INGEN GIDER AT ABONNERE på medierne længere, og når man iagttager B.T. og Berlingskes nyeste afsnit af den gamle sag om slettede SMS’er i minksagen, forstår man desværre hvorfor.
De to aviser bruger i denne uge en historie om et telefonnotat skrevet af en utilfreds medarbejder i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) til atter at antyde, at der er et stort underliggende deep state-komplot i minksagen.
Er historien interessant? Ja, i den forstand at notatet er plantet af nogle medarbejdere i efterretningstjenesten, der mener, deres egen ledelse har undladt at tage alle de midler i anvendelse, der kunne have været brugt, for at genskabe SMS’erne i minksagen.
Er det “årtiers største skandale”, som en professionelt rystet Inger Støjberg (DD) hævder? Ikke det der ligner. Uværdigt for et demokrati, som Berlingske skriver i sin skingre leder? Arh.
Berlingske er blevet helt forblændet af deres eget hemmelige dokument.
Påstanden i notatet er forkert, svarer myndighederne. Alle de metoder, som FE foreslog i notatet, var allerede afprøvet, og “B.T. og Berlingskes historie er dermed fortsat baseret på en forkert præmis”.
Den forklaring står foreløbig uantastet af B.T. og Berlingskes historie. Det meste interessante perspektiv i historien er opfølgningen om de utilfredse medarbejdere, der har plantet notatet for at udstille deres egen ledelse.
Camarilla i Erhvervsudvalget
Men det forhindrer selvfølgelig ikke hele rumlen i at begynde igen, og de fem år gamle SMS’er fra en sag, der for længst er oplyst og juridisk afklaret, forventes at blive et hovedtema ved dagens åbningsdebat i folketinget.
Medierne er i halen på Berlingske Media gået i SMS-breaking med en historie, der for længst har mistet sin kontakt til den virkelige mink-skandale, der udspiller sig lige foran vores øjne: Den svimlende erstatningen til minkavlerne, som nu beløber sig til over 30 milliarder kroner.
Hvis Mette Frederiksen (S) har fortjent at blive politisk straffet eller gå af på grund af minksagen, så har det intet med SMS’er at gøre. Så er det, fordi hun accepterede at betale en grov overpris for at redde regeringens skind efter en alt for forhastet beslutning om at slå alle danske mink ned.
Og hun kan tage Pia Olsen Dyhr (SF) og De Radikale, der var med i denne camarilla i erhvervsudvalget, der accepterede overprisen i stedet for at insistere på rimeligheden, med sig.
Og selv om det er sjovt at rive Troels Lund Poulsens (V) gamle gustne politiske meldinger om rigsretssag og skandale i næsen, så er hans virkeligt skamfulde hovedrolle i forløbet, at det var ham, der sekunderet af Liberal Alliance pressede prisen op.
Den stinkende skandale i minksagen er den aftale, om guldrandet erstatning, der blev indgået af S, SF, V, RV og LA, som baserede sig på de mest skændige politiske principper.
Tårer blev til guld på minkfarmene
Der var på intet tidspunkt et hensyn til skatteborgerne, som hver især skylder minkavlerne 5.500 kroner. Og topscoreren er selvfølgelig minkavlernes formand, Tage Pedersen, hvis familie samlet får knap 300 mllioner kroner i erstatning.
Venstre og Liberal Alliance ville gøre regningen så dyr som muligt for at maksimere den politiske skade på Mette Frederiksen. Socialdemokratiet ville på sin side betale næsten hvad som helst for at slippe af krogen, men ville forsøge at få regningen til at fremstå så lille som muligt før det truende folketingsvalg.
Alt det behøvede vi ingen aktindsigter eller whistleblower-papirer for at se. Det foregik i Folketingets erhvervsudvalg lige foran snotten på os, der dengang arbejdede på Christiansborg.
Jeg var dengang politisk analytiker for Politiken og brugte en hel del tid på at tale med aktørerne i udvalget og forudså korrekt, at tårerne snart ville blive til guld på landets minkfarme. Men jeg så ikke klart nok, at det var her den store skandale lå.
Jeg var som mange andre alt for optaget af det - set i bakspejlet - langt mindre spørgsmål om lovhjemmel til aflivningen.
Det er tankevækkende, at det først var, da Christiansborg-outsiderne fra Zetland med inspiration fra Mathilde Walther Clarks essay-roman ‘Det blinde øje’ beskrev forløbet, at den virkelige skandale blev fortalt i sin sammenhæng.
Det indbragte helt fortjent mediet Cavling-prisen.
Det er tankevækkende, at Zetland også er det klart mest succesfulde danske medie i nyere tid og for nylig rundede 50.000 abonnenter.
God journalistik er ikke altid at stå på hovedet i arkivkasser, at afsløre hemmelige papirer eller spille Woodward og Bernstein i parkeringskældre. I langt det fleste tilfælde, herunder minksagen, glemmer vi det vigtigste: at forsøge at forklare og perspektivere, hvad der foregår lige for øjnene af os alle sammen.
