blev enke i en ung alder og skulle klare sig som en enlig mor. Og hun fik først genoprejsning og en eksistensberettigelse, da hun blev gift med min far.
Selv om hun knoklede dagligt som enke i Kabul i seks år for at brødføde sine to børn, der voksede op uden en far og med en svigerfamilie, som ikke ville anerkende hende som børnenes forælder.
Og da hun omsider landede i Kastrup i midthalvfemserne, blev hun sat på offentligt forsørgelse. For hun kom jo fra en anden kultur, som der blev sagt på grund af misforstået hensyn.
Betaler for sig selv
Heldigvis ved vi bedre i dag. Jeg er lykkelig for, at jeg er opvokset i København, og ikke Kabul, og jeg husker det, som var det i går, da jeg fik min første løn. Jeg havde knoklet alle de eftermiddage, jeg kunne komme til, og taget søndagsvagter, som andre ikke orkede, i det hedengangne Blomster Jensen på Amagerbrogade.
Da jeg så min kontoudskrift på lønningsdagen, forstod jeg, hvad min mor mente med, at en fri kvinde betaler for sig selv.
Jeg gik i 7. klasse, og siden har jeg arbejdet en vis legemsdel ud af bukserne, og med egne hårdt tjente penge på lommen har jeg haft min værdighed i behold. Også selv om jeg har tjent mine penge som værtinde på natklubber og har måttet finde mig i grov sexisme.
Men med egne penge på lommen har jeg aldrig skulle finde mig i, at et mandligt familiemedlem eller en kæreste bestemmer over mig.
Jeg vil gerne ruske i den kollektive bevidsthed og råbe op om, at det ikke er en selvfølge for alle kvinder i Danmark at have egen økonomi
Geeti Amiri, lærer og forfatter
Desværre er denne indlysende sandhed – at en økonomisk uafhængig kvinde er en fri kvinde – alligevel ikke første fokusområde, når samfundet diskuterer fraværet af kvinder med minoritetsbaggrund på det danske arbejdsmarked.
Det virker, som om det danske samfund har fortrængt, hvor stort et fremskridt det var for den danske kvindekamp, at danske kvinder kom ud på arbejdsmarkedet.
For havde vi da nogensinde set de fremskridt for kvindesagen, hvis kvinder herhjemme ikke havde fået mulighed for at tjene egne penge og skride fra den mand, der undertrykte dem?
De senere år har utallige undersøgelser vist, at kvinder med minoritetsbaggrund stormer frem på de videregående uddannelser. Det er fantastisk, men lad os ikke læne os tilbage ved, at nydanske kvinder får et eksamensbevis. De skal også bruge det!
Nydanske kvinder skal have mulighed for at realisere sig selv udenfor hjemmets fire vægge på lige fod med deres etnisk danske medsøstre. Det er endnu langt fra status quo.
Og det er ikke kun fordi, de bliver diskrimineret, men fordi opvæksten har været præget af anderledes normer, hvorfor de vælger anderledes, når først ringen sidder på fingeren.
Ringere chancer
For noget tid siden viste en undersøgelse af ALS Research for Berlingske, at frontmedarbejdere i jobcentre oplever, at minoritetskvinder forhindres i at tage et arbejde på grund af negativ social kontrol. Kender man til tankegangen, der ligger til grund for kontrollen af en kvinde, er det vel ikke så overraskende.
Forhindres en kvinde i at kunne komme i arbejde og skabe sig en anden identitet, er hendes chancer for at gå sin egen vej markant ringere, end de er for den kvinde, der kan betale for sig selv.
Her på 8. marts vil jeg derfor slå et slag for den helt gode gamle kvindekamp, der hylder en kvindes ret til selvstændig økonomi. Jeg vil gerne ruske i den kollektive bevidsthed og råbe op om, at det ikke er en selvfølge for alle kvinder i Danmark at have egen økonomi. At en bankkonto endnu nægtes kvinder her i landet, og kvinder med minoritetsbaggrund endnu forventes at være den primære varetager af hjemmet, da andet opfattes naturstridigt.
Det stiller nemlig nogle helt særlige krav til os alle, når vi møder hinanden på tværs af arbejdsmarkedet. Det kræver af os – på tværs af kulturelle, religiøse og etniske skel – at turde at stille spørgsmål ved forhold, som umiddelbart virker for private at spørge ind til.
LÆS OGSÅ: Skævt: Faglærte og ufaglærte stikker sjældent snuden frem i debatspalterne
For selvfølgelig kan ingen kvinde være fri, så længe hun ikke tjener sine egne penge, og før vi kan sige, at kvindekampen er nået i mål, skal enhver kvinde i Danmark kunne sige, at hun betaler for sig selv. Dette er langt fra virkeligheden i dag, og derfor er 8. marts fortsat vigtig at markere.
Glædelig kampdag!
