Kulturarbejder bag scenen: 'Jeg er smidt på gaden på røv og albuer'

Kære læser

Denne artikel har vi valgt at åbne uden betingelse om abonnement. A4 Medier er som alle andre virksomheder udfordret af den aktuelle coronakrise og mister indtjening. Vi vil sætte pris på, at du nu eller senere vil overveje at støtte vores journalistik ved at blive abonnent.

Det er ikke kun de kendte kunstnere, der mister penge og indtægter på grund af aflysninger som følge af coronakrisen.

Billetter til festivaler, koncerter og forestillinger er udskudt eller revet midt over. A4 Arbejdsliv har tidligere beskrevet, hvordan man som trommeslager, dirigent eller DJ på forskellig vis er kommet på spanden.

Men når oplevelsesbranchen styrtbløder, er det ikke kun kunstnerne og koncertgængerne, der rammes. 

LÆS OGSÅ: Artist-formand efter besked fra Mette F.: 'Det får uoverskuelige konsekvenser'

For en festivalkoncert eller en teaterforestilling er afhængig af mange andre end dem, der optræder. Man ser dem sjældent, men de er der. Lydmænd, sceneteknikere, teatermalere, lysdesignere, kulissehåndværkere. Helt almindelige mennesker med helt almindelige job. Og nu med en helt almindelig fyreseddel, hvor kultur Dannmarks sæson nærmest er forbi. Før den skulle begynde.

- Vi er mindst ligeså påvirket af, at Sanne Salomonsen ikke kan give koncerter. Det er ikke kun dem, der står på scenen, der bliver ramt. Nu er jeg rekvisitør, men jeg har kolleger, der er påklædere, barpersonale, rengøringsfolk, dem der sætter scenen op og piller den ned igen, og dem, der står for festivaltoiletter. Alt det, der skal til for, at der står en kunstner på scenen, man kan opleve.

Det fortæller Jonas Vestergaard. Han er udlært scenetekniker og har næsten 20 år i oplevelsesbranchen bag sig. Efter mere end et årti som freelancer på danske scener og et par år i udlandet havde han endelig fundet sig til rette i en af branchens få faste stillinger som rekvisitør. Det var på Fredericia Teater, der som konsekvens af de mange coronaaflysninger gik konkurs i midten af marts.

Tilbage til det usikre freelanceliv

Rekvisitørjobbet består i at fremskaffe, planlægge og budgettere rekvisitterne til teaterstykker og eksempelvis ikke kun at skaffe attrapvåben, men også hente tilladelsen til at affyre dem på scenen. 'Tingfinder' kalder Jonas Vestergaard det.

Han vurderer, at der er cirka 20-25 fuldtidsstillinger af den slags i Danmark. Nu er der én mindre. Dermed slutter Jonas Vestergaard sig til den store gruppe af kolleger inden for teater-, kultur- og oplevelsesbranchen, der er løst ansatte. De er en del af det såkaldte prekariat.

LÆS OGSÅ: Arbejdslivsforsker: Coronakrise afslører revnerne i den danske model

Hvor de fleste af landets funktionærer kan sidde derhjemme med telefon og computer, og titusindevis af lønmodtagere i traditionelt praktiske brancher er blevet sendt hjem med lønkompensation fra staten, er virkeligheden en anden, hvis man ikke er fastansat. Løst ansatte og freelancere er det første lag af arbejdsmarkedet, der bliver skrællet væk, når krisen rammer.

- Mange steder behøver man ikke engang at opsige dem. Man kan bare sige, at 'der er ikke flere timer fra næste uge', som arbejdslivsforsker Janne Gleerup fra Roskilde Universitet for nylig fortalte til A4 Arbejdsliv.

- Jeg er blevet smidt ud på gaden på røv og albuer ligesom rigtig mange andre, fra den ene dag til den anden. Og denne gang er det ikke bare, at kontrakten er udløbet, eller at forestillingen er færdig, og man derfor skal finde noget nyt at lave. Lige nu er der bare ikke nogen, der ringer. For der er ikke nogen, der skal bruge os, siger Jonas Vestergaard.

