Femdobbelt kampvalg afgjort: Dorthe Boe Danbjørg er sygeplejerskernes nye forkvinde

240823_dsr_formand_25155
Dorthe Boe Danbjørg er ny forperson i DSR. Foto: Nikolai Linares
En urafstemning blandt fem kandidater i Dansk Sygeplejeråd har kåret Dorthe Boe Danbjørg som Grete Christensens efterfølger. De hvide kitlers nye frontfigur skal direkte ind til forhandlingsbordet i treparten om lønløft.

Landets sygeplejersker står i deres måske mest afgørende arbejdsmarkedspolitiske øjeblik, hvor der lige nu er 6,7 milliarder lønkroner på spil i en trepartsforhandling. 

Og midt i skæbnestunden har sygeplejerskerne haft en formand, der var på vej ud af døren, og uvished om, hvem der skulle efterfølge den mangeårige og markante formand, Grete Christensen. 

LÆS OGSÅ: Grete Christensen har sat sygeplejerskerne øverst på den politiske dagsorden, men forlader dem i en svær tid

Nu har medlemmerne talt. Dorthe Boe Danbjørg bliver som ny forkvinde kvinden, der skal føre Dansk Sygeplejeråd gennem de afgørende etaper af efterårets historiske lønslag og de efterfølgende højspændte offentlige overenskomstforhandlinger. 

Det står klart, efter at resultatet af den urafstemning, der har afgjort det femdobbelte kampvalg, blev præsenteret fredag eftermiddag.

Dorthe Boe Danbjørg fik 50,73 procent af de i alt 30.914 afgivne stemmer. 

"Jeg går konstruktivt ind i trepartsforhandlingerne, selvom jeg godt har hørt regeringens modkrav. Vi må ikke glemme, at de fag, som har store udfordringer med at rekruttere og fastholde medarbejdere i det offentlige, også er de fag med en overvægt af kvinder, der har et lønefterslæb. Det er ingen hemmelighed, at jeg mener, at trepartsforhandlingerne burde have fokus på at mindske det lønefterslæb, som sygeplejersker og andre kvindedominerede grupper har," siger den nyvalgte forkvinde i en pressemeddelse.

Den nye forkvinde, der hidtil har været anden næstforkvinde, går direkte til forhandlingsbordet, når trepartsforhandlingerne om lønløftet fortsætter tirsdag den 3. oktober. 

De øvrige kandidater var Anne Marie Holst Sommer, kredsforkvinde i Kreds Sjælland, der fik 28,64 procent af stemmerne.

Camilla Duus Guldberg Smith, første kredsnæstforperson Kreds Syddanmark, som fik 5,12 procent.

Irene Charlotte Hesselberg, forkvinde i Lederforeningen, der modtog 5,42 procent af stemmerne.

Og Thomas Markvart Sørensen, psykiatrisk sygeplejerske og kredsbestyrelsesmedlem i Kreds Hovedstaden, som fik 8,93 procent. 

LÆS OGSÅ: Måske skulle sygeplejerskerne rejse en statue af Grete Christensen

De 30.914 afgivne stemmer giver en stemmedeltagelse på 44,8 procent. 1,15 procent af de afgivne stemmer var blanke.

Officelt overtager Dorthe Boe Danbjørg posten lørdag den 30. september.
 

GDPR