Fagforeningskæmpen Hardy Hansen er død i en alder af 91 år. I størstedelen af sit arbejdsliv kæmpede han for bedre løn- og arbejdsvilkår for de ufaglærte arbejdere.
Da Hardy Hansen blev valgt som formand for Specialarbejderforbundet i december 1979, var fagforbundet Danmarks største med langt over 300.000 chauffører, lagerarbejdere og ufaglærte industriarbejdere som medlemmer.
Anker Jørgensen (S) var statsminister og Svend Auken (S) en ung arbejdsminister. Danskerne kom hurtigt på fornavn med Hardy. Det var i DR-monopolets dage, og når danskerne tændte for fjernsynsapparatet, var Hardy ofte på skærmen. Altid med en nydelig nystrøget skjorte, jakke og ofte med slips.
Min egen far var også medlem af SiD og lyttede altid med stor respekt og stolthed på sin formand. Ja, nærmest andægtigt. Hardy var den lille mands væbner og turde være krasbørstig og kontant over for arbejdsgiverne og sine politiske modstandere.
Også under HT-konflikten i 1980’erne, hvor Hardy Hansen nærmest dagligt var inviteret i fjernsynet og tordnede løs. HT burde fyre de buschauffører, der ikke ville stå i fagforening. Tiden var en anden. Min far og mange andre lønmodtagere var enige. Den form for fagforeningspolitik ville ikke gå i dag. Og det ville Hardy som fagforeningsboss på mange måder heller ikke.
Længst sidende SiD-formand
Men han duede i den grad som stærk og traditionel fagforeningsformand helt frem til 1996, hvor han faldt for SiD’s daværende aldersgrænse på 63 år og blev erstattet af Poul Erik Skov Christensen.
Det blev til 17 år i spidsen for SiD og også fire år i Folketinget. Hardy Hansen satte sig mange markante spor i både dansk fagbevægelse og politik. Den unge landarbejder fra Store Brøndum syd for Aalborg tog på sømandsskole i Svendborg og blev siden ansat på De Danske Bomuldsspinderier og dernæst Poul Bergsøe i Glostrup. Jyden Hardy kaldte en spade for en spade og blev hurtigt fællestillidsmand for sine kolleger i Storkøbenhavn. Skridt for skridt steg han i graderne. I 1966 blev han organisationssekretær i SiD’s lokale Glostrup-afdeling, og siden avancerede han til afdelingsformand.
I 1975 blev han forretningsfører i fabriksgruppen og to år senere gruppeformand. Han endte med at blive den SiD-formand, der har siddet længst på tronen i Specialarbejderforbundets hovedkontor i Kampmannsgade i det indre København. Også selvom nogle SiD-afdelinger gerne havde set ham afsat, da han i 1992 anbefalede sine medlemmer at stemme ja til EF-unionen. Det var ikke noget, som de røde arbejdere syntes om dengang.
Da den konservative Poul Schlüter overtog statsministerposten i 1982, fik han kamp til stregen af den ræverøde SiD-formand. Hardy Hansen advarede om, at Schlüter-regeringens planer om en dagpengereform ville resultere i en ”social massegrav”. For Hardy Hansen var der kun ét arbejderparti, Socialdemokratiet, og derfor skulle fagbevægelsen sikre, at det parti kom tilbage til magten. Det kunne ikke gå hurtigt nok, og pengene sad løst. SiD-medlemmernes penge blev brugt på en 180 millioner kroner dyr kampagne, der skulle vælte Poul Schlüter. Det lykkedes som bekendt ikke.
Til gengæld lykkedes det for Schlüter at overbevise fagbevægelsen og ikke mindst LO-formanden, Finn Thorgrimson, og Hardy Hansen om at skabe arbejdsmarkedspensionerne i den såkaldte fælleserklæring fra 1988. Det er uden tvivl en af Hardy Hansens største fagpolitiske bedrifter, som mange 3F-medlemmer i dag kan takke ham for.
Tilhørte venstrefløjen
Ingen var nogensinde i tvivl om, at Hardy Hansen tilhørte venstrefløjen i både fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Det blev til mange magtkampe mellem ham og blandt andre Dansk Metals stærke smede Georg Poulsen og Max Bæhring, der ikke altid var så lune på Hardy Hansens ideer.
Under Socialdemokratiets formandsopgør i foråret 1992 støttede Hardy Hansen helhjertet Svend Auken, mens LO’s formand, Finn Thorgrimson, og andre forbundsformænd valgte at være neutrale eller lagde deres lod i Poul Nyrup Rasmussens vægtskål. Fløjkrigen i Socialdemokratiet blev også et magtspil i fagbevægelsen, hvor Hardy Hansen til sidst stod ret isoleret og tabte.
Hardy Hansen forblev kritisk over for det, som han betegnede som en unødvendig højredrejning af partiet, hvor den lille mand, arbejderen, tabte, mens akademikerne og middelklassen vandt.
”Socialdemokratiet er blevet et dukketeater, hvor alle danser efter Nyrups fløjte – mens han selv danser efter Marianne Jelveds,” sagde Hardy Hansen blandt andet i et interview med Faklen.
Her skældte han også ud over nye begreber som aktivering og selvforsørgelse, der pisker folk. Forringelser af efterløn og dagpengeperioder huede ham ikke, og i de mange år, hvor han sad i LO’s forretningsudvalg, tordnede han imod alle forringelser af det sociale sikkerhedsnet.
”Kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere sættes til tvangsarbejde til skruebrækkerlønninger – det er en skamplet på samfundet, og det er en skamplet på Socialdemokratiet,” fastslog Hardy Hansen, der aldrig forligede sig med stigende ulighed og en stadig strammere flygtningepolitik, i Faklen.
Solidaritet for de svageste
Hardy mente også, at det var for mildt et udtryk at kalde embedsmændene i Finansministeriet for regnedrenge og kaldte dem selv konsekvent for budgetbisserne.
Som pensionist var han aktiv i Netværk for demokrati og velfærd var også kritisk i forhold til Mette Frederiksen (S). Da hans partifælle Mette Gjerskov døde i 2023, påpegede han i et mindeord i Altinget, at hendes holdninger var ”støbt af Socialdemokratiets politik om solidaritet, lighed og respekt for det enkelte menneske i verden”.
Hardy Hansens holdninger som fagforeningsmand og socialdemokrat var på linje med Mette Gjerskovs. Støbt i solidaritet for de svageste. Han veg aldrig tilbage for at kæmpe for arbejderne og sit gamle arbejderparti. Heller ikke selvom det gav knubs undervejs.
Hardy Hansen bisættes torsdag 18. september klokken 13 fra Skoven Kirke ved Kulhuse i Nordvestsjælland.
