Jan Hoby til Simon Pihl: Jo, vi skal faktisk stå ved vores beskidte vasketøj
FAGBEVÆGELSEN SKAL VÆRE synonym for tillid, troværdighed og tryghed. Og kan vi ikke tale om det, der gør ondt og går skævt, så gør vi selvskade i fagbevægelsen.
Den tilgang deler arbejdsmarkedspolitisk kommentator Simon Pihl ikke i sin kommentar ”2 veje for FH efter Lizettes afgang” fra den 9. maj. Han angriber i stedet tidligere faglige tillidsfolk og undertegnede, som han beskylder for at bruge enhver anledning til ”at banke løs på Socialdemokratiet”.
Jeg mener i modsætning til Simon Pihl ikke, at vi vinder noget ved at skjule vores beskidte vasketøj. En bedre fagbevægelse handler om, at det, der er i udstillingsvinduet, også skal være i baglokalet, og det skal altid kunne tåle dagens lys. Her er et opgør med bindingen til den socialdemokratiske regering afgørende, fordi den binding forhindrer fagbevægelsen i at varetage medlemmernes interesser fuldgyldigt.
Det er ikke sjældent, at fagligt aktive bliver mødt med formuleringer som: Hvis din fagforening var lige så dygtig til at skaffe dig en god løn, som de er til at forhandle deres egne lønvilkår, så var der ingen grund til at klage
Jan Hoby, næstformand LFS
Opgøret med en magtbaseret krænkelseskultur, hvor seksuelle krænkelser og ekstrem voksenmobning stiltiende blev accepteret, er et nødvendigt og vigtigt opgør, som ikke skal fejes ind under gulvtæppet. Tværtimod skal der ryddes op, luftes ud og sikres, at alle faglige ledere og tillidsrepræsentanter forstår, at de tider er slut.
DET VAR DERFOR, vi var 284 tillidsfolk, ansatte og frivillige i fagbevægelsen, der i 2020 skrev under på et protestbrev mod den sexisme og de krænkelser, som også finder sted internt i fagbevægelsen. Protestbrevet blev suppleret med en række vidnesbyrd om sexistiske kommentarer, krænkelser og regulære voldtægtsforsøg.
LÆS OGSÅ: Fagligt aktive i opråb: Sexisme findes også i fagbevægelsen
Så hurra for de modige faglige ledere og tillidsfolk, som tager opgøret. For det er medlemmer og tillidsfolk, der bliver konfronteret med fagtoppens opførsel ude på arbejdspladserne. Det er ikke sjældent, at fagligt aktive bliver mødt med formuleringer som:
Hvis din fagforening var lige så dygtig til at skaffe dig en god løn, som de er til at forhandle deres egne lønvilkår, så var der ingen grund til at klage.
Fagbevægelsen er ikke tjent med at føje systematisk overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen på listen over grunde til, at arbejdere ikke vil være organiseret i vores fællesskab.
Fagbevægelsen kan ikke holde til flere offentlige hemmeligheder om uacceptabel adfærd blandt faglige ledere. Slutspillet begyndte helt symbolsk ved årtusindskiftet, da gruppeformand i SiD, Willy Strube, blev afsløret i misbrug af medlemmernes midler og blev symbolet på fagbevægelsens uheldigste træk af pamperi og korruption.
SKANDALEN BLEV EN MARKØR for et kulturskift i fagbevægelsen. Fagbevægelsen blev professionaliseret, og de faglige hovedkvarterer kom i højere grad end tidligere til at ligne tilsvarende administrative fællesskaber i den offentlige og private sektor. Øldrikkeri, kammerateri og omfattende misbrug af medlemmernes kontingentkroner blev et afsluttet kapitel. Mit håb er, at sagen om Lizette Risgaard får samme dybtgående effekt på fagbevægelsen. Ellers vil ungdommen og dermed fremtiden fravælge fagbevægelsen.
Socialdemokratiet er blevet fagbevægelsens ideologiske og politiske akilleshælJan Hoby, næstformand LFS
Helt overordnet er det vigtigt at holde fokus på at skabe den stærkest mulige og mest kampduelige fagbevægelse fremfor bare at stoppe hullerne i en lækket supertanker.
Og det fører mig til Simon Pihls kritik af min hyppige kritik af Socialdemokratiet og den socialdemokratiske fagtop. Socialdemokratiet har i tre årtier stået for de mest drakoniske angreb på velfærdsstaten, på den danske model og på arbejderklassens tryghed og sikkerhed. Socialdemokratiet er blevet fagbevægelsens ideologiske og politiske akilleshæl.
Simon Pihl fremhæver blandt andet medlemstilbagegangen som en af fagbevægelsens vigtigste fremtidige udfordringer. Det har han ret i. Men det problem løses kun, hvis fagbevægelsen igen bliver væsentlig for medlemmerne og tør tage de store faglige kampe, der skal kæmpes – også selv om det betyder, at det bliver en kamp mod Socialdemokratiet. Man kan nævne ligeløn for offentligt ansatte, kortere arbejdstid, opgør med det brutale arbejdsliv fyldt med ulykker og stress, den stigende pensionsalder, den faldende lønkvote, den nedslidte og ødelagte velfærd for lønarbejderne og mere til.
