Hver ottende afgangselev dumper i dansk eller matematik

20210115-162104-A-1920x1280we
En analyse viser, at 12,8 procent - svarende til hver ottende - af afgangseleverne i 2019 ikke fik mindst 2 i dansk og matematik. (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Knap 13 procent af alle skoleelever afslutter grundskolen uden at have bestået fagene dansk og matematik.

Der er fortsat mange elever, der ikke består fagene dansk og matematik, når de forlader grundskolen.

Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Analysen viser, at 12,8 procent - svarende til hver ottende - af afgangseleverne i 2019 ikke fik mindst 2 i dansk og matematik.

Det svarer til omkring 8800 elever. Og det er for mange, hvis man spørger Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker i AE.

- Den måde, du afslutter skolen på, betyder rigtig meget for, hvordan dit ungdoms- og voksenliv bliver. Det er her, det starter.

- Hvis ikke du har det 2-tal med dig i dansk og matematik, er det svært at finde en uddannelsesvej og blive selvforsørgende og få et job.

- Det er der, vi for alvor har muligheden for at få vendt børns og unges livsbane, siger hun.

Tallene viser dog en forbedring i forhold til årene forinden. I 2017 var andelen 16,2 procent. I 2018 var den 13,6 procent.

Analysen viser også, at der er store geografiske forskelle.

I landsdelen Vest- og Sydsjælland - der også omfatter Lolland og Falster - dumper eksempelvis 17 procent af eleverne et af de to fag.

I København og Østjylland, hvor den socialøkonomiske profil er en helt anden, er det til sammenligning 11 procent.

- Det handler ikke om, at skolerne i Kalundborg eller på Lolland ikke kan noget. De har bare større udfordringer end andre.

- Derfor er det der, vi som samfund skal sætte ind og investere i, at der er flere, der består eksamen, siger Mie Dalskov Pihl.

Hun foreslår, at man i de hårdest ramte områder tilfører flere lærerressourcer, tilbyder bedre efteruddannelse eller laver målrettede indsatser for børn, der har svært ved at læse og skrive.

Tallene i analysen omfatter både folkeskoler, friskoler, efterskoler og specialskoler.

Ser man udelukkende på folkeskolen, er det 9,6 procent af eleverne, der ikke får mindst 2 i både dansk og matematik.

/ritzau/

GDPR