Johnny Nim: EU-mindsteløn kan blive norm for de lavestlønnede

DER LYDER ET RAMASKRIG fra forbund med privatansatte under Fagbevægelsens Hovedorganisation, hver gang nogen omtaler EU-kommissionsformand Ursula von der Leyens kamp for at indføre mindsteløn i de 6 EU-lande, som ikke har det i dag.

Bedre bliver det ikke, når man som Gitte Redder kun har sort og hvid på paletten. Skal vi undgå EU's indblanding i løn- og arbejdsvilkår i Danmark, må vi også gribe i egen barm.

LÆS OGSÅ: Gitte Redder: Europæisk mindsteløn kan åbne ladeport til lønpres og ulighed

Om EU's tanke er, at obligatorisk mindsteløn også kan løfte lønningerne i de fattigste lande, skal jeg ikke kunne sige, men når jeg ser, at omkring 10 millioner tyske lønmodtagere i dag spises af med mindstelønnen på 9,6 euro, eller 71,39 kr., i timen, og mange skal have to jobs for at få det til at løbe rundt, så bliver jeg bange for, at en EU-mindsteløn efter få år også bliver normen i Danmark for alle de lavestlønnede, der er beskæftiget i ikke-overenskomstdækkede virksomheder.

HVIS VI SER BORT FRA nogle få, og små, borgerlige partier, er der i Folketinget bred opbakning til den danske model. Jeg er også enig i, at kollektive overenskomster er et stærkt og entydigt redskab til at sikre ordnede løn- og arbejdsvilkår for større grupper af danske lønmodtagere, ikke mindst på det private område.

Problemet er imidlertid, at op imod halvdelen af de ansatte på det private danske arbejdsmarked ikke er omfattet af en overenskomst, og når forbund under Fagbevægelsens Hovedorganisation gør deres kollektive overenskomster til eksklusivaftaler for de respektive faggrupper og helst også for deres egne medlemmer, så er det altså svært at overbevise Bruxelles om, at den danske model sikrer alle danske lønmodtagere.

LÆS OGSÅ: Dansk forsøg på at bremse EU-mindsteløn mislykkedes: - Bliver kørt hårdt og brutalt over

Over en million lønmodtagere, der er medlemmer af en gul fagforening som Det Faglige Hus, eller slet ikke er medlemmer på hverken den ene eller anden ”fløj”, er i dag afskåret fra at have politiske rettigheder og påduttes alle de aftaler, som ”de røde” indgår med skiftende danske regeringer.

Et andet eksempel er den kvarte million danske lønmodtagere, der ikke har en arbejdsmarkedspension og som bliver en alvorlig økonomisk udfordring for velfærdssamfundet, når de en dag skal på pension uden selv at have sparet noget op.

Den kollektive overenskomst, vi har sammen med arbejdsgiverforeningen KA omfattende op imod 15.000 ansatte i 1.100 danske virksomheder, gælder for samtlige ansatte i virksomhederne, uanset hvor de er organiseret, og vi laver gerne tiltrædelsesoverenskomster med andre arbejdsgivere. Der går heller ikke en splint af mig, hvis en arbejdsgiver bare downloader overenskomsten fra vores hjemmeside og kopierer vores løn- og arbejdsvilkår til sin virksomhed.

LÆS OGSÅ: Krifa er for europæisk mindsteløn trods eksperters advarsler

Flere forbund under FH ser helt anderledes på tingene. For dem handler den danske model udelukkende om at undgå en endnu større medlemsflugt, og de går tilmed så langt, at de under overenskomstforhandlingerne får oprettet syge- og uddannelsesfonde, som alle ansatte på overenskomsten betaler til, men som kun de overenskomstbærende forbunds medlemmer kan søge midler fra.

Politikerne og arbejdets store aktører, DA og FH, er med ovennævnte eksempler selv medvirkende til, at Ursula von der Leyen nemt kan rejse tvivl om, hvorvidt alle danske lønmodtagere har de samme rettigheder i samfundet og på arbejdsmarkedet. Hvorefter hun nu kvitterer med lovbestemt mindsteløn.

Jeg er også fortaler for de kollektive aftaler under den danske model, men ikke på bekostning af den enkelte lønmodtagers rettigheder.