Hvad med Poul Krebs' lydtekniker?

Jonas Vestergaard synes, at der i offentligheden og medierne har været en opfattelse af, at kunstnere ’piver’ over aflyste koncerter, ligesom der har været et stort fokus på de mange skuffede kulturforbrugere. Der er til gengæld ikke mange, der har talt om dem, der normalt gør, at festivaler og koncerter overhovedet kan finde sted.

- Det kommer hurtigt til at handle om, at Poul Krebs sidder i Go' Aften Danmark og ærgrer sig over, at han ikke får lov at udtrykke sig foran en masse mennesker. Og det er jo nemt at feje Poul Krebs af bordet og tænke, at 'ja ja, han klarer det nok'. Men hvad med Poul Krebs' lydtekniker, spørger han og svarer selv:

- Og al ære og respekt for, at man er frustreret over, at man ikke kan komme på festival og høre musik, men er I klar over, at der er helt almindelige mennesker, der har mistet alt?

Løse ansættelser breder sig på arbejdsmarkedet i disse år. I flere og flere brancher - selv indenfor den offentlige sektor - ser arbejdsgivere fordelen i at have arbejdskraft, som man ikke behøver betale for, når man ikke længere har brug for den. Det fører ofte til en forringelse af vilkårene for dem, der ikke er fastansat, mener flere arbejdsmarkedsforskere.

Det har været virkeligheden inden for sceneteknik i mange år, hvor der er skarp konkurrence om de faste stillinger og rigtig mange, der gerne vil faget, fortæller Jonas Vestergaard.

- Jeg tror ikke, at man kommer ind i en fastansættelse uden at have været freelancer i et langt stykke tid, eller i hvert fald et stykke tid. Faget er lidt ligesom at køre en bil. Du er nødt til gøre det for at lære det, hvis man skal blive god til det. Der er meget, der virker uretfærdigt, når man skal have haft et arbejde for at få et arbejde - og der står folk i kø rundt om blokken for at komme ind. Det medfører en masse gratisarbejde.

Som freelancer tager man ikke på sommerferie

Jonas Vestergaard har været freelancer før. Han har klaret sig igennem et årti med løse ansættelser ved at have arbejde det meste af tiden og i ledighedsperioder holde hovedet oven vande med en kombination af dagpenge og opsparing. Men usikkerheden betyder, at man hele tiden sparer.

- Man tager ikke på sommerferie. Det kan godt være, at man har 12.000 kroner til en afbudsrejse, men i og med, at man ikke ved, hvornår det næste job kommer, tænker man, at om to måneder kan jeg være arbejdsløs igen. Der kunne det være meget rart at have de 12.000, lyder beskrivelsen fra den erfarne teatertekniker.

Ifølge Jonas Vestergaard er der mange af hans kolleger i kulturbranchen, der af forskellige årsager ikke bliver opfanget af det sikkerhedsnet, den danske model tilbyder almindelige lønmodtagere.

Kontingentet til a-kassen kan være noget af det, der bliver sparet på, hvis man er løst ansat. Det kan også være, at man ikke har arbejdet nok timer til at genoptjene dagpengeretten. Og så er der alle de freelancere, der bliver aflønnet i honorarer, som er B-indkomst, eller har et enkeltmandsfirma, fordi man med et CVR-nummer i hånden kan få fradrag for eksempelvis udstyr.

Falder igennem sprækkerne i den danske model

- De har ingen beskyttelse. Indenfor nogle brancher bliver mange folk freelancere eller soloselvstændige af nød, fordi en arbejdsgiver hellere vil købe enkeltydelser end fastansætte. I virkeligheden lever mange af dem med eget firma reelt set som lønarbejdere frem for som selvstændigt erhvervsdrivende, siger hun.

