
Terrortruslen mod Danmark er stadig alvorlig, skriver justitsminister Nick Hækkerup (S) i en kommentar torsdag.
Det gør han, efter at 14 personer i Danmark og Tyskland er anholdt i forbindelse med planlægning af et muligt terrorangreb. 13 af disse i Danmark.
- Politiet og PET har gennemført en større antiterroraktion med i alt 13 anholdte.
- Sagen viser desværre, at terrortruslen mod Danmark fortsat er alvorlig. Men vi har et dygtigt og årvågent politi, der har vist, at de passer på os.
- Der skal også lyde en stor tak til de tyske myndigheder, som PET har haft et godt samarbejde med i denne sag, skriver justitsministeren.
Allerede sidste weekend kom sagen frem, da der var en større politiaktion i Holbæk og København. Politiet ville dog ikke oplyse noget om aktionen.
Torsdag fortalte PET, at syv personer er sigtet og varetægtsfængslet for planlægning af terror eller medvirkning til forsøg på terror.
- De er sigtet for at have anskaffet sig ingredienser og komponenter til fremstilling af sprængstof samt våben eller have medvirket hertil, skriver PET.
Torsdag eftermiddag bliver yderligere seks personer fremstillet i grundlovsforhør i sagen. En yderligere er anholdt i Tyskland.
Politikere fra flere partier, har på sociale medie ytret støtte til politiet for aktionen og indsatsen.
- Et kæmpe skulderklap til dansk politi og PET, som endnu en gang har vist, at de passer godt på os alle sammen.
- Også tak til de tyske myndigheder, som vi har samarbejdet med. Vi står sammen mod terror, og vi må aldrig lade os kue af formørkede kræfter, skriver Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på Twitter, mens formand for De Konservative, Søren Pape Poulsen, skriver:
- Det er på dage som i dag, vi alle bliver mindet om, hvor vigtigt det er, vi har et politi og en efterretningstjeneste i verdensklasse. Tak.
Liberal Alliances Henrik Dahl skriver på samme medie:
- Nå, ja. Der var engang noget, der hed islamistisk terror. Det er vi imod. Hvis nogen skulle have svedt det ud.
/ritzau/