Forsker: Mette F's pensionsløfte kan blive en meget dyr fornøjelse

Vi bliver mere og mere forskellige med alderen. Det peger adskillige studier i aldringsforskning på.

Mens det giver god mening, at vores vej igennem barndommens institutioner i høj grad bestemmes ud fra vores alder, og at vi opnår myndighed som 18-årige, er historien en anden, som vi bliver ældre.

Vores liv udvikler sig for forskelligt til, at vi kan siges at have meget tilfælles, når vi runder de 65,5 år, som for tiden er folkepensionsalderen. Jo ældre vi bliver, jo flere hændelser og omstændigheder gør, at vores liv udvikler sig i forskellige retninger: Uddannelse, erhvervsforhold, familiesituation med mere betyder meget for, hvordan vores alder påvirker os. 

Vores alder er derfor en problematisk standard for at opnå pension, og når den socialdemokratiske regering tager sig god tid til at finde en løsning på valgløftet om differentieret pension, må det skyldes, at der ikke umiddelbart findes et godt og simpelt alternativ til alderen som bestemmende for pensionstidspunktet. 

LÆS OGSÅ: Fordomme om seniorer på arbejdsmarkedet holder ikke i virkeligheden

Da folkepensionen blev indført i 1956, var det en milepæl for velfærdsstaten. Nu skulle man ikke længere igennem en vurdering af, om man levede op til de såkaldte værdighedsbetingelser for at modtage alderdomsunderstøttelsen, som betød, at man ikke måtte have begået vanærende handlinger, levet et uordentligt eller ødselt liv eller inden for de sidste ti år have modtaget fattighjælp eller på anden måde haft en forargelig levevis.

I praksis var vurderingerne både ydmygende, svære, bekostelige og subjektive, men fra 1956 gjaldt det blot om at overleve nok år på arbejdsmarkedet, før man kunne nyde sine gyldne år som pensionist.

Rykker ved milepæl

Når man begynder at rykke ved den milepæl, rykker man altså ved en af grundstenene i den universelle velfærdsstat. Hvis det ikke længere skal være alderen, der bestemmer pensionen, hvad så?

Skal vi differentiere ud fra uddannelse, erhverv, indkomst eller formue? Skal vi måle antal år på arbejdsmarkedet, som det kendes fra Sydeuropa? Eller skal vi måle den enkeltes sundhed og forfald med dertil hørende kontrolsystemer og normative vurderinger af levevis? Hvilke parametre skal vi i så fald bruge?

Men ligegyldigt, hvor langt væk fra kommunerne man rykker vurderingerne, vil sådanne vurderinger altid bero på både lægelige skøn og faste standarder. Og den gyldne standard er meget svær at finde. 

Ingen objektive kriterier

I Socialdemokratiets udspil skal den tidlige folkepension være en rettighed, som man tildeles ud fra såkaldt objektive kriterier. Som aldringsforsker er jeg meget enig i, at den kronologiske alder er problematisk som den eneste standard for tildelingen af pension. Men jeg er også bekymret for, hvad der menes med objektive kriterier. For de objektive kriterier findes ikke.

I aldringsforskningen har man i de seneste 60 år forsøgt at finde en anden måde at regne alder ud på end år siden fødslen. Det er der kommet en masse interessant ud af, men ikke noget, der på nogen måde minder om et objektivt kriterie.

Man skal derfor passe gevaldigt på, at man ikke kommer til at indføre et meget tungt og dyrt kontrolsystem, der beror på kriterier, som er svære at gøre objektive i praksis. Dermed risikerer man at skabe et administrativt kaos med lange og dyre individuelle forløb, der ikke nødvendigvis skaber mere retfærdige pensionstildelinger.

Selvom man selvfølgelig skal finde en måde at give nedslidte danskere pension på, skal man passe gevaldigt på ikke blot at udskifte én dårlig standard med en anden. Alderen siger ikke meget om arbejdsevnen, men den er i det mindste en meget udbredt og let håndterbar standard.

LÆS OGSÅ: Forsker: Når det gælder alder, har vi brug for en kulturændring

Således venter ikke kun de nedslidte og deres fagforbund, men også aldringsforskerne med spænding på en løsning.

Den universelle velfærdsstat står nu ved en skillevej.