Bliver man betragtet som selvstændig, har man ikke de samme rettigheder til barsel, pension, løn under sygdom eller opsigelsesvarsler, som mange almindelige lønmodtagere har. Man kan også risikere at blive afskåret fra at få dagpenge eller kontanthjælp. Derfor har man ingen garanti for nogen indkomst - overhovedet.

LÆS OGSÅ: Efter kritik af minister: Nu kan man godt tage svendeprøver

Også Jonas Vestergaard står i en situation, hvor han hverken kan få dagpenge eller kontanthjælp.

- Jeg har lidt opsparing, og jeg har en kæreste, der heldigvis har et godt arbejde, så jeg står ikke og mangler smør på brødet i morgen. Men det er angstprovokerende. I mine 10 år som freelancer var der også perioder på dagpenge eller perioder, hvor jeg ikke havde noget, jeg skulle – men de var som regel til at overskue. Nu er det hele min branche, der er lukket ned. Ingen ved, hvor lang tid det varer. Jeg sidder og tænker: 'Kommer jeg til at have mere arbejde i 2020 - overhovedet’, siger han.

'Man lærer at blive god til det. Eller også falder man fra'

I teaterbranchen er der ofte tale om projektansættelser af få måneders varighed, hvor kontrakten aldrig løber længere end den tid, forestillingen er på plakaten. Derfor er man konstant på udkig efter næste job. Det kræver, at man efterlader et godt indtryk og forbindelser, der skal plejes. En stor del af arbejdet som freelancer i branchen består i at skaffe mere arbejde, forklarer Jonas Vestergaard.

- Man lærer at blive god til det. Eller også falder man fra. Jeg kender flere mennesker, jeg har gået på skole med og har arbejdet med, der laver alt muligt andet nu. Nogle har måske haft dårlige oplevelser med arbejdsgivere, hvor de er blevet dårligt behandlet, ikke har fået deres løn til tiden, eller er blevet presset til noget. Andre har måske fået børn og tænkt, at de ikke kan bruge så meget af deres tid på at skaffe nye job, siger han og tilføjer:

- Nogle gange kan man jo været tvunget til at tage arbejde et sted, selvom man sidste gang tænke ’ah, lønnen er sgu ikke særlig fed og arbejdstiderne er også lidt vanvittige'. Der ligger også en usikkerhed i at skulle have nye arbejdsgivere minimum en gang hvert halve år. Det er stressende.

- I usikre brancher og fag tror jeg, at man mange gange er igennem perioder, hvor man overvejer, om man overhovedet gider faget og overvejer at finde noget andet at lave. ’Er jeg ikke for gammel til det her, det kunne være man skulle skifte fag, hvad med pension osv.' Men det er heller ikke en mulighed lige nu, siger han.

Frihed vs. utryghed

Han understreger, at tilværelsen som løst ansat ikke kun er behæftet med dårligdomme - det medfører også en stor grad af frihed, som tiltaler mange. Men hele tiden må man opveje frihed mod utryghed.

LÆS OGSÅ: Efter udskudt pensionsforslag langer DF-profil ud efter Mette F: "Hun har lovet for meget"

- Der ligger en enorm energi i freelancelivet, fordi man selv vælger, hvad man laver. Man kan godt sidde som fastansat et sted og se et teater annoncere en produktion og tænke: 'Øv – det ville jeg da godt have været med til'. Men skal man så sige op for at få lov at lave det, eller skal man bare være glad for, at man ved, hvor ens månedsløn kommer fra? Det er jo virkelig en balance, siger Jonas Vestergaard, der nu er tilbage som freelancer. 

- Uden at være kæphøj, tænker jeg, at jeg nok skal finde noget at lave. Men selvom jeg måske har positive tilbagemeldinger fra en scenemester dér eller en produktionsleder her, så er der intet arbejde. Jeg sidder mest og tænker på dem, der skal til at starte eller lige er startet i branchen. Hvordan må de ikke have det? Altså, at sidde og tænke: 'Fuck, er kampen tabt allerede?'