DER ER GÅET NÆSTEN 600 DAGE, siden Israels kollektive afstraffelse af den palæstinensiske befolkning i verdens største fængsel, Gaza, begyndte, og først nu er der begyndt at være en spirende selvransagelse blandt socialdemokrater.
Selvransagelsen kommer ikke på baggrund af de snart 600 dages dokumentation for den palæstinensiske befolknings lidelser eller på baggrund af refleksion over arbejderbevægelsens historiske værdier.
Det er alene Netanyahus højreekstremistiske regerings barbariske ærlighed om, at deres endemål er total etnisk udrensning af det palæstinensiske folk fra både Gaza og Vestbredden gennem udsultning, massedrab, og deportation. Det har endeligt tvunget alle dem, som har stået ubetinget skulder ved skulder med Israel siden terrorangrebet den 7. oktober 2023, til at skifte position for ikke at havne på den forkerte side af historien.
Det er derfor befriende, når Kristian Madsen skriver, at den socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen bliver nødt til at vågne op, selvom det ikke er let. Socialdemokratiets nostalgiske forhold til Israel har sløret deres kritiske sans, dømmekraft og troværdighed i al for mange år.
Ikke fordi de ikke er blevet advaret de seneste 77 år - også herhjemme er de blevet advaret om Israels udvikling hen mod en åbenlyst antidemokratisk apartheidstat af blandt andet nu afdøde chefredaktør for Politiken Herbert Pundik, hvis klummer Kristian Madsen redigerede i de tidlige 2010’ere.
SPØRGSMÅLET ER BLOT, hvor langt erkendelsen rækker? Og hvor oprigtige og dybtfølte de er i Socialdemokratiet, hvad massedrabene i Gaza angår. For socialdemokratiske internetkrigere har i lang tid købt Israels krigspropaganda råt for usødet i en uskøn alliance med folkedrabsbenægtere.
Den største skade, som Socialdemokratiets romantiske forhold til Israel har skabt, er dog den skade, det har påført arbejderbevægelsen og ikke mindst fagbevægelsens troværdighed over for fagbevægelsens medlemmer.
Socialdemokratiets fortsatte alt for store politiske indflydelse i fagbevægelsen har skabt en situation, hvor hovedparten af den danske fagbevægelse med fagtoppen i spidsen som dikkende lammehaler har valgt tavshed og flyverskjul som strategi. Loyaliteten over for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er nemlig større end loyaliteten til fagbevægelsens værdier om international solidaritet og støtte til undertrykte folks kamp for frihed, lighed og demokrati.
LÆS OGSÅ: Madsen: Mette Frederiksens (og min) hårde opvågnen
Det er til trods for, at tusindvis af fagbevægelsens medlemmer har deltaget i solidaritetsdemoer rundt om i landet de seneste 19 måneder og lavet underskriftsindsamlinger og udtalelser til støtte for Palæstina.
Det er også på trods af, at den palæstinensiske fagbevægelse er kommet med adskillige appeller om international solidaritet. Og at ITUC, Den Internationale Faglige Sammenslutning, som FH er en del af, har gjort det samme og i januar 2025 kom med en kraftig appel om permanent våbenhvile. Alligevel er det blevet ignoreret af stort set den samlede danske fagbevægelse på nær tre københavnske fagforeninger.
MIT HÅB ER, at den socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen og resten af fagbevægelsen laver et nødvendigt politisk kursskifte i spørgsmålet om Palæstina.
Fagbevægelsen har historisk set haft betydelig indflydelse på verdensfreden og den internationale orden efter Anden Verdenskrig, og ikke kun når det kommer til Sydafrika. Hvis den danske og internationale fagbevægelse havde brugt fællesskabets styrke og kollektiv handling i solidaritet med Palæstina, ville det have været en gamechanger, der havde presset Vestens ledere til at stoppe deres militære og økonomiske støtte til Israels blodrus og etniske udrensning af det palæstinensiske folk fra Gaza og Vestbredden.
Som Kristian Madsen skriver: "Det Israel, den danske arbejderbevægelse kendte og elskede, eksisterer ikke længere, og Mette Frederiksen og mange af os andre er nølende og uvilligt ved at erkende det."
Det siges, at al erkendelse kommer drypvis, og som regel for sent.
Hvis fremtiden gemmer sig i den røde fanes folder, så betyder det, at arbejderbevægelsen og fagbevægelsen bliver en del af solidaritetsbevægelsen med det palæstinensiske folk.
