Kommentar: Vi bør hylde arbejdspladsernes brokkehoveder - også generation Z
VI KENDER DEM alle sammen. Typerne, der brokker sig. Typerne, der gør tingene besværlige.
Hende din kontorfælle, der uden at blinke siger nej, når chefen vil høre, om hun kan blive en time længere af hensyn til en deadline i morgen. Ham kollegaen, der insisterer på at tage korte bukser på, når det ellers er en regel, at man ikke har korte bukser på på netop denne arbejdsplads, og som dermed bevidst tvinger en pinlig irettesættelse frem. Ja, typen er så velkendt, at sproget er fuldt at lidet flatterende betegnelser: kværulanter, pedanter, Rasmus- modsatter eller slet og ret: brokkehoveder.
Men måske burde alle vi, der sædvanligvis rynker på næsen ad brokkehovederne og tænker, de burde tie lidt mere stille og få lidt mere fra hånden, i stedet hylde dem. I virkeligheden er det dem, der ofte tager de kampe, vi andre ikke orker, men nyder godt af.
Hvem vil ikke gerne have korte bukser på en skoldhed sommerdag? Faktisk kan det være en demokratisk pligt at brokke sig nogle gange.
Kritikkens u-vending skal modarbejdes
Et berømt brokkehoved er den nu afdøde journalist Christopher Hitchens. I sin bog ‘Letters To A Young Contrarian’, der vel bedst kan beskrives som en højpandet håndbog i brok, beskriver han, hvor besværligt han selv har for vane at opføre sig. Hvert år, når han skulle forny sit pas hos de amerikanske myndigheder (Hitchens var født brite), skulle han udfylde en række formularer. En af dem indeholdt et felt, hvor han skulle angive sin race:
”Jeg skrev altid ’menneske’ i boksen. Det førte til et årligt tovtrækkeri. "Skriv ’hvid’", blev jeg engang instrueret – af en afroamerikansk embedsmand i øvrigt. Jeg forklarede, at hvid ikke engang er en farve og da slet ikke en race. Hvorefter jeg henledte hans opmærksomhed på kravet om, at jeg udelukkende måtte skrive sandheden.”
Irriterende, ikke? Den stakkels embedsmand, der uden tvivl var enig nok med Hitchens i hans pointe, må have hevet sig i håret over typer som ham. Feltet skulle jo for søren udfyldes, sådan var det bare, det ville være nemmest for alle, hvis manden bare gjorde det ordentligt uden at lave bøvl.
At have et godt arbejdsmiljø er lidt som at have en spegepølse: Der kan skæres skiver af den, og til sidst er den væk
Alexander Rich Henningsen, forfatter
Jeg kan kun forestille mig, at Christopher Hitchens må have været en besværlig kollega. Typen, der er så tro mod sit eget moralske kompas, at han ikke tøver med at lave en scene. Men også typen, man kunne føle sig sikker på ville tale ens sag, hvis man blev udsat for urimelig behandling fra arbejdsgiveren. Typen, der ville skabe ravage, hvis en dygtig, kær, men måske lidt presset skilsmisseramt kollega blev forsøgt smidt ud på røv og albuer efter mange års tro tjeneste, fremfor at opfatte arbejdspladsen som en savanne, hvor enhver er sig selv nærmest.
I en tid, hvor kampen for arbejdstagerne er under pres, er det måske fint, hvis vi lytter til de kontrære typer, der opfører sig ”fagforeningsagtigt” og går op i petitesser. Dem, der rent faktisk tør stille krav, også når det er ubekvemt. At have et godt arbejdsmiljø er lidt som at have en spegepølse: Der kan skæres skiver af den, og til sidst er den væk.
LÆS OGSÅ: Hyld en ekstraordinær arbejdsmiljørepræsentant: Nu kan du indstille til Årets AMR
Når den klassiske overenskomstbærende fagbevægelse får færre og færre medlemmer, er det vel kærkomment, at nogle mennesker tager sagen i egen hånd? Som sociologen Rasmus Willig har beskrevet i bogen ‘Kritikkens u-vending’, er vilkårene for kritik i dagens Danmark stærkt forringede, ikke mindst på arbejdspladsen. Ved hjælp af subtilt virkende HR-værktøjer som MUS og lignende, er det, der engang var kritik vendt udad, mod omverdenen, arbejdspladsen, samfundet og, den slags, i dag forvandlet til en forventning om kritisk selvrefleksion.
Grund til optimisme for de unge
Som Fagbladet 3F har beskrevet, er medlemsflugten fra de klassiske fagforeninger især størst blandt de unge. Selvom otte ud af ti har prøvet at være med i en overenskomstbærende fagforening, inden de fylder 30 år, er det blot 36 procent, der stadig er medlemmer, når de fylder 30. De unge vælger aktivt fagforeningerne fra.
Det kan virke bekymrende, men på paradoksal vis kan det jo tænkes at være et tegn på, at de yngste på arbejdsmarkedet er dem, der mest aktivt stiller krav og tør sige fra. Som forsker og ledelseskonsulent Karen Christina Spuur har forklaret til DR, stiller generation Z (født mellem 1996 og 2015) ”store krav til deres arbejde og ikke mindst til chefer”. De ønsker for eksempel i langt højere grad at kunne arbejde fleksibelt, at kunne stille spørgsmål og få stor medindflydelse på arbejdets tilrettelæggelse, og de er ikke bange for at sige det højt.
Som direktør Jonatan Marc Rasmussen beskrev generationen i et indlæg i Børsen:
”De er opdraget til at bidrage til familiens beslutninger. De er vokset op med følelsen af, at de er noget værd, og at de forventes, at de bidrager.”
Det lyder da unægtelig, som om Christopher Hitchens med sin insisteren på at skrive ”menneske” frem for ”hvid” ligeså godt kunne have været generation Z’er, gør det ikke?
