
Kære læser
Denne artikel blev bragt første gang 24. marts. I påskedagene gen-publicerer vi historier, som vores læsere har været særlig glade for. Artiklen er åbnet uden betingelse om abonnement. A4 Medier er som alle andre virksomheder udfordret af den aktuelle coronakrise og mister indtjening. Vi vil sætte pris på, at du nu eller senere vil overveje at støtte vores journalistik ved at blive abonnent.
Bør landets dyrlægeklinikker og dyrehospitaler lukke ned for alt andet end dyr med akut behov for behandling, eller skal dyrlægerne fortsætte arbejdet, som de plejer, med ekstra fokus på at minimere smittespredning?
Det spørgsmål splitter dyrlægerne, fortæller to dyrlæger, som A4 Arbejdsliv har talt med. Flere beskylder den faglige organisation Den Danske Dyrlægeforening (DDD) for ikke at tage nok ansvar, da foreningen ikke er kommet med en anbefaling til dyrlægerne om at lukke alt andet end akutte konsultationer ned, mens covid-19 huserer landet.
A4 Arbejdsliv har foreholdt kritikken for dyrlægernes formand, Hanne Knude Palshof.
Nogle dyrlæger kritiserer jer for ikke at melde klart nok ud i forhold til, hvilke retningslinjer de skal følge. Men hvad anbefaler I egentlig dyrlægerne?
- For det første forholder vi os fuldstændig til de retningslinjer, vi får fra Sundhedsstyrelsen. Vi er underlagt Fødevarestyrelsen, som er vores øverste myndighed. Regeringen har sagt, at de virksomheder, der kan, skal arbejde videre for at holde gang i hjulene. Hele vores landpraksisdel skal køre, som den gør nu, for det handler om vores forsyninger. Så er der vores smådyrsdel, hvor man kan spørge, om det er nødvendigt. Men vi er de eneste, der tager os af dyrene, siger Hanne Knude Palshof.
De samme dyrlæger ringer til mig to timer efter, at de har set Nicolai Wammen på fjernsynet, og spørger, om de kan få del i den her hjælpepakke. Det synes jeg er en grim bagtankeHanne Knude Palshof, formand, Den Danske Dyrlægeforening
- Allerede forrige fredag gik vi ud med retningslinjer og opfordrede vores medlemmer til at lave hygiejneforanstaltninger. Vi kan lave en meget grundig og fornuftig smittebarriere, og derfor har vi ikke været ude og sige, at klinikkerne skal lukke. Vi er i forvejen vant til at skulle lave hygiejneforanstaltninger og arbejde med sterile teknikker i modsætning til kassemedarbejdere. De ved jo ikke, hvordan man håndterer sådan nogle ting. Der er vi jo fuldstændig klar over, at hvis du har rørt ved noget, er den ikke længere steril, og så skal jeg ikke røre ved den.
LÆS OGSÅ: 1.500 ansatte sendes hjem med lønkompensation
- Som forening vil vi ikke sige, at folk skal stoppe med at lave deres arbejde, for vi er et liberalt erhverv. Vi ved ikke, om vores medlemmer kan få kompensation. Det er ikke som en frisør, der får at vide, at hun ikke må arbejde mere. Men dem, der er uenige, kan sagtens vælge at lukke deres klinikker, siger Hanne Knude Palshof.
Dyrenes advokater
Kunne det ikke give god mening at stoppe alle behandlinger, der ikke er akutte, ligesom tandlæger kun behandler kritiske patienter?
- Det kan man godt sige, men dyr har svært ved at sige, hvornår de har ondt, og rigtig mange ejere har svært ved at erkende sygdom hos deres dyr. Vi er de eneste, der er dyrenes advokater.
Det her er ikke bare et spørgsmål om, at vi vil tjene penge, mens nogle andre går derhjemme
Hanne Knude Palshof, formand, Den Danske Dyrlægeforening
- Hvis vi begynder kun at tage akutte ting, synes jeg virkelig, at dyrene bliver tabere i den her situation. Og så er tandlægerne meget mere udsatte ved den direkte kontakt til mulige smittebærere. Vi har mulighed for at holde andre mennesker på afstand.
