Hårdt arbejdsmiljø på testcentre: Er bange for at gå på toilettet
En lang række podere fra Copenhagen Medical kritiserer nu arbejdsforholdene på flere af de 48 testcentre, som firmaet driver i Region Hovedstaden. Det skriver B.T.
Avisen har talt med flere podere, der fortæller om det ubehagelige arbejdsmiljø. De beretter blandt andet om, at drikke- eller tissepauser er ugleset, da der er et stort fokus på at holde køen ved testcentrene kort. En poder fortæller, at man bliver skældt ud, hvis man er mere end to minutter om at forrette sin nødtørft, når man går på toilettet.
LÆS OGSÅ: Kritik af kontrakter på Danmarks største testcenter: Ingen løn under sygdom
- Det er frustrerende, at man skal være bange for at gå på toilettet eller for at spørge om vand, fortæller en poder, som B.T. har valgt at kalde Lisa. Hun arbejder stadig i et testcenter og frygter at blive fyret, hvis hun står frem med sit rigtige navn.
Podernes vagter strækker sig fra 5 til 12 timer. På vagter længere en 8 timer har de ret til 30 minutters selvbetalt spisepause. Nogle teamledere mener dog, at det tager for lang tid, når poderne er væk så længe, og de beder dem derfor om at dele den op i to gange 15 minutters pause i stedet. Samtidig fortæller poderne om, at der bliver talt med store og hårde ord, hvis man er for længe væk.
Hos Copenhagen Medical er man overrasket over beskrivelsen af arbejdsmiljøet.
- Vi er enormt ærgerlige over de her kritikpunkter, og det kommer bag på os, for vi oplever en stor interesse for at arbejde for os. Vi har en vigtig samfundsopgave, der har skullet og skal løses enormt hurtigt, derfor er vi nok ret direkte i vores måde at kommunikere på og har en ret kort kommandovej. Der er helt sikkert nogle, der ikke bryder sig om det, siger Trine Baadsgaard, der er pressechef hos Copenhagen Medical, til B.T.
Hun fremhæver samtidig, at virksomheden i fredags iværksatte en spørgeskemaundersøgelse om arbejdsmiljøet, hvor 90 procent af de 2.400 respondenter svarede, at de vil anbefale virksomheden til andre.