Kommentar: Hvem skal beskæftigelsesministeren invitere til lyn-trepart næste måned?

Gitte_Redder_bred__2_
Var FH ikke blevet kastet ud i en ledelseskrise på grund af Lizette Risgaard-sagen, havde trepartsforhandlingerne allerede været i fuld gang, så de kunne afsluttes i god ro og orden inden OK24.

DET ER SVÆRT at lægge bordplan og skrive bordkort, når man ikke kender alle gæsterne til en fest. I det hele taget er det svært at få en god fest op at stå, hvis kun halvdelen af vennerne og familien tropper op. Så hellere udskyde festen. 

Det er, hvad regeringen har gjort. Udskudt en trepartsforhandling, som man med lidt god vilje godt kan kalde en lønfest, da treparten skal fordele milliarder af lønkroner til offentligt ansatte. To af gæsterne, festens midtpunkter, mangler. Nemlig FH-formanden og forpersonen for Dansk Sygeplejeråd. 

Gør nu jeres arbejde i FH-fagbevægelsen og få valgt nogle forpersoner
Gitte Redder, faglig kommentator

I løbet af september eller oktober inviterer beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S) til den første trepartsforhandling. Derudover lægger regeringen op til en permanent trepartsinstitution, der løbende skal følge op på centrale reformspor. Blandt andet skal også den kontroversielle afskaffelse af seniorjobordningen på trepartsbordet.

Men i første omgang handler det om ”udmøntning af en ekstraordinær ramme på 1 milliard kroner i 2024 stigende til tre milliarder kroner i 2030 til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd”, som det formuleres i regeringsgrundlaget. Ikke småpenge for med omløb er det seks milliarder kroner ekstra til sosuer, sygeplejersker, pædagoger og andre faggrupper, der er hjertelimen i vores velfærdssamfund. 

Lønmilliarderne skal bruges til at gøre det lettere at rekruttere og fastholde de faggrupper, der i dag er en mangelvare. Men treparten bliver langt fra bare en gavebod og er derfor også en svær øvelse at forhandle hjem. 

LÆS OGSÅ: Trepart om lønløft skal forholde sig til "elefanten i rummet" - og uanset hvad bliver valget skelsættende

Kommissoriet kender vi endnu ikke, men af SVM-regeringsgrundlaget fremgår det, at ”den forøgede lønramme skal modsvares af, at arbejdstagerne tilsvarende bidrager ligeværdigt med initiativer”. For eksempel øget fleksibilitet eller færre muligheder for deltid i overenskomsterne. Eller at mindske barriererne i arbejdstilrettelæggelse som følge af for eksempel faggrænser. Samt at øge brugen af lokal løndannelse. Med andre ord kommer lønmilliarderne med en pris, som skal leveres i OK24.

Derfor må og skal trepartsforhandlingerne være afsluttet, inden overenskomstforhandlingerne på det offentlige område for alvor går i gang. I november udvælger de offentlige forbund fælleskrav, og primo december udveksler arbejdsgivere og fagforbund krav til OK24. 

Det skal treparten ikke forstyrre, og derfor skal punktum være sat ultimo oktober. 

Ergo får vi en lyntrepart om løn til offentligt ansatte i efteråret. 

MEN PÅ HOLMENS KANAL i København har beskæftigelsesministeriet sat invitationerne til festen på hold. Man ved, hvem der skal inviteres fra de offentlige arbejdsgivere. The usual suspects. Formand for KL's løn- og personaleudvalg, Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler (K), formand for Region Sjælland og Danske Regioners løn- og personaleudvalg Heino Knudsen (S). Finansminister Nicolai Wammen. På lønmodtagerside er FOA-formand og formand for Forhandlingsfællesskabet Mona Striib, sektorformand for HK Stat og formand for CFUs forhandlingsudvalg Rita Bundgaard samt AC-formand Lisbeth Lintz selvskrevne. 

Men navnene på to af nøglepersonerne står hen i det uvisse. FH-formanden vælges først torsdag 7. september, og vi aner fortsat ikke, om der er en eller to kandidater. Heller ikke sygeplejerskernes nye forperson kender vi. Først fredag 29. september efter en urafstemning blandt de 70.000 medlemmer ved vi, hvem der skal banke i bordet på sygeplejerskernes vegne.

LÆS OGSÅ: Analyse: Rænkespillet om formandsposten i FH er i gang

Sandsynligvis ryger invitationerne til trepart ud i september umiddelbart efter valget af ny FH-formand. Det bliver lige på og hårdt at lande en løntrepart, som hele FH-flokken kan bakke op om, for socialpædagogerne, fængselsbetjentene, pædagogerne og mange andre offentlige faggrupper har efter Lønstrukturkomiteens rapport gode argumenter for, at de skal have del i lønpuljen.  

Hvis invitationerne til trepart ryger ud, så snart ny FH-formand er valgt primo september, kan DSR havne i den barokke situation, at Grete Christensen som fungerende formand får en invitation og tager hul på forhandlingerne. 

LÆS OGSÅ: Endnu en kandidat vil være forperson for Dansk Sygeplejeråd

Regeringen kan også vente med at indkalde til trepart til begyndelsen af oktober, hvor hele personkredsen er på plads. Så kan et scenarie være, at nyvalgte Morten Skov Christiansen dukker op med en nyvalgt DSR-forkvinde Dorthe Boe Danbjørg ved sin side.

Et andet scenarie kan være, at FH-formanden hedder Henrik W. Petersen og ankommer til trepartsforhandlinger med DSR-formand Harun Demirtas ved sin side. Det forudsætter naturligvis, at de er kandidater til de to magtfulde topposter. Det står fortsat hen i det uvisse, og det er noget rod. Det kan danske lønmodtagere ikke være tjent med. 

Gør nu jeres arbejde i FH-fagbevægelsen og få valgt nogle forpersoner og kom ud af handlingslammelsen. Kendsgerningen er, at hvis FH ikke var blevet kastet ud i en ledelseskrise på grund af Lizette Risgaard-sagen, havde trepartsforhandlingerne allerede været i fuld gang.

GDPR