Nogle af dyrlægerne siger i diverse lukkede netværk, at det her kan fremstå som om, at dyrlægerne fremstår pengegriske i stedet for at tage samfundsansvar. Kan du forstå den anke?
- Ja, og de samme dyrlæger ringer til mig to timer efter, at de har set Nicolai Wammen (finansiminister, red.) på fjernsynet og spørger, om de kan få del i den her hjælpepakke. Det synes jeg er en grim bagtanke at have. Så der er to sider af en sag. Hvis man arbejder fornuftigt i denne situation, kan jeg ikke se, at man som en dygtig dyrlæge ikke bør kunne holde åbent.
Jeg kan ikke tage alle mine medlemmer som gidsler i den her sag
Hanne Knude Palshof, formand, Den Danske Dyrlægeforening
- Du kan stadigvæk køre op med din bil og få den repareret, men er det så akut, at min bil skal have sommerdæk? Eller er det akut, at jeg kan købe planter til min have på en planteskole? Skulle vi så lukke ned, når vi er de eneste, der kan tage os af dyrene? Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan dyrlæger kan se sig selv i spejlet og sige, at det her kun er på grund af penge.
Dem, der lukker, presser andre
Men i de små klinikker, hvor der kun er en dyrlæge, er det måske ikke muligt, at dyreejeren bliver udenfor, hvis der så ikke en person til at holde kæledyret, mens det bliver undersøgt?
- Jo, men så må de enmandsklinikker handle ud fra det. Hver enkelt må finde ud af, om de kan tillade sig at have åbent eller ej. Det er det ansvar, man har med en lang videregående uddannelse. I en given situation skal man ikke bare gå efter en manual. Man skal rent faktisk bruge sin viden og reagere på den rigtige måde. Det kan langt de fleste godt.
- Der er også dyrlæger, der ringer ind og siger, at fordi der er tre dyrlægepraksisser i deres nabolag, der er lukket ned, får de enormt travlt. Det er også en stressfaktor, hvor de så må sortere i deres kunder. Dem, der pludselig bare lukker for at passe på sig selv, sætter også de andre i en presset arbejdssituation.
Nogle dyrlæger vil have en underskriftindsamling for, at der skal komme mere klare retningslinjer fra jer. Hvad tænker du om det?
- Jeg er enormt skuffet, for jeg synes, at vi skulle holde den her diskussion mellem os dyrlæger, hvor folk kan forstå, hvad vi snakker om. Men det er nok et resultat af, at rigtig mange mennesker er rigtig stresset over det her, som er så nyt og anderledes.
- Jeg kan godt forstå, at man bliver bange for sine pårørende, hvis man har ældre pårørende eller syge slægtninge, men så må hver enkelt tage sine forholdsregler. Jeg kan ikke tage alle mine medlemmer som gidsler i den her sag.
Man skal stå ved det ansvar, man har, og ikke påtage sig et ansvar, man ikke har
Hanne Knude Palshof, formand, Den Danske Dyrlægeforening
- Men vi skal huske at tilgive hinanden, for folk er pressede og har det skidt. Det er nok derfor, man gerne vil have nogle meget klare retningslinjer. Men det er bare ikke muligt, for smådyrspraksisser i Danmark er simpelthen så forskellige.
Skal stå ved vores ansvar
Vejer folkesundheden over dyrlægernes økonomi?
- Selvfølgelig gør den det, ellers ville vi jo ikke låne alle vores respiratorer ud til sundhedsvæsenet. Selvfølgelig vil vi gerne gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe i den her verdensomspændende pandemi. Men der er også bekymrede dyreejere, der spørger, om de så kan få behandlet deres dyr.
- Så det her er ikke bare et spørgsmål om, at vi vil tjene penge, mens nogle andre går derhjemme. Overhovedet ikke. Vi har et samfundsansvar for at holde hjulene i gang, og vi er de eneste, der kan tage vare på dyrene.
LÆS OGSÅ: Sådan dækker vi dit arbejdsliv under coronakrisen
- Vi har desuden også været i kontakt med Sundhedsstyrelsen om at skaffe værnemidler. Jeg mener også, at man skal stå ved det ansvar, man har, og ikke påtage sig et ansvar, man ikke har, siger Hanne Knude Palshof.