Lukning af internationale studiepladser kan koste arbejdskraft

20200910-134441-L-1920x1277we
Lukningen af de 87 uddannelser sker med baggrund i en bred politisk aftale, der skal nedbringe udgifterne til SU til de udenlandske studerende til 449 mio. kr. (Arkivfoto) Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
87 engelsksprogede uddannelser skal lukke om mindre end et år. Omfanget vækker bekymring.

Knap 4.000 engelsksprogede studiepladser på 87 forskellige uddannelser forsvinder fra næste år på især erhvervsakademier og professionshøjskoler. Det fremgår af en liste, der er sendt ud til uddannelsesinstitutionerne, skriver Jyllands-Posten.

Underdirektør Mette Fjord Sørensen, DI, er ikke i tvivl om, at ledighedskvotienterne på en række af uddannelserne har været for høje. Alligevel mener hun, at beslutningen er kortsigtet, og at virksomheder risikerer at gå glip af potentiel arbejdskraft.

LÆS OGSÅ: AE: Skyder vi i virkeligheden for lavt, når vi spår om mangel på 100.000 faglærte?

- Det er ærgerligt, at man ikke har haft en tættere dialog med erhvervslivet om fremtidens behov, og hvad der skulle til, for at de engelsksprogede dimittender kunne blive mere attraktive. Især i det jyske kunne man måske se en god idé i at rekruttere medarbejdere den vej fra, fordi virksomhederne her kæmper med at tiltrække mere arbejdskraft, siger hun til Jyllands-Posten.

En bekymret rektor, Harald Elmo Mikkelsen, VIA University College, kalder indgrebet for historisk stort og hurtigt.

- Kigger man historisk på det, er der aldrig tidligere i det omfang blevet lukket uddannelser med et varsel på et år, siger han på vegne af Danske Professionshøjskoler.

Han mener, at Danmark med indgrebet vil miste vigtig arbejdskraft, mens uddannelsesinstitutionerne må afskedige medarbejdere og taber det internationale studiemiljø på gulvet til skade for også danske studerende. F.eks. står hans egen institution til at miste 100 mio. kr. i omsætning, mens University College Nordjylland står til at miste omkring hver 10. studerende.

Lukningen af de 87 uddannelser sker med baggrund i en bred politisk aftale, der skal nedbringe udgifterne til SU til de udenlandske studerende til 449 mio. kr. Det rammer særligt de uddannelser, hvor under en femtedel af de færdiguddannede ender med at arbejde i en dansk virksomhed.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen understreger, at der stadig er knap 14.000 engelsksprogede studiepladser tilbage på primært universiteterne.

- Vi har ikke SU i Danmark for at finansiere de her meget store udgifter – ud over de 450 mio. kr. – til udenlandske studerende, siger han til Jyllands-Posten.

GDPR